Godt nytår og lidt om nyt år.

Det er da passende at bruge indlæg nummer 900 på at ønske jer alle et rigtig godt nytår.

Jeg bliver altid sådan lidt indadvendt og tænkende, når et år er brugt. I 2013 er der 3 begivenheder, der har fyldt. Først min fars sygdom og død i februar. Herefter skulle vi vende humøret og fejre konfirmation for Jonas i april. Og sidst men ikke mindst, var det året, hvor vi solgte sommerferien for hårdt arbejde og nyk køkken. 3 meget forskellige begivenheder - jeg ved det, men det er altså det, der først popper op her.

 

 

2014 byder på forandringer her. Allerede første uge i det nye år flytter Sara hjemmefra igen. Denne gang til København for at bygge videre på de grafiske erfaringer fra højskolen. Når august kommer, smutter Jonas også. Han skal på efterskole på Samsø, og glæder sig allerede. Det er nyt liv, og vi skal lære, at vi tit kun er 2. Det er ikke uden udfordringer, men jeg er sikker på, at vi nok skal finde vores vej frem i den nye tilværelse.

 

Nytåret har dobbelt betydning for mig. Det er dagen, hvor Bo og jeg blev kærester. I år er det 30 år siden. Det gør mig lidt højtidelig. Vi var bare 16 og har siden delt både sorger og glæder. Vi har aftalt, at vi skal være gamle sammen, så jeg går ud fra, at der er flere år til os.

 

Jeg vil slutte årets sidste indlæg med at ønske jer alle en rigtig god aften. Vi ses i Blogland i 2014, og hvem ved - måske også ude i den virkelige verden.

Sørger du for mælk til kaffen?

Spørgsmålet kom på chatten bag Wordfeud i går. Og ja - selvfølgelig gjorde jeg det. Det har længe været meningen, at vi skulle mødes. Af forskellige årsager er det udskudt den ene gang efter den anden. Jeg kan jo kun tale for mig selv, men jeg synes, at det gik rigtig godt, og at det var et par skønne mennesker, der drak kaffe i mit køkken i dag. Tak for besøget til Overleveren med kæreste og hund. Døren var dårligt lukket bag vores gæster, før Dodo trak sig tilbage til transportkassen under trappen. Her har hun sovet lige siden.

 

Jeg har ikke sovet. Jeg kom til at spise alle de vanillekranse, som de skønne kvinder glemte at sætte til livs. Min viljestyrke forsvandt lige så stille og pludselig var de alle væk....

Juledage med hygge

Det kan godt være, at julen varer lige til påske, men så kommer vi altså til at stoppe spiseriet inden da, eller i hvert fald julemadsspiseriet. Vi har nydt. Nydt selskabet og roen, vi har nydt julemad i næsten endeløse baner, og vi har hygget med fjernsyn og en enkelt lur på sofaen. Nu ser Bo og Sara Avatar, mens jeg kikker lidt rundt og ser, hvad dagene har bragt i blogland.

 

I morgen skal vi på den igen. Mormor har inviteret til julefrokost. Ikke den traditionelle, for den har vi fået, men et lille medley af hendes gode lune retter. Hun har fortid som køkkenleder, så det er altid spændende at se, hvad hun har fundet på.

 

 

Og som alle de andre år, nåede vi det hele i tide. Posten kom med den sidste pakke d. 23. december, og således blev det en dejlig juleaften med pakkeleg og nærvær, dejlige gaver og glæde hele vejen rundt.

Glædelig jul

Teknikken driller her, så jeg kan ikke få de billeder ind, som jeg ønsker. Det skal dog ikke forhindre mig i at ønske jer alle en rigtig glædelig jul. Vi hygger med hele flokken samlet og er vidst egentlig klar til i morgen.

Vi skal holde traditionel juleaften med Bos familie. Vi bliver bare 8. Der er arrangeret pakkeleg, og jeg regner med, at vi får en dejlig aften. Eftermiddagen skal bruges til pakkebyt med fætter og et par kusiner.  Når jeg vender tilbage hertil, har jeg forhåbentlig styr på både teknik og billeder. Indtil da må et julelys, der er et par år gammelt illustrere min julehilsen.

 

Glædelig jul til jer alle.....

Glæden ved en god bog

Jeg fandt en gave i julemandens pose i går. Pudsigt nok lige efter, at Sara havde gjort sin entré. Hun er en mester i gaver, og hendes lille værk gjorde mig rigtig glad. I posen lå nemlig en lille bog. Sådan lille i ordets bogstavelige forstand. Den er bare 7 x 7 cm. Fint fremstillet med hårdt omslag og syet sammen, som man gjorde i de gode gamle dage. En kunst hun har lært på sit højskoleophold. Bogen er en rejse i familien Hansens tilværelse, og den er allerede blevet min yndlingsbog.

 

På første side har hun valgt at placere sine forældre, den dag de sagde ja. Det hele startede godt nok 9 år tidligere, men det er en ganske anden sag. Vi blev gift på en solrig dag i februar, da Sara var 4 måneder.

Der er ikke nogen kronologisk linje i bogen, men hun har fået alle med. Tegningen af Mie har også fundet plads. Det glæder mig sådan, at hun er med. Også når hendes søskende taler om vores familie. Vi må have gjort noget rigtigt dengang, for det virker helt naturligt for dem alle 3 at tælle hende med i flokken.

Det er ikke fjollebilleder vi mangler i vores album. Dem er der taget rigtig mange af i tidens løb. Bo og børnene påstår, at de fleste er taget, når de har ventet på mig. Det kan jeg nu ikke forestille mig, er rigtigt.

Der har været en masse mærkedage i familien i tidens løb. En af dem vi husker som en rigtig dejlig dag, var vores kobberbryllup. På modsatte side er et billede af Mies fod. Det blev taget af hospitalets fotograf i Holbæk, da hun var få dage. Det kan nemlig give en pejling om kromosomfejl.

På sidste side er der blevet plads til flokken, som den ser ud i dag. Eller rettere for et år siden. Mine 3 store og skønne unger.

Samtlige billeder er sort/hvid, og nogle er mere klare en andre. Men det hele er så fint, at man kun kan glæde sig over at se billederne. Der er mange flere, end jeg har gengivet her. Jeg har dog besluttet, at jeg nok skal holde resten for mig selv. Det kunne jo let gå hen og blive kedeligt for andre en mig

En weekend der kom og gik

Weekendens program gør, at det bliver dejligt at komme på arbejde og få en rolig uge. Det har været hektisk. Lørdag var vi til julefrokost med mit arbejde. Det foregår stille og roligt. Vi var bare 5 til god mad og snak. Og der må have været meget snak ind over, for klokken var 02.20 inden Jakob hentede os.

 

Der var ikke den store energi at spore, da vi søndag morgen skulle op og gøre os klar til en dag på landevejen. Der er langt til Skive, men nu var det altså der, dagens aftale lå. Vi var inviteret til fernisering. Der var udstillinger alle steder, og jeg må sige, at det er imponerende, hvad de har nået at lave i efterårsmånederne. Arkitekturlinien har deltaget i et projekt, og får nu opført et udsigtstårn v. Limfjorden. Grafikerne har fået deres egen etiket på en lokal øl, og designerne har deltaget i konkurrencer og en elev har vundet en anerkendt konkurrence foran anerkendte og etablerede designere.

 

 

Sara stod model, den første halve time af udstillingen. Hun står på skammel som de andre piger, så det var let at holde fokus. Der var nemlig ikke nogen, der magtede at kikke pigerne i øjnene. De var 7 piger i et meget lille lokale, så det var næsten umuligt at komme til at tage gode billeder. Moderen har derfor valgt at fokusere på eget barn.

 

Plakaterne her er en af deres første opgaver på grafisk. Leg med bogstaver og udtryk, men også nogle krav fra underviserens side. Det er Saras i midterste række. Bodoni, står der. Jeg ved ikke hvorfor, for det nåede vi slet ikke at snakke om.

 

Her er et lille udpluk at de etiketter, der var med i konkurrencen. Det må have været vanskeligt at udpege vinderen, for der var ca. 60 rigtig gode bud.

 

Sidste billede her er måske ikke et af de bedste. Men det store juletræ foran Krabbesholms hovedbygning stod så fint, og der var en helt speciel stemning på gårdspladsen, da vi forlod skolen for sidste gang. Denne gang med en polo pakket til bristepunktet.

 

Sara og de andre elever blev på skolen. I dag skal de gøre rent i deres områder og i aften bliver der holdt taler og afskedsfest. Tirsdag morgen skal der snøftes og tørres øjne, for så er det uigenkaldeligt slut. Det er store hjemrejsedag. Sara har valgt at gøre stop hos gode venner i Århus, så vi ser hende ikke før sidst på ugen.

 

Nu vil jeg gøre mig mandagsklar og  finde til kontoret. Her kan vi også mærke, at ferien nærmer sig, og at tankerne flyver ind imellem. I dag bliver der også tid til lidt forkælelse. Hver 4. mandag kommer Lone og sætter briksen op. Så er der massage i arbejdstiden. Jeg klager ikke.

En gåde og kirsebæ

Spændingen blev udløst for et par dage siden. Og her henviser jeg til et tidligere indlæg, hvor Bos julegave var beskrevet som en gåde. Der er brygget godt og grundigt på det på arbejdspladsen, og det var vidst ikke alle, der var lige begejstrede, at uddelingen fandt sted. Den store bog med retter fra Hvidøre lå i en rygsæk sammen med 2 flasker vin og chokolade fra Summerbird. Bogen er flot og fortæller også lidt om stedets historie, men hånden på hjertet, så vil den ikke blive brugt her i huset. Ingredienslisterne til opskrifterne er kilometerlange, og mange af tingene kender jeg slet ikke.

 

Jeg tænkte på Ellen den anden dag, da jeg var igennem Brugsen. Bevæbnet med telefonen måtte jeg have beviset med hjem. De sælger kirsebæ i Brugsen. Det står linet op i fine krukker. Sådan nogle helt hvide nogen, som man ikke kan kikke igennem, så jeg kan ikke beskrive det nærmere. Og nej, jeg tog ikke noget af det med hjem.

Det kan godt være, at gaverne er i hus, men herefter har jeg været bagud. Jeg har slet ikke nået, det jeg synes, at jeg skulle. Men hvad er det egentlig, jeg skal, og hvem er det, der siger, at jeg skal? Jeg tænkte lidt over det i går. Der er ikke nogen, der har nævnt, at vanillekransene ikke ligger i dåserne endnu. Der er ikke nogen, der har brokket sig over, at de små nisser ikke er fremme i stuevinduet, som vi plejer. Det er jo kun mig selv. Så nej - jeg er ikke bagefter. Jeg når det nok. Vi har tid til vores hyggestunder, og erfaringen siger, at der ikke er noget, der render nogen steder. Jeg har derfor taget beslutningen. Jeg har altså tid nok. Jeg skal sikkert minde mig selv om det flere gange inden juleaften, men helt ærligt. Det skal da nok gå - og går det, som det plejer, så kommer det endda til at gå godt.

Krabbeliv og nyt liv

På tirsdag er det slut. Sara skal sige farvel til livet på højskolen. Krabbelivet, som hun kalder det. Hendes ophold har været meget givende. Hun har udviklet sig fagligt, og hun har fundet venskaber, som hun er sikker på, vil vare. Alt i alt har det været en investering af den gode slags.

 

Hun er klar til at sige farvel og tage hjem nu. Livet på et lille værelse med en roomie har været godt, men det har ind imellem været svært ved at se charmen i at dele badeværelse med 11 andre, der har ganske forskellige standarder for orden og rengøring.

 

Vi glæder os til at få hende tilbage til Sjælland, og hun glæder sig selv til at kommer herover igen. Juleferien skal tilbringes hjemme, og derefter starter nyt liv igen. Sara flytter til København for at gennemgå det grafiske grundforløb på Teknisk Skole på Frederiksberg. Den første måned har hun lånt en sofa hos en gammel gymnasieveninde, og derefter flytter hun i lejlighed med en veninde fra højskolen. Hun glæder sig, og vi glæder os over, at hun har fundet sin vej, og at det går godt for hende. Det bliver skønt bare at skulle køre til hovedstaden, når vi skal hygge. Det er unægtelig både lettere og noget billigere end turen til Skive.

Hun puster endnu, hende Bodil

I sidste weekend var Jakob og en god ven ude og sætte alle vores julelys op. Mit lille kamera fanger det ganske godt, når bare jeg husker at sætte knappen over på den med månen. Jakobs mål er, at der kommer en ny ting til hvert år. I år var det en ekstra kæde. Der manglede lidt, efter at garagen blev forlænget forrige sommer. Jeg kan desværre ikke komme til at fotografere direkte ind på huset. Det vil kræve, at jeg banker på naboens port og får lov at indtage hendes have. Dette er taget fra vores indkørsel.

 

Hvordan der ser ud der ude nu, ved jeg ikke. Jeg venter med at bevæge mig ud, til lyset er brudt frem. Bodil har haft travlt, og det har rusket gevaldigt ude i gården. Vi kalder den mormorblæsten her. Ganske enkelt fordi den deler navn med børnenes mormor. Hun har dog frabedt sig nogen som helst form for ansvar. TV2øst var for øvrigt i det lune hjørne i går. De havde opsporet en kvinde i Sorø, og havde lavet et lille interview med hende. Hun havde ikke gjort noget specielt for at komme på TV. Hun er bare en af de 7 kvinder i Danmark, der bærer navnet Bodil Storm.

Når en nisse skal

Så har han det vel i virkeligheden lige som alle os andre. Så må man finde et sted, hvor det er passende at sætte sig.

 

Der er dukket mange nisser op rundt omkring i hytten, men et sted mangler der stadig noget. Og det er bemærket. Begge drenge har spurgt efter skidenissen, som han så smukt hedder. Han skal frem, og han skal selvfølgelig stå i det eneste rum i huset, hvor det er tilladt at lette sig på den måde. Jeg ved lige, hvor jeg skal finde ham, men jeg tror altså, at han får lov at holde sig, til det bliver lørdag igen.

 

Indtil da, vil jeg nyde mine hverdage. God dag til dig....

En ekstra time i døgnet er fundet

Jeg har tidligere efterlyst den time, man altid mangler på et døgn. I hvert fald i den tid, hvor man skal nå at passe arbejdet og alt det ved siden af. Og tænk en gang. Nu er det sket. Jeg har fundet den. Okay, det handler vidst lidt om at narre sig selv, men det føles faktisk sådan.

 

Det kan faktisk godt forklares uden at skulle trylle med urets visere. Jeg har altid været rigtig god til at udnytte min flextid. Både på den gode og på den mindre gode måde. Aftalen med chefen er, at vi møder senest 9, med mindre andet er aftalt. Jeg har tit og mange gange gået og haft al for god tid om morgenen og er endt med at komme bare et kvarter inden sidste aftalt mødetid.

 

Det billede har vi lavet om på, efter at Jakob har fået kørekort. Nu følges vi ad om morgenen, og vi er ude af døren omkring 7.30. Han kører mig på arbejde og fortsætter i skole. Som regel passer det med, at vi også kan følges hjem. Og de dage, hvor han har undervisning til 16.30 tjener jeg til flexen eller kører med Bo hjem. Har Jakob tidligere fri end mig, så klarer han dagens indkøb, og vi kan alligevel følges hjem. Det er endt med at blive en ordning, der er til glæde for alle.

 

Den ekstra time kommer ind om eftermiddagen. For når man møder tidligere, så har man i sagens natur også lov at gå tidligere hjem. Det har givet lidt til overskudskontoen, og den er slet ikke så tosset at have i plus.

 

Min glaskugle ligger stadig sikkert i sin æske oppe ved det andet juletræspynt. Det er en værtindegave fra min bror og svigerinde. Min svigerindes søster er uddannet fra Danmarks Designskole og har lavet kuglen til os. Den er helt unik og meget smuk, især når der kommer lys på træet. Den hænger altid højt, så den kan ses.

Første december

Så landede julemåneden hos familien Hansen på Helsingevej. Vi har bagt æbleskiver og eftermiddagshygget med mormor. Lidt af traditionerne er gemt til i aften, for mormor tåler ikke levende lys på grund af hendes KOL. 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at mit hurtige juleindkøb blev foretaget for at redde en vis legemsdel på mig selv. Decemberkalenderen er fyldt hver eneste weekend. Eller nærmere, sådan var det. Jeg skulle have passet min brors piger i næste weekend, men de har lige meldt afbud. Jeg tror faktisk ikke, at jeg fortæller det til nogen. Jeg tror bare, at jeg tager imod den weekend, jeg lige har fået foræret. Lidt med vemod blandet i glæden. For jeg havde faktisk glædet mig til at klippe og klistre og hygge med Augusta og Frederikke 

For nogle år siden kørte der en fotoleg i Blogland. Dagens billede i december fik skudt liv i min blog, som ellers var en trist affære. Jeg tror, at jeg vil tage legen op igen. Men det bliver altså ikke før i morgen.  Dette indlæg blevet nemlig skrevet på iPad, og her kan jeg hverken finde ud af at hente billeder ind, eller at få justeret teksten, så det ser bare nogenlunde ordentligt ud.  Måske der er nogen derude, der er klogere end mig?