Altså i mit hoved og i mine tanker. Og det gør det selvfølgelig, fordi jeg er drengens mor, og fordi jeg ønsker drengen alt det bedste. Lige nu skal vi bare finde ud af, hvad det bedste er.
Han har haft en snak med sin studievejleder, og han har meddelt, at han synes, at det er i orden, at jeg også ringer og taler med hende. Ikke for at diskutere ham, men mere for at få noget viden om, hvad der sker, hvis han vender systemet ryggen nu.
Vi snakker meget om tingene, og i går aftes fik jeg det ultimative kompliment af en 17 årig. "I er jo ikke bare mine forældre - I er også mine venner".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar