Så græd jeg lidt

I går aftes sad vi og så programmet om fødsler. Det gør noget ved mig hver gang, for det er bare fantastisk, når en kvinde føder, og en lille ny ser dagens lys. Jeg griber mig selv i at holde vejret og gispe lidt sammen med de lidende kvinde. Jeg har jo en hel klar idé om, hvad de gennemgår.

 

I går var der en der ramte lidt ekstra. Et par fik en skøn lille dreng med læbe-, gumme- og ganespalte. De vidste det inden fødslen, for det var blevet konstateret på en misdannelsesscanning. Pludselig var det ligesom at være der selv. 15 år efter. Et lille barn, der ikke selv kan spise, og som skal udsættes for så meget. Der venter ham en næsten endeløs række af smertefulde operationer, og der venter familien splittelse og dårlig samvittighed. Det var næsten ikke til at bære. Så var det, at jeg græd lidt.

 

Mie nåede aldrig at blive opereret for sine spalter. Men vi nåede at blive informeret om operationer, tandrettelse, talevanskeligheder og alt hvad det indebærer. Faktisk fik vi også indkaldelse til talepædagog, da hun ville have været 10 måneder.

 

Det var for øvrigt på grund af samme spalter og medfølgende talevanskeligheder, at hun fik sit lille og korte navn. Vi havde besluttet, at fik vi en pige, så blev det en lille Rikke. Men Sara ønskede sig en lillesøster, og Jakobs højeste ønske var en lillebror, der skulle hedde Mie. Og prøver man at sige begge navne, så er der ikke nogen ganelyde i Mie. Det skulle i hvertfald ikke være hendes eget navn, der gav talevanskeligheder.

Billedet har jeg lige taget ud af havedøren. 11 graders frost og høj sol giver altså noget helt fantastisk. Også selv om vi er midt i marts.