Vi roder

Og det skulle helst ende med at give omvendt fortegn. Rod skal blive til orden. Det er køkkenprojektet, der fylder. Skabe skal tømmes og ting skal flyttes. Alt sammen anledning til at få kikket på en masse gamle ting. Der er røget et par sække afsted, og jeg er sikker på, at mere kommer samme vej.

 

Vi glæder os. Til at komme igang med at rive ned og bygge op igen. (Jeg ved det, vi er åbenbart ikke rigtig kloge). Det bliver så godt, når det hele står færdigt. Når jeg handler skal jeg lægge bånd på mig selv, så jeg ikke lige kommer til at købe en eller anden dims, der vil se godt ud på den nye hylde. Eller lige præcis den skjuler, der skal rumme krydderurten i vindueskarmen. Det er altså ikke helt løgn, at forventningens glæde er helt speciel.

 

Mine dage siden i mandags har også været helt specielle. Det gør ikke ondt hele tiden. Nu hvor det er ændret, går det op for mig, hvor ondt det har været. Jeg kan meget mere, end jeg har kunnet længe, og jeg kan lægge mig præcis som jeg har lyst til, når jeg skal sove. Lægen på Valdemar er min helt lige nu. Jeg glæder mig næsten til at se hende igen til den opfølgende undersøgelse, så jeg kan fortælle hende, hvad hun har gjort for mig.

 

Først vil jeg nyde påsken. Om lidt kommer min nabo ind til kaffe og snak. Det er alt for længe siden, så jeg tror, at ordene bliver mange i dag. Og vejret - det vil jeg slet ikke snakke om.

Flyve kan jeg ikke

Men vingen kan faktisk allerede løftes højere, end den har kunnet længe. Behøver jeg at sige, at det gør mig både glad og lettet? Jeg er lidt øm, men det var varslet. Blokaden fra i går kan give ekstra ømhed over et par dage. Det mærker jeg, men det er til at holde ud.  Ham der scannede mig i går kunne godt forstå, at jeg har haft ondt. Det han så, var absolut ikke for tøsedrenge. Ja - det sagde han altså.

 

Jeg har fejret bedringen med 2 nye bluser. Der er forårsfarver på hylderne, så jeg blev fristet. Den flotte røde brandbil mødte jeg ved Bilka i Slagelse. Og nej - jeg var ikke inde i påskeindkøbshelvede. Jeg var bare en tur forbi Louis Nielsen for at få justeret mine briller, så læsestyrken igen sidder i rigtig højde.

Den der vinge

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg i længere tid (som i fra engang først i oktober) har været meget træt af min venstre arm. Behandlingerne hos fys har været stort set nytteløse, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har vågnet om natten. Ganske enkelt fordi det har gjort ondt. Røngtenbillederne i sidste måned viste ingenting, og ny henvisning blev skrevet. Med nye ventetider til følge.

 

Bo har sundhedsforsikring gennem sit job, og det viste sig, at jeg også kan gøre brug af den. Så da jeg havde været ved lægen i sidste uge ringede jeg til privathospital og fik en hurtig tid. Vi har været afsted i dag og diagnosen er stillet. Jeg har en sene, der er kraftigt beskadiget, og så har jeg en væskeansamling, som jeg ikke kan komme af med. Dette blev konstateret på en ganske almindelig ultralydsskanning. Jeg har fået lagt en blokade og fået henvisning til ny fysbehandling. Dette vil muligvis kunne gøre, at jeg kan slippe for indgreb. Der ligger en ny tid til kontrol om 6 uger. Jeg er glad og lettet, for jeg var faktisk lidt nærvøs for at skulle skæres i. Nu slipper jeg forhåbentlig for den del.

 

På vej hjem gjorde vi holdt ved vinhandleren. Vi får ind imellem nogle gode tilbud, så nu er vinen til konfirmationen i hus. Det ender nok med, at vi når det hele.

 

De næste par dage er der ingen planer. Vi holder ferie og skal bare slappe af. At det mest bliver inden døre, er der vidst ikke nogen tvivl om, for der er ikke meget forår her i udkantsdanmark.

Er du dus med dine maskiner?

Da tumbleren stod af først på året, gik der ikke lang tid, før der stod en ny på pladsen. Det er altså en god ven at have i en stor familie, hvor vasketøj har det med at vokse til bjerge på størrelse med Mount Everest. Eller næsten. Den gamle tumbler havde sådan en skrueting, hvor man skulle vælge, hvor mange minutter, tøjet skulle have. Så kunne man selv gå ud og åbne og konstatere. Den nye har display og en masse programmer. Og en brugsanvisning så tyk, at jeg aldrig får den studeret rigtigt.

 

En gang imellem får man en lille besked. Som da jeg satte den i gang første gang.  Tillykke, du har valgt et kvalitetsprodukt. Ja - det stod der altså. Som regel hører jeg, når den bibber færdig og får den tømt med det samme, for så krøller tøjet ikke. Men i går glemte jeg alt om vasketøj og tumler. Da jeg endelig kom ud til den, stod den med følgende budskab. Tag tøjet du...

 

Så jo, jeg er blevet dus med min nye maskine.

Og når vi så taler om maskiner. Den gode gamle Ballerup, som jeg nævnte i forrige indlæg har fået førstehjælp. Den er blevet åbnet og loddet, så den starter, som den skal. Nu kan vi igen bage boller i metermål.

Ikke allerede

Jeg bager havreboller med jævne mellemrum. En ordentlig portion af gangen. 4 bageplader tages i brug, og jeg bruger ca. 2 kg. mel. Derfor er min røremaskine uundværlig i vores husholdning. Den har længe vist lidt svaghedstegn i kontakten. Måske en løs forbindelse inde bagved. Der skal trykkes et par gange, så kører den. Men i går gjorde den modstand. Der skulle vrides ualmindeligt meget, og med min tossede arm er det bare ikke en mulighed at hælde dej af 2 kilo mel ud på køkkenbordet og gå i gang. Bo hørte mine udbrud og kom til. Han fik lirket så meget, at den kunne køre videre, men så var det, at der bredte sig en lugt, der ikke var helt i orden. Sådan en, der leder tankerne hen på brændt elektronik og det, der måtte være endnu værre.

 

Maskinen har været min mors, så jeg må hellere høre hende, om hun har kvitteringen. Det kan da ikke være rigtig, at den allerede ikke vil mere. Jeg var jo kun omkring 8 år, da den blev anskaffet. Min private håndværker har tænkt sig at åbne den, og se om den kan ordnes, eller om den virkelig har æltet sin sidste bolledej.

 

Jeg har kikket lidt på nettet, og det er gået op for mig, at en ny maskine er på kanten af en investering, så nu lyder mit spørgsmål. Er der nogen anbefalinger?

Det sker ikke så tit

Jeg ved ikke, hvornår det sidst skete, men i dag har jeg nydt det. Vi har tilbragt aftenen i sofaen alle fem. Der har ikke været nogen ekstra, og der har ikke været nogen ude af huset. Vi set fjollet TV og grinet af dumme ting. Men alt i alt har det været en dejlig lørdag aften.

Så græd jeg lidt

I går aftes sad vi og så programmet om fødsler. Det gør noget ved mig hver gang, for det er bare fantastisk, når en kvinde føder, og en lille ny ser dagens lys. Jeg griber mig selv i at holde vejret og gispe lidt sammen med de lidende kvinde. Jeg har jo en hel klar idé om, hvad de gennemgår.

 

I går var der en der ramte lidt ekstra. Et par fik en skøn lille dreng med læbe-, gumme- og ganespalte. De vidste det inden fødslen, for det var blevet konstateret på en misdannelsesscanning. Pludselig var det ligesom at være der selv. 15 år efter. Et lille barn, der ikke selv kan spise, og som skal udsættes for så meget. Der venter ham en næsten endeløs række af smertefulde operationer, og der venter familien splittelse og dårlig samvittighed. Det var næsten ikke til at bære. Så var det, at jeg græd lidt.

 

Mie nåede aldrig at blive opereret for sine spalter. Men vi nåede at blive informeret om operationer, tandrettelse, talevanskeligheder og alt hvad det indebærer. Faktisk fik vi også indkaldelse til talepædagog, da hun ville have været 10 måneder.

 

Det var for øvrigt på grund af samme spalter og medfølgende talevanskeligheder, at hun fik sit lille og korte navn. Vi havde besluttet, at fik vi en pige, så blev det en lille Rikke. Men Sara ønskede sig en lillesøster, og Jakobs højeste ønske var en lillebror, der skulle hedde Mie. Og prøver man at sige begge navne, så er der ikke nogen ganelyde i Mie. Det skulle i hvertfald ikke være hendes eget navn, der gav talevanskeligheder.

Billedet har jeg lige taget ud af havedøren. 11 graders frost og høj sol giver altså noget helt fantastisk. Også selv om vi er midt i marts.

Hvis nu jeg var sådan en

Altså sådan en, der brokker sig, så ville jeg åbne min hoveddør og tage et dårligt billede med mobilen og flashe det på bloggen. Herefter ville jeg skrive, hvad jeg mener om et ellers smukt vinterbillede, der bare ikke skal tages midt i marts...

 

Men jeg brokker mig slet ikke. I stedet fryder jeg mig over, at der ikke er noget fortov til min grund, og at det er lyst udenfor. Jeg har nemlig vendt brillerne, så de kun ser positivt i dag.

Det er bare ikke i orden

Nu ligner det jo ikke mig at brokke mig. Det er i hvert fald 2 indlæg siden, at jeg sidst måtte lufte min utilfredshed. Men når man nu står op en tirsdag morgen og nyder det smukke billede lige uden for stuevinduerne, så er det altså ikke i orden, at varmestyringen fortæller mig, at det fryser 10 grader udenfor, og min polo er helt hvid af frost.

 

Og når jeg så er ved ting, der ikke lige er i orden, så må jeg også lige berette om min aften i går. Da vi havde spist og ordnet køkken, var der lige plads til 3 glas i opvaskeren. Og jeg var slet ikke i tvivl om, hvor de skulle findes. Jakob var kørt, så jeg kunne ikke bare kalde dem ned. Jeg gik derfor selv op for at hente ned. Og her skal jeg lige understrege, at det er noget, jeg ellers ikke gør. At den unge mand også havde en tallerken og en gaffel deroppe kom slet ikke bag på mig. Jeg fik stablet servicet, så jeg kunne komme ned med det - troede jeg. For pludselig var der kun et glas, der skulle vaskes. De 2 andre lå på Jakobs gulv. Sådan lige omkring vasketøj og andre sjove ting. Sådan gik det til, at 2 glas blev til at vasketøjet blev rystet for glasskår og båret ned på plads. Gulvet blev støvsuget og nogle ting sat på plads.

 

Et par timer efter, at mit arbejde var udført, kom den unge herre hjem. Han valsede op på sit værelse, og jeg sad hernede med ørerne godt slået ud. Jeg skulle høre hans udbrud, når han ramte det rydtede gulv. Det skete bare ingenting. Han sagde ingenting. Han gjorde ingenting. Der var helt stille deroppe. Da jeg gik op for at høre ham, hvad han havde at sige, lignede han et spørgsmålstegn. Tænk en gang. Han havde ikke opdaget, hvad jeg havde lavet. Kontrasten var eller stor, skulle jeg hilse at sige.

 

Nu har jeg lige opdaget, at han også er rendt med min madpakke.... Og nej - jeg er stadig ikke typen, der brokker sig.

En heldig mor

Ja - det er hvad jeg er. En heldig mor. Fordi jeg lige nu har to store unger, der hygger sig i køkkenet med en let søndagsmiddag. Og fordi de selv ordner efter sig, når de er færdige. Og ikke mindst fordi de har gjort det helt på eget initiativ.

 

Imens har jeg holdt søndag. Sådan lidt i sofaen, lidt ved vasketøjet og lidt ved pc'en. Jeg har fået ordnet nogle papirer og fået overblik over nogle ting. Nu mangler vi bare at få bestilt nogle kort, der skal bruges til konfirmationen, så er der sat flueben ved dagens opgaver.

Godt eller skidt

Sidste uges røngtenbilleder viste, at min skulder er i orden. I hvert fald hvad skelettet angår. Den gør ondt igen, og mangler stadig bevægelighed. Nu er det forfra med ny henvisning. Om jeg er træt af det? Det kan du bande på, at jeg er. Heldigvis er jeg udstyret med et godt humør fra naturens side, så dette skal ikke få lov at ødelægge min fredag. God dag til dig, og tak fordi du lyttede til mit brok. 

Mies fødselsdag

I dag er det 15 år siden, vi tog imod Mie. Vi fik livet vendt rundt på en formiddag, for fra at forvente at blive forældre til et sundt barn stod vi pludselig i et væld af ubesvarede spørgsmål. Jeg husker det som en meget underlig dag. Glæden ved at blive mor blev noget dækket af skyer, og vi endte med at blive overflyttet i stedet for at kunne tage hjem et par dage efter.

 

 

Mies fødselsdag er blevet fast fridag for mig. Sådan fungerer det bare bedst. Mit humør i orden. Selvfølgelig bliver jeg eftertænksom, men det er ikke noget, der slår mig omkuld mere. Når jeg alligevel vælger arbejdet fra, er det på grund af den underlige energi, der drøner rundt i kroppen på mig. Det er ikke sådan en energi, der kan bruges til at gøre hele hytten ren på en time, eller få ordnet bedene i forhaven. Mere sådan en uro i kroppen, der ikke rigtig ved, hvad den vil.

 

Det tegner til at blive en smuk dag i dag. Solen er gavmild med strålerne og jeg har haft tid til langsom start. Jeg vil hente blomster, besøge kirkegården, og så vil jeg bage en fødselsdagskage, også selv om fødselsdagsbarnet ikke er hos os. Lidt velvære skal der også være plads til, så jeg har en aftale med Mette massør. Jeg vil nyde dagen og nyde, at det hele bliver lidt mere nærværende sådan en dag.

Sommerens projekt

Vi har ikke planlagt det store i sommerferien i år. Fokus er på konfirmationen lige nu, og vi kan faktisk godt lide at være hjemme i ferien. Meningen var, at vi skulle have det nye drivhus sat op i forbindelse med gårdhaven, så vi kunne bruge det til kombineret drive- og drivhus. Men det er sådan med planer, at de er til at ændre, hvis man finder på andet. Og det gjorde vi så.

 

Den sidste måned tid har vi brugt timer på køreture og kataloger. Vi har tegnet og vi har talt, så vi har glemt alt om spise- og sengetider. Det har været en spændende opgave, og jeg tror faktisk, at vi har vendt stort set alle muligheder. Nu er ordren lagt, og vi skal bare vente til konfirmationen er holdt. Og kender jeg min søde mand ret, så bliver projektet skudt i gang dagen efter den store dag.

 

Der skal lukkes en dør og sættes en ny i andet sted. Hylderne og kurvene i gangen skal ud og sættes op igen på en anden væg. Når det lille nummer er klaret, bliver det hele meget værre. Køkkenet skal tømmes og rives ned. Der skal laves gulvvarme, loftet skal hæves, og et nyt vindue skal sættes i. Når alt dette er klaret kommer det så. Mit nye køkken. Heldigvis er vores hus sådan indrettet, at komfuret og opvaskemaskinen kan stå i bryggerset i mellemtiden, og så satser vi ellers på høj sol og gang i grillen.

 

At projektet vil give anledning til et blogindlæg eller flere, er der vidst ikke nogen tvivl om. Det fylder meget lige nu, men jeg er sikker på, at det kommer til at fylde endnu mere, når vi tramper rundt i støv og rod alle vegne...

Forår og nydning

Jeg nyder lige nu. At solens stråler varsler forår, og at de små ting spirer ude i hækken. Det gør godt, og jeg kan mærke, at jeg er ved at være tilbage i vante form.

Fredag morgen var jeg til røngten på Kalundborg Sygehus. Der blev taget en række billeder af min skulder. Den gør ikke så ondt mere, men jeg mangler bevægelighed i den. Og prøver jeg at trodse grænserne, så får jeg det at mærke. Noget er tosset, og jeg håber virkelig, at der kommer et svar, og at der er noget at gøre ved den. 

Efter arbejdstid mødtes jeg med mine søskende og deres små på kirkegården, så vi kunne få fars urne sat ned. Det blev faktisk en hyggelig lille seance, de små børnebørn sænkede urnen ned, mens min bror holdt igen. Morfar skulle jo nødig tabes. Skal jeg være ærlig, så var tonen lidt fri, og der blev måske sagt nogle ting, som nogen kunne være stødt over. Men det er altså svært at forholde sig til sådan en urne. Jeg kunne forstå, at det var min far, da kisten kørte, men at han skal være i noget, der ligner en gulvvase. Det er svært at forholde sig til.

Endelig var fredagen dagen, hvor vi fejrede 20 års ægteskab. Vi fik en rigtig god middag på Cafe Vivaldi i Slagelse. Maden havde vi på gavekort, så vi flottede os og valgte rigtig god vin. Sara var andet sted i byen med et par veninder, så hun klarede vores transport hjem.

Nu vil jeg nyde søndagsfreden og tage en tur rundt i Blogland. Og så vil jeg forresten også smage de hjemmebagte kanelsnegle, der dufter i køkkenet. Rigtig god søndag derude...