Farvel til min far

Far fik fred i torsdags. Han sov ind stille og roligt, og forlod os uden at kæmpe. Han var klar. Vi har jo længe vidst, hvilken vej, det skulle gå, og jeg skal være ærlig og sige, at det er forbundet med en vis grad af lettelse. Hans sidste uger var ingen fornøjelse, og først her sagde han selv, at det gik dårligt. Ellers har vi aldrig hørt ham beklage sig over situationen.

Fredagen tilbragte jeg sammen med mine søskende. Vi brugte noget tid i lejligheden sammen med ham. Snakkede om en masse og havde det faktisk rigtig hyggeligt. Vi er aldrig bare os tre uden partnere og børn, så vi fik vendt en masse og grinet af nogle ind imellem underlige ting. Mødet med bedemanden var en oplevelse i sig selv, som jeg slet ikke kan beskrive her. Men jeg har grinet, når jeg har efterlignet hans bornholmske sprog og de ting han sagde.

Vi har planlagt bisættelse til på onsdag. Det bliver uden tvivl en trist, men også en fin oplevelse. Far blev 71, og jeg vil altid huske ham for hans lidt specielle væsen, hans herlige humor og hans taknemmelighed over det, der var. Vi har ikke altid været lige tæt, for han valgte livet på Grønland i mange år. Vi var dog aldrig i tvivl om, at han ville os det bedste, og at han var glad for de børnebørn, vi nåede at give ham.

Påskeliljerne vil fremover få mig til at sende en tanke til far. Pigerne på plejecentret havde ordnet ham så fint og lagt 3 smukke liljer i hans foldede hænder. Jeg kommer til at savne de små korte besøg hos ham, men han vil altid være med mig.