Første gang, storken kom forbi her, blev vi beriget med en dejlig lille pige på bare 3.340 g. og 51 cm. Lille og fin var hun. At hun også var et pragteksemplar, var kun skønt. Hun var kun 10 dage gammel, da hun begyndte at sove hele natten (som fra 23.00 til 05.30). Når de andre kom i mødregruppen med store poser under øjnene, så var jeg nogenlunde frisk.
Min lille pige bliver 19 år i dag. Hun er på vej ind i sit voksenliv med egen bolig og alt, hvad det må indebære. Hun er vokset op og blevet en god pige, og jeg var stolt, da vi sendte hende ud i livet. Jeg synes, at vi har gjort det godt. Hun skal stadig have et kærligt skub i den rigtige retning en gang imellem, men i det store hele klarer hun sig rigtig godt.
I dag ville jeg rigtig gerne have haft hende oppe på værelset. Så jeg kunne gå op og vække hende og give hende det fødselsdagsknus, der sidder i mig lige nu, og fylder alt, alt for meget. Lige nu savner jeg lidt ekstra.
I morgen kommer hun hjem. Hjem til knus og gaver. Det er vel unødvendigt at sige, at jeg glæder mig?
Tillykke til min store smukke datter.....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar