Glæden ved en god bog

Jeg fandt en gave i julemandens pose i går. Pudsigt nok lige efter, at Sara havde gjort sin entré. Hun er en mester i gaver, og hendes lille værk gjorde mig rigtig glad. I posen lå nemlig en lille bog. Sådan lille i ordets bogstavelige forstand. Den er bare 7 x 7 cm. Fint fremstillet med hårdt omslag og syet sammen, som man gjorde i de gode gamle dage. En kunst hun har lært på sit højskoleophold. Bogen er en rejse i familien Hansens tilværelse, og den er allerede blevet min yndlingsbog.

 

På første side har hun valgt at placere sine forældre, den dag de sagde ja. Det hele startede godt nok 9 år tidligere, men det er en ganske anden sag. Vi blev gift på en solrig dag i februar, da Sara var 4 måneder.

Der er ikke nogen kronologisk linje i bogen, men hun har fået alle med. Tegningen af Mie har også fundet plads. Det glæder mig sådan, at hun er med. Også når hendes søskende taler om vores familie. Vi må have gjort noget rigtigt dengang, for det virker helt naturligt for dem alle 3 at tælle hende med i flokken.

Det er ikke fjollebilleder vi mangler i vores album. Dem er der taget rigtig mange af i tidens løb. Bo og børnene påstår, at de fleste er taget, når de har ventet på mig. Det kan jeg nu ikke forestille mig, er rigtigt.

Der har været en masse mærkedage i familien i tidens løb. En af dem vi husker som en rigtig dejlig dag, var vores kobberbryllup. På modsatte side er et billede af Mies fod. Det blev taget af hospitalets fotograf i Holbæk, da hun var få dage. Det kan nemlig give en pejling om kromosomfejl.

På sidste side er der blevet plads til flokken, som den ser ud i dag. Eller rettere for et år siden. Mine 3 store og skønne unger.

Samtlige billeder er sort/hvid, og nogle er mere klare en andre. Men det hele er så fint, at man kun kan glæde sig over at se billederne. Der er mange flere, end jeg har gengivet her. Jeg har dog besluttet, at jeg nok skal holde resten for mig selv. Det kunne jo let gå hen og blive kedeligt for andre en mig