Jeg har gået hele dagen og grublet over, hvad der er med datoen i dag. Den 20. januar. Jeg kunne mærke, at der var noget, men jeg kunne ikke finde det. Det kom til mig som et lyn fra en klar himmel midt i en gang bogføring. Mine ungers farfar har fødselsdag i dag.
Vi skal ikke til fødselsdag, for han er her ikke. I år er det 21 år siden, at han døde. Han blev bare 56. Han var et særligt menneske, som jeg lærte at holde rigtig meget af, og jeg ville sådan have ønsket, at ungerne kunne have lært ham at kende. Vi var sammen hele familien til kaffe en søndag eftermiddag. Vi havde særligt nyt, for jeg var gravid med vores første barn. Det fik vi heldigvis fortalt. Om aftenen var han her ovre med noget værktøj, og vi sludrede lidt igen. Næste morgen var han død. En blodprop i hjertet havde taget ham fra os. Jeg husker det som et frygteligt chock. Der gik heller ikke lang tid, før min første graviditet endte i en spontant abort.
Der gik kun et par måneder, så var jeg gravid igen, og Sara kom sund og rask til verden. Bos far var glad for nyheden om det kommende barnebarn, og jeg er sikker på, at han ville have hygget sig med ungerne. Drengene kunne have spillet skak med ham i timevis, og han ville have kunne delt sin brede viden om alt muligt med dem. Jo, han er savnet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar