tirsdag den 11. juni 2013

Mine venner

Generelt generer det mig ikke at blive ældre. Jeg er klar over, at visse ting ikke sidder som da jeg var 20 og ikke havde født mine børn. Jeg er også klar over, at sådan kommer det aldrig til at sidde igen. At kroppen fortæller en historie, og at det faktisk godt må være sådan. Faktisk så har jeg det rigtig godt her midt i midtvejs fyrre. Der er en god ro på min tilværelse og tingene omkring mig fungerer, som jeg kan lide det.
 
Det er dog et enkelt punkt, der giver anledning til brok. Mit syn. Jeg har brugt briller siden jeg gik i 4. klasse, og det har altid været rimelig uproblematisk. Noget med at få tjekket synet med jævne mellemrum og vælge nye briller, når det igen havde rykket sig. De sidste 3-4 år er der sket en udvikling, som jeg faktisk ikke gider. Jeg har meldt mig i klubben af danskere med glidende overgang i glasset. I starten var udfordringen ikke den store, men med ændringen sidste år, er det godt nok blevet irriterende. Nu er min læsestyrke så forskellig fra mit afstandssyn, at det forhindrer mig i at glide ned i sofaen og se film og andet godt. Jeg skal sidde rigtigt for at have den optimale styrke.
 
Og så er der det med at læse i sengen. Det kan bare ikke lade sig gøre. Jeg kan ikke finde det rigtige punkt, når jeg ligger med briller. Og når jeg tager dem af, skal bogen altså lidt for tæt på næsen.
 
 
Dette cirkus har bevirket, at jeg lige nu skifter mellem ikke mindre end 3 par briller. De øverste er mine almindelige, som er klistret på mig, fra jeg forlader soveværelset om morgenen. De nederste er mine krampedyre solbriller, som jeg trods 3-4 års venskab stadig er vild med. De har helt almindelige glas og er rigtig gode at køre bil med. Men skal jeg sidde ude og læse eller nørkle lidt, så må jeg til dem i midten. De er nemlig også forsynet med glidende overgang, så jeg kan se, hvad jeg laver. Der er da ikke noget at sige til, at dametasker helst skal have størrelse som en middelstor kommode, når brillerne alene tager halvdelen af pladsen.
 
Nå ja - og så skal jeg for øvrigt til Slagelse en af dagene. Jeg har nemlig købt mig et par billige læsebriller, så jeg igen kan ligge i min seng eller på min sofa og læse. Det glæder jeg mig faktisk til. Øjenoperation er ikke noget for mig. Jeg tør ikke. Jeg har hørt for meget om fejl og uheldige operationer. Jeg ved godt, at det ikke er dem, der er flest af, men det skulle da lige passe.
 
I dag vil jeg vælge de positive briller og gå ud og møde min tirsdag.

18 kommentarer:

  1. Dejligt at have sådan en flok gode venner.. :-) og dametasker fåes jo heldigvis i alle størrelser, sågar med hjul på, hvis du skal have alle vennerne med på en gang. :-)
    Rigtig gid sol-tirsdag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det er snart lige før, at sådan en indkøbsmodel ville være passende. Det må jeg overveje næste gang.

      Slet
  2. V må sno os - jeg har aldrig kunnet vænne mig til glidende overgang i glassene og må altid have læsebriller inden for rækkevidde. En af mine bekendte har fået laserbehandlet øjnene, og hun har nu droppet brillerne.
    God solskinsdag til dig :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Min bror fik også laserbehandlet. Men for alm. nærsyn, da han var omkring 25. Han vil sandsynligvis også få brug for den lille læsebrille, når han kommer lidt længere op i årene. Jeg tør ikke. Tænk hvis nu. Så hellere alle min briller. Klem..

      Slet
  3. Den alder kender jeg osse godt. Det er mildest talt irriterende at skulle slæbe rundt på sådan et synskorrigerende arsenal. Men har heldigvis fået min egen lidt sære løsning med et par kontaktlinser og en hård arbejdsdeling mellem højre og venstre øje.

    Tror jeg ville have store problemer med at vænne mig til glidende overgang men er imponeret af dem der har det uden problemer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har haft kontaktlinser af 2 omgange. Sidste gang opgav jeg, fordi jeg hele tiden kunne mærke dem, og de kunne ikke finde ordenlige alternativer. Derfor glas for øjnene. Jeg har nu ikke haft de store problemer med tilvænning. Heldigvis. Det eneste jeg skal vænne mig til, er at jeg i den grad skal spare sammen, når jeg skal have nyt.

      Slet
  4. Herlig fortælling om dine briller.
    Jeg har haft et par med glidende overgang, og det skal jeg bare ikke have mere. De sidder som regel i håret, for det er ikke nødvendigt med afstandsbriller.
    Kun læsebriller.
    En god ven er blevet opereret for grå stær, og han har brugt briller siden 1. klasse og går nu uden briller. Han siger det er vildt mærkeligt. Der mangler noget!!
    Hav en fin dag :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror også, at jeg ville føle mig nøgen uden briller nu. Mit afstandssyn er helt i tågen - sådan bogstaveligt talt, så jeg bruger mine hele tiden. Fra jeg vågner, til jeg lægger mig på puden.

      Slet
  5. Åh, jeg føler med dig. Jeg er stadig ved at vænne mig til briller, selv om det vel er 5-6 år siden, at jeg ikke længere kunne læse varedeklarationer uden briller. Nu skal jeg bruge briller til rigtig meget, men de er alligevel aldrig der, hvor jeg skal bruge dem (eller også sidder de i håret). Lige pt overvejer jeg solbriller med styrke, da jeg må erkende, at jeg ser en lille smule dum ud med briller og solbriller på én gang ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Solbriller med styrke er den bedste gave jeg har givet mig selv. Jeg er vild med dem, og de kan slet ikke undværes. Bruges året rundt, for de er også uundværlige om vinteren, når der ligger sne.

      Slet
  6. Det er irreterende med alle de briller man skal skifte imellem, jeg har mine se/læsebriller, og så har jeg skærmbriller til arbejdet og solbriller og nej man kan ikke lægge ned i sofaen og se fjernsyn, det er rigtig øv. God tirsdag til dig. :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Godt, at vi holder os godt ellers :-) Det er bare ærgerligt, at det er så dyrt at kunne se godt - ud.

      Slet
  7. uha jeg kender det også , jeg er alt for hysterisk til at få glidende overang siger min brillemand,
    jeg er alm, langsynet, altså sådan som mange er når de er midt fyrre og derover,,,,, jeg har to styrker i mine briller. Heldigvis er det in med store solbriller ,så de kan let sidde udenpå almindelig briller ,langt lettere end før hvor man skulle hægte solbrillen på ,,,,,

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har vores små udfordringer. Jeg er larmende nærsynet, og mit afstandssyn har ikke ændret sig de sidste mange år. Det ligger stabilt på omkring -4,0, men læsestyrken ændrer sig nu. Og det skal jeg vænne mig til.
      Jeg husker godt, dem der skulle udenpå. Min mormor havde endda et par, der kunne vippes op, så de stod som en solskærm, når hun gik ind i butikkerne.

      Slet
  8. Briller er noget værre noget.
    Jeg holder mig til mine kontaktlinser så længe det varer. Men har hørt at man kan bruge læsebriller ovenpå kontaktlinser.
    Jeg fik mine tre par briller i Frankrig - til en noget billigere pris end her.
    Og ja - dametasker er STORE. Jeg render også rundt med en Mummimors chatol for at have plads til det hele!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan ikke med linser. Det er prøvet af flere omgange. Briller er uhørt dyre her. Ligesom de der lækre store dametasker, som vi også er afhængige af. Altså, det er hårdt at være os :-)

      Slet
  9. Jeg blev advaret fra alle sider mod glidende overgang, men som altid bliver jeg lidt stædig, når andre fortæller mig, hvad jeg skal gøre, så jeg fik et par med hele tre styrker i ... og kunne slet ikke undvære dem. Jeg blev ikke svimmel af dem, som de sagde; heller ikke når jeg går op og ned ad trapper.
    Jeg kan se langt, når jeg kører bil, og jeg kan se instrumentbrættet lige foran mig.
    Kontaktlinser har jeg ikke spor lyst til at prøve, selv om alle siger, det er så godt ;-)
    Det er med andre ord ikke brillernes skyld, at jeg altid går rundt med megastore tasker ...

    SvarSlet
  10. Jeg har nu heller aldrig oplevet at blive svimmel af brillerne. De er blevet mine venner, og jeg kunne ikke forestille mig ikke at have flere styrker i nu. Men min læsebrille er kommet hjem, og jeg kan mærke, at den er blevet en ny ven. Måske jeg skulle ønske mig en ny taske til den :-)

    SvarSlet