Mens vi venter

Og det har ikke det fjerneste med nogen højtid at gøre. Det er mere et udtryk for, at jeg er strandet herhjemme for en stund. Poloen er død. Ikke om den vil starte, så der er sendt bud efter autohjælp og meldt afbud til fys. Ærgeligt, for jeg tror faktisk, at vi har gang i noget, der virker nu. Han sætter nåle, så jeg ligner et pindsvin. Det er en sær fornemmelse, men jeg tror faktisk, at det skubber til noget. Jeg synes, at grænserne flytter sig, og at armen kan komme en anelse højere op.

 

Nu håber jeg og krydser fingre for, at Poloen bare skal startes. For det er altså ikke lige dagen til det pjat. Jeg har en aftale med frisøren efter arbejdstid. Der skal klip og kulør til, så jeg kan blive en fin mor, når den store dag kommer.