For lidt over 10 år siden lovede jeg mig selv, at jeg aldrig skulle være sådan en mor der skælder ud i Brugsen, eller sådan en mor der bare får nok. For nu havde vi lige taget afsked med Mie og de 2 andre skulle bare have alt det bedst mulige.
Den gang tænkte jeg bare ikke på, at vi ind imellem også står i kø - lige ved siden af hylden med slik - når vi skal betale. Jeg tænkte heller ikke på, at jeg på et tidspunkt ville have 2 drenge i samme værelse, og at de absolut ikke ville være stille, når der var sagt godtnat.
Indrømmet. Jeg skælder ud - nogen dage føler jeg ikke at jeg har lavet andet. Jeg håber ikke, at ungerne har samme opfattelse. Faktisk er udgangspunktet det samme som dengang. Jeg vil dem bare det bedst mulige. Og må jeg hæve stemmen lidt under vejs, så er det sådan det skal være.
Det er ikke fordi vi kæmper de helt store slag. Der diskuteres sengetid, bordmanerer, lektier, pligter og noget så simpelt som at tale pænt til hinanden. Jo - der er udfordringer nok for en mor.
Hvor er det mærkeligt. Jeg havde et lignende indslag undervejs i dag, men fik det aldrig posted.
SvarSletFor her skete akkurat det samme i dag. Jeg måtte trække en grænse overfor drengen på 3½, der bare ikke ville forstå at døren altså skal være lukket når bilen kører. Det værste er, når man ser det lille ansigt krympe sammen og gå i tårer tilstand. At det kommer derud tilsidst, når dialogen ikke længere hjælper og man tyr til: nu STOPPER du altså.
Hader mig selv for, at gøre det. Men det kan bare være nødvendigt. Selvom det gør ondt indeni hele dagen (ihvertfald på mig). Men som du skriver er det også en af udfordringerne ved, at være forælder.
En af de ting der var rigtig svære for mig at takle efter vi havde mistet Mathias og Simon var at jeg følte at jeg ikke måtte blive vred på Amalie. At hun skulle have det SÅ godt og at alt hun gjorde var godt! NOT!!! Hun havde i nogle måneder inden og en tid efter inden hun fik dræn i øret, vågnet næsten hver nar i flere timer - fordi det trykkede i hendes øre. Lige så snart hun kom ind i steuen og sad i sofaen (og så et eller andet kedeligt nattv) så var hun glad!!! Men det var vi ikke. Det var SÅ hårdt og jeg forbandede hende laaaaaaaaaaangt væk! Og fik dårlig samvittighed over det - for hun skulle bare have det bedste!
SvarSletEfter en god snak med psykologen (det kunne hun dog bruges til...) indså jeg at MAthais og Simon var Mathias og Simon og Amalie var Amalie - 2 forskellige ting og jeg måtte gerne være vred på hende osv.
Det hjalp - men også at hun fik dræn - sikken en dejlig nattero vi fik!!!
Og nu - nogle gange er jeg bare en sur, sur moar... Amalie gør til tider bare det hun vil og som hun kun vil høre (det starter tidligt) og Johanna - mand hun blive en strid banan... Men dejlige er de jo heldigvis også!