tirsdag den 29. januar 2013

Uønsket fridag

Jeg holder fri i dag, men ønsker mig lige nu på arbejde. Til en tirsdag, der er som den plejer, og hvor snakken kan gå på kontoret. I stedet er det ved at være tid til at gøre mig færdig og køre til bisættelse.

Det gør ondt, at jeg skal se forældre, der nu har mistet deres søn. At jeg skal se niecerne være kede af, at deres "Hansen" ikke er her mere. At se min veninde i sorg. Alt dette bringer mig tilbage til den dag, hvor jeg selv stod og sænkede kisten med mit barn i graven. Hvor min verden blev en anden, og hvor det var svært at se, hvordan det skulle gå.
 
Det er ikke blevet til meget søvn i nat, for tankerne er fløjet. Til dengang vi var små. Til fester, hvor vi har grinet og hygget og talt om gamle dage. Nu er det slut. Johannes har fået fred for sin afskyelige sygdom, og jeg må afsted og tage endelig afsked.
 
 

23 kommentarer:

  1. De varmeste tanker til dig, Susanne, på denne triste tirsdag. KH Ditte

    SvarSlet
  2. Sender dig varme tanker herfra ,,,trist dag,,,,
    knus

    SvarSlet
  3. Også varme tanker fra mig. Det er hårdt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja - det er sådan en dag, som ikke burde være.

      Slet
  4. Knus og varme tanker til dig Susanne..

    SvarSlet
  5. Jeg sender dig de bedste tanker og håber at bisættelsen går godt. Det er så hårdt med bisættelser/begravelser fordi det er så endegyldigt slut.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Ja - det er underligt at tænke, at man aldrig skal ses igen.

      Slet
  6. Det er rædselsfuldt og bliver aldrig vane og skal ikke. Men det er en del af livet og det eneste vi ved sker - før eller siden. Tanker til dig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret. Det eneste vi er født med er visheden om, at vi også skal herfra. Og som præsten sagde, så fik han også et helt liv.

      Slet
  7. Åh, det er sikkert en hård dag for dig og alle andre. Men jeg håber for jer, at I midt i sorgen formår at være sammen på en god måde. Det er svært at sætte de rigtige ord på, men begravelseskaffe kan altså sommetider løsne op for forknugetheden, så skuldrene igen bevæger sig tilbage på plads. Og det er så det, jeg håber sker for jer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har fuldstændig ret. Så mindes man også de sjove ting og får snakket om løst og fast. Og sådan gik det da også.

      Slet
  8. Jeg håber du kom igennem den hårde dag uden alt for mange åbne sår på sjælen. Sendte dig gode og varme tanker undervejs. Man får sådan nogle tanker om at man slet ikke er så udødelig som man lige går og forestiller sig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for dine tanker... Du rammer fuldstændig plet. Jeg har sådan tænkt på, at jeg allerede har fået over 5 år mere end han nåede. Og det er nogle af de rigtig gode år i mit liv.

      Slet
  9. Puuuuha. Sikke noget. Jeg har først i dag læst om det skrækkelige dødsfald. Det er slemt.
    Håber du kan bruge dagen til at trøste.
    Kram

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er sådan noget dobbelt noget. For dødsfaldet er i bund og grund i orden, for han fik fred. Men sygdommen der gik forud var absolut ikke i orden.

      Slet
  10. De tanker om døden og sorgen , og forældre der siger endeligt farvel. De føles bare helt ind i marven, når man selv har stået der.
    Jeg kan fysisk mærke deres tomhed, når jeg står der midt i deres sorg. Fordi jeg var der selv engang. Og fordi "rummet" har en speciel klang, og man opfanger alle små facetter lige der, midt i den tungeste sorg.
    Jeg kan huske dufte fra min datters begravelse for 14 år siden. Ikke at jeg går og tænker over det. Opdager det bare, når en speciel duft rammer mig. Entung duft af blomster, som åbenbart var en duft fra hendes blomster, til hendes begravelse. Eller kringlen hos bageren. Den dufter af Reersø kro, den dag, den 20 marts 1998.

    Jeg tror vi alle sørger, på vores helt egne måde. Og mindes på hver i sær vores måde.
    Men jeg ved, at det at miste et barn, det binder folk sammen, i et bånd, hvor der ikke behøves siges noget som helst. Bare udveksles et blik, og man mærker deres sorg. Og de ved det.

    Søde Susanne. Med tiden, kan jeg mærke, at selv om det var vidunderligt, og helt uundværligt, set i bakspejlet, at du dukkede op dengang, så er det altså lige så skønt i dag, at vide, at du som den eneste, ved lige nøjagtig hvor meget og hvor lidt, et dødt barn kan fylde, også efter 14 år.

    Sender en kærlig tanke til forældrene, der denne gang gik den tungeste vej.
    Den vej som alle forældre frygter.. Også når de er 100 år...

    Knus

    SvarSlet