I dag er det 20 år siden.

Jeg gik ind i kirken med far og kom ud med Bo. En smuk dag med høj sol trods kulde. En dag, hvor venner og familie var omkring os til en rigtig god fest hjemme hos os selv. Den dag var det ikke til at forestille sig, hvor vi ville være om 20 år, for det er rigtig lang tid at se frem.

 

Vi lovede at holde sammen i både medgang og modgang, og det løfte har vi holdt. Vi er enige om, at 20 år ikke er nok, så vi beholder vielsesattesten i mappen og nyder fortsat tilværelsen sammen.

 

Der bliver ikke den store fejring i dag. Det er jo hverdag med alt hvad det indebærer. Vi venter til på fredag. Henne skabet ligger der et gavekort til en restaurant. 3 retter og et bord til 2 personer. Transporten er arrangeret, så nu har jeg noget at glæde mig til.

En nye uge at se ind i

Tænk, at man skal vågne op til hvid gårdsplads igen. Jeg gider altså ikke mere. De små gule i haven skal have lov at være gule og ikke dækkes af sne. Jeg vil have varmere dage, og jeg længes allerede efter at skulle ordne krukker og skabe hygge i gårdhaven. Det kommer, jeg ved det. Jeg skal bare vente lidt endnu.

 

En ny uge ligger lige foran og venter på at blive brugt. Jeg har ikke mange ting på to-do listen, og det passer mig fint. Vi skal have sat fars urne ned. Vi har valgt at være der for at vide, hvor i plænen han bliver sat ned. Ugen byder også på et møde med sundhedsvæsenet. Jeg skal have checket vingen på røntenafdelingen. Det går bedre, men der er stadig ikke fuld bevægelighed i den. Der venter også en ganske særlig mærkedag i denne uge, men mere om det senere.

 

God mandag til jer derude. Jeg håber, at I fornemmer foråret gennem sneen.

Jeg er her endnu

Den første uge efter den ferie, jeg slet ikke synes jeg fik, er løbet fra mig. Der har selvfølgelig været ting, der skulle ordnes og arbejde, der skulle passes. Når det har været gjort, har jeg meldt udsolgt. Jeg har stort set ikke rørt en finger herhjemme, og jeg ved ikke ret meget om, hvad der er sket rundt omkring i Blogland.

Jeg har nærmest ligget i dvale. Jeg tror, at det er kroppens reaktion ovenpå min egen influenza, og alt det der har været i forbindelse med fars død. Vi skal have sat urnen ned i løbet af ugen, og der skal skrives boopgørelse til skifteretten. Lejligheden bliver afleveret i ugen, der kommer, og dermed er der ikke mere at gøre i den forbindelse.

 

Nu ser vi frem. Frem mod konfirmation og sommerens planer. Frem mod forår og påskeferie, der forhåbentlig kommer med temperaturer, der giver os lyst til at være mere udenfor. Jeg glæder mig allerede.

Så er vi startet

Vores næste begivenhed i familien er konfirmationen i april. Det nærmer sig nu, og forberedelserne er så småt igang. I fredags var Jonas og jeg en tur i Slagelses og få indkøbt det aller vigtigste. Nemlig konfirmandens tøj. Der findes et billede, men det bliver naturligvis ikke offentliggjort, før den store begivenhed har fundet sted. Men jeg skulle hilse og sige, at han kommer til at se rigtig godt ud, når han træder ind i kirken den 28. april.

Jeg er blevet snydt

Mandag morgen, og jeg er næsten klar. Vi har haft en rigtig god weekend, hvor vi både har set lidt familie, og også har haft tid til bare at være. Så ingen klager over det. Men min ferie er altså forsvundet. Jeg føler mig i den grad snydt. Jeg har slet ikke mærket den. Gad vide, hvor man går hen og får den annulleret.....

Pingvinklubben

Vi fik tømte fars lejlighed i går, og det gav selvfølgelig anledning til en masse snak og opfriskning af gamle minder. Noget blev kasseret og andet blev pakket ned, så vi senere kan mødes og tage stilling til det forskellige.

 

Så længe jeg kan huske, har far haft tre ens pingviner stående på toppen af den ene reol. Jeg troede egentlig, at det var sparebøsser, men det er porcelænsfigurer af ukendt herkomst. De har aldrig sagt mig ret meget, og jeg troede da egentlig også, at de skulle med på genbrugsstationen. Men min søster ville det anderledes.

 

Det er tre, vi er tre, vi skal have en hver. Og de skal stå synligt fremme. På den måde blev pingvinpagten en realitet, og en måske knapt så flaterende figur har fundet frem til min stue. I går blev den sat i vinduet ved siden af lyset. Hvor den lander endeligt, ved jeg ikke rigtigt endnu. Der mås tænkes over tingene, for den skal jo være synlig. Og sådan blev noget, som jeg absolut ikke havde planer om at tage med hjem pludselig til en ting af betydning.

Jeg er lidt træt

Nu er vi på den anden side. Nu er vi i tiden efter far. Bisættelsen er fint overstået, og nu mangler vi bare at få urnen sat ned. Hvornår det bliver, ved vi ikke endnu. Men når dagen kommer kører vi ned og ser, så vi ved, hvor han er.

 

Det har været nogen intense dage. Der har været noget at tage stilling til hele tiden, og vi søskende har været i kontakt hver dag. I dag holder vi fri - hvis man da kan sige sådan. Der skal ikke ske noget, og vi slapper bare af. I morgen skal vi i fars lejlighed og have tømt den.

 

Vi er enige om, at alt er forløbet fint. At tingene har været gjort rigtigt, og at han kom godt afsted. Nu tror jeg egentlig bare, at jeg trænger til en lur. Jeg har været på banen siden klokken 07.00 i dag, og det er lige lykkedes mig at få startet vaskemaskinen 2 gange. Jeg tror heller ikke, at det bliver til meget mere fra min side i dag. Vi nyder bare livet i sofaen i dag.

 

Kommentarerne her, på WF og på FB har i den grad varmet. Det er en rar tanke, at så mange tænker på os, når det hele er lidt svært. Tak til jer alle...

Farvel til min far

Far fik fred i torsdags. Han sov ind stille og roligt, og forlod os uden at kæmpe. Han var klar. Vi har jo længe vidst, hvilken vej, det skulle gå, og jeg skal være ærlig og sige, at det er forbundet med en vis grad af lettelse. Hans sidste uger var ingen fornøjelse, og først her sagde han selv, at det gik dårligt. Ellers har vi aldrig hørt ham beklage sig over situationen.

Fredagen tilbragte jeg sammen med mine søskende. Vi brugte noget tid i lejligheden sammen med ham. Snakkede om en masse og havde det faktisk rigtig hyggeligt. Vi er aldrig bare os tre uden partnere og børn, så vi fik vendt en masse og grinet af nogle ind imellem underlige ting. Mødet med bedemanden var en oplevelse i sig selv, som jeg slet ikke kan beskrive her. Men jeg har grinet, når jeg har efterlignet hans bornholmske sprog og de ting han sagde.

Vi har planlagt bisættelse til på onsdag. Det bliver uden tvivl en trist, men også en fin oplevelse. Far blev 71, og jeg vil altid huske ham for hans lidt specielle væsen, hans herlige humor og hans taknemmelighed over det, der var. Vi har ikke altid været lige tæt, for han valgte livet på Grønland i mange år. Vi var dog aldrig i tvivl om, at han ville os det bedste, og at han var glad for de børnebørn, vi nåede at give ham.

Påskeliljerne vil fremover få mig til at sende en tanke til far. Pigerne på plejecentret havde ordnet ham så fint og lagt 3 smukke liljer i hans foldede hænder. Jeg kommer til at savne de små korte besøg hos ham, men han vil altid være med mig.

En god weekend

Det var så årets første begivenhed. Jakobs 18 års fødselsdag gik over i historien som en god en, der varede fra fredag til søndag. Nu tror jeg, at vi trænger til lidt hverdag igen. Bare lige sådan, at vi bliver klar til fridage i uge 7.

 

Den næste tid ser ud til at bringe endnu en begivenhed. Denne gang i den tungere ende. Far har bedt mig komme i dag. Han vil snakke med mig. Jeg ved fra min bror, som besøgte ham i går, at han har stoppet for ernæringen. Nu får han kun væske og medicin. Hvad det indebærer, ved vi alle, og jeg har fuld respekt for hans valg.

 

 

Tillykke til Jakob

I dag er det 18 år siden, vi blev forældre til Jakob. Som så mange andre, aner han ikke, hvad han ønsker sig, så denne gang har vi lavet omvendt gave. Købt en lille ting og pakket den pænt ind. Han blev begejstret for indpakningen, og alt er rettet pænt ud og lagt til side. Kun båndet blev smidt ud.

 

Han fejrede sin fødselsdag med en bytur i går, så vi er lidt flade. Jeg var chauffør, da de ville hjem tidligt i morges. Om lidt henter fødselaren og hans søster mad i byen og så nyder vi en stille lørdag aften.

Jeg har snydt

Det er rigtigt. Jeg har snydt. Og jeg er rigtig glad for det. Og hvorfor små mon? Jo, sagen er som følger: En af de aftaler jeg lavede med mig selv omkring nytåret gik ud på, at jeg nødvendigvis måtte se at få fjernet lidt at det bløde, så jeg kunne få en fin kjole på, når Jonas skal konfirmeres til april. Jeg er ikke på nogen måde stor, men jeg har nogle bløde punkter, som efterhånden fylder lidt.

Da jeg kørte hjem fra begravelseskaffe i tirsdags, gjorde jeg holdt ved Høng Centeret. Jeg skulle lige i Matas og have et par småting. Af en eller anden grund kom jeg til at gå ind i tøjforretningen i centeret. Og så hang den der. Kjolen. Den rigtige kjole. Den i mine farver og til min pengepung. Og faktisk passede den perfekt. Den skjuler det, jeg har, så det ser ud som om, jeg slet ikke har det. Nu er det store spørgsmål så, om jeg skal passe lidt på alt det bløde, så kjolen ikke kommer til at hænge sørgeligt, når den nu skal luftes den sidste søndag i april