torsdag den 26. januar 2012

Travl torsdag

Sådan en kold morgenhimmel kan være noget af det smukkeste. Billedet er taget fra mit stuevindue for et par dage siden. Inde i varmen og helt uden at åbne døren. Da jeg senere kom ud og skulle på arbejde, var den blå polo væk. Det var min betænksomme mand, der havde kørt den i garage klokken 05.00 om morgenen, så den kunne nå at tø, til jeg skulle afsted.

I dag har vi været lidt ekstra tidligt oppe - Jonas og jeg. Han har sommerfugle i maven. Heldigvis ser de ud til at blive derinde. Han var ellers lidt nærvøs for, om de skulle søge sydpå. Han skal spille skolekomedie i aften for samtlige skolens elever og forældre. Han er kanibal og skal give udtryk for, at han hellere vil have en svensk blondine end en tysker, der har spist lidt for mange pølser. Vi skal medbringe kage, så der er blevet bagt fra morgenstunden.

Nu skal han over og spille generalprøve for dagcenteret, så hans farmor har chancen i formiddag. Skal jeg være helt ærlig, så glæder jeg mig bare, til det er overstået. Jeg vil rigtig gerne se deres stykke, men skolefesten bagefter har jeg efterhånden fået nok af. Ungerne drøner rundt og er ligeglade med, om vi er der (på nær, når de mangler penge til is), og musikken er gerne lidt for højt for en aldrende kvinde som mig. Jeg har fået pølsejobbet ude i den ene fløj, så måske ikke al larmen kommer forbi mine ører. Det bliver en lang dag - ingen tvivl om det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar