En gåde og kirsebæ

Spændingen blev udløst for et par dage siden. Og her henviser jeg til et tidligere indlæg, hvor Bos julegave var beskrevet som en gåde. Der er brygget godt og grundigt på det på arbejdspladsen, og det var vidst ikke alle, der var lige begejstrede, at uddelingen fandt sted. Den store bog med retter fra Hvidøre lå i en rygsæk sammen med 2 flasker vin og chokolade fra Summerbird. Bogen er flot og fortæller også lidt om stedets historie, men hånden på hjertet, så vil den ikke blive brugt her i huset. Ingredienslisterne til opskrifterne er kilometerlange, og mange af tingene kender jeg slet ikke.

 

Jeg tænkte på Ellen den anden dag, da jeg var igennem Brugsen. Bevæbnet med telefonen måtte jeg have beviset med hjem. De sælger kirsebæ i Brugsen. Det står linet op i fine krukker. Sådan nogle helt hvide nogen, som man ikke kan kikke igennem, så jeg kan ikke beskrive det nærmere. Og nej, jeg tog ikke noget af det med hjem.

Det kan godt være, at gaverne er i hus, men herefter har jeg været bagud. Jeg har slet ikke nået, det jeg synes, at jeg skulle. Men hvad er det egentlig, jeg skal, og hvem er det, der siger, at jeg skal? Jeg tænkte lidt over det i går. Der er ikke nogen, der har nævnt, at vanillekransene ikke ligger i dåserne endnu. Der er ikke nogen, der har brokket sig over, at de små nisser ikke er fremme i stuevinduet, som vi plejer. Det er jo kun mig selv. Så nej - jeg er ikke bagefter. Jeg når det nok. Vi har tid til vores hyggestunder, og erfaringen siger, at der ikke er noget, der render nogen steder. Jeg har derfor taget beslutningen. Jeg har altså tid nok. Jeg skal sikkert minde mig selv om det flere gange inden juleaften, men helt ærligt. Det skal da nok gå - og går det, som det plejer, så kommer det endda til at gå godt.