Tillykke til Jonas

I aften er det 14 år siden, at jeg blev mor sidste gang. Dagen før termin kl. 23.18 kom han til verden på Slagelse sygehus. Vi var kørt hjemmefra klokken 22.00 efter et par timer med småveer, så man må sige, at han ville. En stor flot fyr var han. 4.540 g. og 55 cm. Dermed blev den mindste den største.

 

Selv om huset er på den anden ende, skal han ikke snydes. Der kommer fætter og kusiner i aften. Vi satser på godt vejr, så vi kan grille burgere. I morgen kommer den anden gren af familien til morgenmad. Det har ganske enkelt været nødvendigt at dele det lidt op denne gang.

 

 

Tingene går planmæssigt her. Jorden i hullet er nu dækket, og vi er klar til betonbilen i næste uge. Det er skønt at være fri for det værste svineri. Den store bunke skrald i gården er nu kørt på genbrugsen, og der er igen ved at være lidt orden udenfor.

 

Jeg er totalt fraværende i Blogland og det er egentlig lidt ærgeligt. Jeg håber, at weekenden giver mig tid til at få læst lidt rundt omkring og få svaret på kommentarer fra sidste indlæg. Ellers ved jeg, at det lysner i næste uge. Der har jeg nemlig fået vendt tingene på hovedet. 2 dages arbejde og 5 dages weekend. Det er slet ikke så tosset.

 

Ikke mere herfra nu. Fætter lækker på billederne ovenfor skal vækkes med sang og gave lige om lidt, så jeg må hellere gøre lidt morgenbord klar. En rigtig god fredag til dig derude.....

Det skal være skidt, før det bliver godt.

Sikke noget sludder. Det er da godt. Vi hygger os faktisk og jeg må sige, at hele familien har fundet de store tolerancer frem, så der er ingen, der er sure. Heller ikke selv om man må gå 100 gange mellem stue og køkken, når man laver mad og tømmer opvasker. Og der er ikke nogen der er sure, selv om favoritbukserne ikke når at blive vasket til tiden, og jeg kunne blive ved. Så faktisk er det slet ikke skidt. Men skidt er ikke noget vi mangler. Over hovedet ikke. Vi har rigeligt af det. Sådan gik min søndag eftermiddag og aften med spand og vand. Alt blev vendt og tørret, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg måtte tage turen over planken for at hente rent vand. Jeg har derfor valgt at omskrive de ellers kloge ord i overskriften til følgende:

 

DET SKAL BLIVE BESKIDT, FØR DET BLIVER GODT. Sådan er det bare.

 

Og nu vil jeg forsøge at få ugen til at hænge sammen. Jeg bliver sandsynligvis lige så fraværende her, som jeg har været den sidste uges tid. Jeg kunne faktisk godt bruge en ekstra dag mellem onsdag og torsdag. Både privat og arbejdsmæssigt, men jeg ved ikke lige, hvor jeg skal søge om den. Nogen forslag?

Væltet væg med vilje

Vi får jævnligt opringninger for vores mødre, der vil høre, hvordan det går hos os nu. Hvordan det skrider frem med byggeriet, og om vi kan holde det ud alle sammen. Jeg fik fortalt min mor, at det går fint, og at væggen ud til gangen nu er væltet.

Dagen efter havde vi den anden mor i telefonen, for de 2 damer taler tit sammen. Nu ville hun høre, om nogen var kommet til skade, da den væg væltede. Det gav dagens grin hos os. Og farmor blev forsikret om, at den var blevet væltet under kontrollerede forhold, og at det faktisk var med vilje. I løbet af weekenden opstår væggen på ny. I en anderledes version, og på et fundament, der hverken giver adgang for mus eller myrer.

Minder

For nylig kom drengene til at mindes deres tidlige år. Hvordan man kunne sidde længe i de små sten og bare lege med dem. Og inden vi så os om, sad de store unger og legede i stenene. Der skal ikke mere end nogle sodavandsdåser og nogle gode småsten til at skabe den gode leg. Og så betyder det altså ikke noget, at man er 18 og næsten 14 år.

 

Mine unger er rigtig gode til at være sammen. Efter nogle år, hvor Jonas nærmest var enebarn i flokken har han fundet de to andre. Lidt pubertet har vidst hjulpet gevaldigt i den sammenhæng. Nu er de 3 i flokken, og de hygger på kryds og tværs. En gang imellem stopper jeg op og bliver betænksom. For der mangler jo en. Så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan Mies plads i flokken ville have været. Vel vidende, at hun med sit handicap slet ikke kunne have været med, og at Jonas måske slet ikke var kommet, hvis hun ikke havde forladt os.

Hellere sent end slet ikke, og lidt om gode naboer

Eller laaaaaangstrakt service, eller hvordan ved siden af også kan være at ramme....

Da far døde efterlod han sig en konto i et større dansk pengeinstitut. En konto som kunne dække omkostningerne ved at komme herfra og samtidig efterlade lidt til os søskende. De 2 andre havde skrevet under på, at jeg måtte udfylde diverse papirer og have fuldmagt over boet. Derfor var det også hos mig, at skifteretsattesten landede, da papirarbejdet var gjort. Med den i hånden kunne jeg få adgang til førnævnte konto og få dækket mine udlæg til de der begravelsesudgifter. Jeg ringede derfor til fars bank for at høre, hvordan jeg skulle gribe det an. Troede jeg. Først kom jeg i kontakt med en elektronisk telefonstemme, der fortalte mig, at ventetiden lige nu var 23 minutter. Det kom til at holde. Derefter var jeg alligevel ikke sluppet igennem til filialen, som jeg havde bedt om. De var nemlig optaget. Hele flokken. Men den søde dame i det store kontor ville skrive en mail til dem, og så ville de ringe tilbage hurtigst muligt.

5 timer senere havde jeg fri fra arbejde. Jeg havde endnu ikke hørt noget, så jeg startede den blå polo og kørte til Slagelse for personligt at møde op i banken. Her blev jeg mødt af en rar dame, der hjalp mig med at få dækket mine udlæg og som gjorde opmærksom på, at det da tog 10 dage at gøre sådan en konto op. Det kom også til at holde stik. 10 dage gik der, før det hele var gjort op. Og så har jeg ellers ikke tænkt mere over den sag. Indtil torsdag eftermiddag, hvor min telefon ringede, lige da Bo havde hentet mig på arbejde. En flink dame fortalte, at hun ringede fra banken, fordi de havde fået min besked. Hun undskyldte den lange ventetid med, at de havde haft meget travlt. På det tidspunkt var det præcis 3 uger siden, jeg selv stod i filialen for at få ordnet tingene. Så er det jeg tænker, er det hvad man kalder langstrakt service eller....... En ting er sikkert. Skal jeg nogensinde skifte bank, så lander jeg ikke i en, hvor navnet starter med N.

 

Og hvordan ved siden af også kan være at ramme oplevede vi i går. Vores køkkenprojekt kræver materialer. Nogle af dem så store og tunge, at de må komme med vognmanden på en stor lastvogn. Sådan et læs ventede vi i går. Da Bo kom hjem, var der ikke dukket noget op, og han fik travlt med at ringe rundt. Først fik vi besked på at slå koldt vand i blodet, da de kørte lige til klokken 20.00, men der gik ikke lang tid, før der var en forvirret mand, der ringede og fortalte, at det da var læsset af for længe siden. Nu er vores grund jo ikke større, end at vi kan overskue den. Og der var ingenting.  Manden i røret blev endnu mere forvirret og ville ringe tilbage.

 

Ti minutter efter havde vi ham igen i røret. Han fortalte, at han lige havde sendt en mail med billede af varerne. Det tager de ved afleveringer, hvor folk ikke er hjemme, da de flere gange har været ude for, at folk nægter at have modtaget leverede varer. Vi fik billedet og kunne kende stedet. Varerne var læsset af nede ved nr. 65 i stedet for hos os i nr. 71. Der er bare den lille ting, at nummer 65 ligger nede af en lille markvej, og at vi snakkede betonblokke og rigtige tunge ting.

 

Beboeren i nr. 65 er landmand, og da køerne var malket i morges, læssede han vores byggematerialer på frontlæsseren og kørte dem hjem i vores indkørsel. Gode naboer er slet ikke så tosset. Dermed er pinsens planer reddet, og vi kan forhåbentlig få støbt gulv i næste uge.

Vi går planken ud

Det store hul i jorden er i den grad en realitet. Der er gravet til 45 cm. under gulvhøjde, for det skal man vidst, hvis man skal honorere gældende krav til isolering og gulvvarme. Det er bare meget besværligt at bære mad og andet godt ned og op, for 45 cm. er altså højt ned. Som altid er manden i huset klar med en løsning. 3 af de tykke rafter fra det gamle køkkengulv er blevet spændt sammen, så de ligger stabilt. Og når man har taget turen et par gange, er det faktisk okay at gå planken over til lejrkøkkenet.

 

På fredag kommer der en masse byggematerialer, og en af dagene i næste uge bliver vi besøgt af en betonkanon. Herefter bliver gulvet til at gå på igen, og vi kan gøre hele hytten rent for løs jord i alle revner og sprækker.

 

Jeg var på Privathospitalet Valdemar i mandags. Status er, at det går langsomt men sikkert frem. Opgaven er til dels min egen nu - i samarbejde med fysioterapeuten. Der skal laves øvelser og styrketræning. Det er ikke min stærke side, men jeg skal, for selvfølgelig skal jeg gøre hvad jeg kan for at få vingen i topstand igen.

Mors dag

Her skulle have været et billede af en smuk buket og en super flot og kalorieholdig kage. Imidlertid er det sådan, at kameraet med de omtalte billeder ligger i den anden del af huset. Den del, der ligger på den anden side af det udgravede køkkengulv. Så det må altså vente. Men ungerne var søde, og jeg blev forkælet.

Temaet herhjemme lige nu er jord. Jord som i tør støvet jord. Jord over det hele. Jeg fornemmede støvlaget på sofaen, da jeg landede i går aftes. Og gulvet ude i lejrkøkkenet er lige nu gråt. Ikke ret længe, for det er altså for meget for mig. Nu er gravearbejdet færdigt, men ikke svineriet. Nu skal væggen mellem gammelt køkken og entre væk. Kun for at få opbygget en ny. Sådan skal det altså være, siger han. Og eftersom jeg ikke har det mindste forstand på de dele, så overlader jeg trygt beslutningen til ham.

 

Jeg sidder med en sen kop morgenkaffe i dag. Lige om lidt er sidste barn sendt af sted. Sara er taget på arbejde på skolen, Jakob er på vej på gymnasiet og Jonas skal til blå mandag i Lalandia med en flok kammerater. Jeg starter poloen om lidt og kører mod Ringsted. Jeg skal til kontrol med vingen på Privathospitalet Valdemar. Jeg er lidt spændt på udfaldet, for selv om det går meget bedre, så er der stadig et godt stykke vej til fuld bevægelighed. Jeg har planer om at nyde dagen og solen, inden min arbejdsuge tager fat i morgen.

Køkkengulv i haven

Der bliver virkelig knoklet igennem her. Jeg har passet mit arbejde de sidste dage og har været fuld af forundring, når jeg kom hjem. Den ene dag var der forsvundet et skab. Næste dag kunne jeg se jorden under køkkengulvet. Nu ligger en god del af gulvet i haven og venter på at blive genbrugt. Der var fint materiale til vores længe ønskede stengærde under de gamle brædder. Der var lagt store sten i køkkenet. De var lagt, så de lå nogenlunde i niveau. Over den lå nogle massive træstolper, og lige ovenpå det lå gulvet. Ikke noget at sige til, at kulden ind imellem har bidt i tæerne. Nogle af stenene var så store, at Bo og Jakob måtte hjælpe hinanden og køre en sten ad gangen.

 

 

Status er, at der lige nu ser cirka sådan her ud. Det grønne plastic prøver at holde det værste støv væk fra lejrkøkkenet. Med større eller mindre succes. Det skal graves ned, så der er 45 cm. fra dørhøjde for at kunne isolere og lave gulvvarme efter gældende regler og forskrifter.

 

Lige nu graver Bo, og drengene kører jord med hver deres trillebør. Hvad jeg laver? Jeg sørger for forplejning til mine arbejdsomme kære. Faktisk har jeg ikke tid til at skrive mere nu, for jeg skal til Slagelse. Pulcinella laver de bedste pizzaer i miles omkreds. De er bestilt, så jeg er den, der er smuttet.

Historien bag alle de der køkkener

Jeg må være ærlig og tilstå, at det ikke var køkkenet, der fik os til at købe huset dengang i 1991. Det var vidst mere noget med nogle muligheder til ganske billig penge. Faktisk under 300.000, men det er en helt anden historie. Det gamle køkken, som jeg viste billede af i går, var ingen fornøjelse. Det var mørkt, fordi man havde valgt at bygge vinkel ud med overskabe, sådan cirka lige foran lokalets eneste vindue. Bordet var så lavt, at vi blev trætte i ryggen af at arbejde ved det, og så var der også lige en lille detalje. Det var ikke elementer. Der var bygget et skelet og sat låger på. Nederste hylde var det kolde betongulv og over det lå en lang plade med det flotteste hyldepapir. Hen over gulv og hylde løb de største edderkopper jeg mindes at have set. Nu er den slags dyr ikke min stærke side, så jeg var mildt sagt træt af den opsætning.

 

Da vi havde boet her nogle få måneder, var der et køkkenfirma i Slagelse, der annoncerede med fantastiske tilbud. Jeg kørte ud og fik vores gamle egetræskøkken til 10.000 for det hele. Fordi det havde været brugt til udstilling. Eneste hage var, at der kun var en skuffe, så vi bestilte bare det klassiske skuffemodul ved siden af. Alt dette skete en fredag, og mandag morgen kom fragtmanden med køkkenet. Herefter skete der ikke mere. Ingen skuffer. Vi fandt senere ud af, at firmaet havde drejet nøglen samme dag, og at rigtig mange var kommet i klemme. Der var nemlig blevet forudbetalt for store og dyre køkkener den fredag.

 

Nu var meningen, at elementerne skulle på loftet på den plads, vi ikke brugte, til vi fik lidt flere penge. Problemet var bare, at skidtet ikke kunne komme op af trappen, og at der ikke var plads andre steder, så vi gik i gang. Alt i billige løsninger og med en række kompromisser til følge. Vi har altid været enige om, at det var en eller anden form for midlertidig løsning. Den kom så til at holde 22 år.

 

Jeg har tit leget med tanken om at få køkkenet sat i stand. At få malet lågerne og få købt udtræksbakker i stedet for hylder, for så kunne jeg sagtens have levet med det længe endnu. Men faktum er, at komfuret er træt. 3 ud af 4 kogezoner virker, og vi kunne egentlig også godt tænke os lidt anderledes indretning. Så nu er det nu. At det bliver så stort et projekt skyldes, at Bo har valgt at lægge gulvvarme samtidig og flytte en dør. For denne gang skal det være, som vi vil have det. Ikke nogen slappe løsninger. Det skal bare være, som vi vil have det.

 

Og mens andre nu går og glæder sig til lang weekend, så har jeg besluttet at passe mit arbejde. Sagen er den, at der ikke rigtig er noget for mig at gøre herhjemme lige nu. Jeg har til gengæld aftalt med min chef, at der venter mig nogle ekstra fridage på et tidspunkt, hvor alle andre er på arbejde. Så det vil jeg glæde mig til.

Lille hilsen fra Firmaet Koks & Kaos

Firmaet Koks & Kaos. Eller det hvide hus på Helsingevej. Forskellen er vidst den samme lige nu. Jeg har køl- og fryseskab i stuen. Ved siden af den opsætning står et par fyldte flyttekasser og læner sig op af reolen. Som for øvrigt er dækket af kopper i stedet for de brune bjørne fra vores bryllup i tidernes morgen. Jo, man må sige, at der hersker en helt speciel stemning.

 

Heldigvis er der noget, der fungerer. Vores lejrkøkken er guld, og det der faktisk meget hyggeligt at være sammen derude. Man kommer hinanden ved, når man skal forbi, og det hele er bare lidt hyggeligt. Det gamle køkken er helt tømt nu, og Bo er gået i gang med at fjerne det store skab, der skal lade livet for at få flyttet en dør. Billedet af vores tilværelse lige nu, er at vi går på arbejde, kører hjem og roder, og lander på puden ikke mange minutter over 21.00.

 

Jeg vil bevæge mig lidt rundt i Blogland i dag, for jeg er bagud på god læsning, hvor jeg ellers plejer at følge med. Og mens jeg sidder bag skærmen vil jeg leje, at huset ser ud, som jeg synes, det skal.

 

Imens kan du få lov til at se det køkken, som vi rev ud i 91, inden vi satte det op, som vi lige har revet ud nu. Rigtig god dag derude i det virkelige liv.

 

1. maj

Jeg er ansat på kontor, og for os er 1. maj en gangske almindelig arbejdsdag. Sådan er det imidlertid ikke for herren, som jeg blev gift med i tidernes morgen. Han er funktionæransat på en stor virksomhed, men har alligevel 1. maj som betalt fridag. Han var ikke ude og kaste med tomater eller sprøjte med vandpistol (som man så i øvrigt bliver anholdt for), men dagen blev absolut ikke sovet væk.

 

Da jeg tog hjemmefra kl. 08.00 efter morgenmad og hyggesnak, så en del af mit køkken ud som her.

 

 

Da jeg vendte hjem temmelig meget senere, var billedet et ganske andet, og måske ikke helt så overskueligt. Projekt køkken var skudt i gang. Man skal ikke lade en mand være alene hjemme med sit værktøj

Heldigvis bor vi et stort og rummeligt hus. Derfor er mit lejrkøkken nu en realitet. Komfur, vask- og skraldeskab, opvaskemaskine og et enkelt underskab er blevet sat op i forlængelse af bryggersbordet. Der er brugt lidt småpenge på rør og lignende, så det hele er fuldt funktionsdygtigt. Altså ikke noget med at vaske op i håndvasken eller lave mad i garagen. Jeg tror nu nok, at jeg er heldig alligevel.

Jeg er allerede blevet glad for mit lejrkøkken. Mit weekendprojekt nu bliver at indrette det og at få pakket de ting ned fra det oprindelige køkken, som jeg mener at vi kan undvære en rum tid. Og samtidig kan jeg så gå skridtet videre i mit projekt ud med rod. For der er garanteret rigtig meget i det køkken, der har overskredet datoen for sidste anvendelse. Og så skal jeg måske lige bemærke, at det ikke er madvarer jeg taler om her.