Alt godt kommer til den, der venter

Nogen gange skal man bare vente rigtig længe. Og nogen gange kommer man til at vente så lange, at det kan blive nødvendigt at tage sagen i egen hånd. Sådan gik det for mig i lørdags. 

Jeg har i mange år - som i ligesiden den kom frem - ønsket mig boksen med alle afsnit af Matador. Den har stået på listen både til jul og fødselsdag, men der er aldrig sket noget. I starten kan jeg huske, at den kostede sådan cirka det samme som et nyt tag, men de sidste mange år har den været til at købe for rimelige penge. 

I lørdags var vi ude for at købe fødselsdagsgave til Søster. Hun havde 3 ønsker på sedlen, hvor boksen var det ene. Jeg havde selv købt gave for mor, så jeg vidste, at der ikke var meget tilbage. Vi satte derfor kursen mod byen, hvor jeg vidste, at man kunne købe boksen her til en pris, der nogenlunde passer til vores gavebudget.

Da vi kom til fødselsdag hos Søster i søndags lå der allerede en boks på bordet. Og da jeg synes, at det var synd, at boksen skulle helt tilbage til Holbæk for at blive byttet, skyndte jeg mig at give hende pengene i stedet for, og gemte boksen i min nørklekurv. Nu har jeg streget den på ønskesedlen, for endelig fik jeg den. Søster er også glad, for nu har hun lidt penge til en ny sommerklud. Og på den måde endte det hele jo godt. 

Jeg var en tur i kirke

Der var ingen præst, og der var hverken orgelspil eller menighed, men jeg fik set mig lidt omkring. Igen havde jeg fordelen ved at blive guidet rundt af en brormand med et massivt nøglebundt. Kirken ligger på Christiansø, og er en af få kirker i landet, der ikke ligger øst-vest-vendt.  Dette skyldes, at bygningen ikke var kirke oprindeligt, men fungerede som våbensmedie i ældre tid. 

Der afholdes gudstjenester i kirken, som i alle andre kirker. Så bliver der sat en ekstra sejlads ind søndag, så præsten kan komme ud på øerne. Ellers er der ingen både til øerne om søndagen i vinterhalvåret.

Når jeg sidder her og kikker, får jeg lyst til at se det hele igen. At mærke roen og at gå rundt uden at skulle kikke efter biler og cyklister, der kommer susende. Jeg glæder mig allerede til juli, hvor jeg skal se det hele igen. Denne gang med Bo og børnene.

Jeg var på månen

På Frederiksø ligger dette fine gamle hus. Siden  1945 har det været Ertholmenes forsamlingshus, og det er i dag kendt som Månen. Det er her "De første kærester på månen" med TV2 stammer fra. Og faktisk kommer TV2 hvert år og spiller på Månen. Alene for øens beboere og så vidt jeg ved, uden at kræve indgang. 

Indvendig ligner Månen et ganske almindeligt lille forsamlingshus med køkken, garderobe og et par toiletter. Det holdes af støtteforeningen, og vi måtte naturligvis af med skoene, da vi var inde og kikke. 

Øboerne passer rigtig godt på deres Måne. Der er aflåst, og det er ikke et af de steder, hvor turisterne får lov at indtage rummet. At vi kunne komme ind og kikke skyldes, at min bror har nøgler til stort set hele øen, da han er souschef i øens administration. Heldigvis er han også historisk interesseret og har sat sig ind i mange ting, så en bedre guide, kunne jeg vidst ikke have ønsket. 

Påsken er brugt nu. Jeg er ved at gøre klar til at møde mandagen, som blev til tirsdag. En firedagesuge er ikke det værste at starte op på. Lyset derude er det fineste i dag, og jeg tror, at det bliver en rigtig fin dag. Jeg har i hvert fald besluttet mig for, at dagen skal blive god. 

En sule med egne idéer

Ved havnen på Christiansø har denne sule taget plads. Den har taget så grueligt fejl af naturen og har kastet sin ubetingede kærlighed på strømstanderen ved kajen. Og som alle andre forelskede, så forsvarer den sin hjertens kær. Der bliver afholdt brandøvelser på øen med jævne mellemrum, og ved disse lejligheder bliver sulens redebyggeri spulet i havnen. Den er dog vedholdende, så den finder bare noget nyt. Det er sket, at den er gået til angreb på folk, der har tænkt sig at benytte strømstanderen, så nu sørger man altid for at få den jaget væk, når der lægger skibe til. Den har en ganske pæn størrelse, så jeg skulle ikke for tæt på. Dem, der kender mig, ved jo, at mit forhold til dyr med fjer og vinger er en anelse anstrengt. 

Ederfuglen på billedet her under ligger på rede på et stengærde. Den har valgt at lægge sig ved børnenes legeplads, få meter fra, hvor de leger. På samme plads ligger en anden på rede ved roden af et træ. At børnene færdes og løber omkring den, er den tilsyneladende ligeglad med. 

At fulgene har det godt på Ertholmene, er der vidst ingen tvivl om. De kan ligge i fred på de underligste steder, for der er hverken hunde eller katte på øerne.

I dag gør vi, hvad vi har lyst til. Jeg bager boller, og Bo er igang med at mure omkring det nye vindue i gavlen. Der er ikke nogen planer før i morgen aften, og det klager vi absolut ikke over. 

Dage med oplevelser

Dagene på Ertholmene har været helt fantastiske. Jeg har set en masse, fået havluft i store doser, og nydt dagene med min bror, svigerinde og deres 2 små piger. Jeg har været ved Verdens Ende, i Kongens Have og en tur på Månen. 

En af de nærmeste dage vil jeg sætte mig og få lidt styr på billederne, og så vil jeg vende tilbage med mere og fortælle lidt om dagene på øerne. 

I dag skal tiden bruges på og med familien. Der er gang i havearbejde, og der der lidt herhjemme, der skal ordnes. I morgen skal der nyt vindue i soveværelset, så der er nok at se til. Rigtig god skærtorsdag til jer derude.

Nedtælling og kameradrømme

Nu er det lige ved at være. Klokken uforskammet tidligt på mandag morgen samler vi mor op og kører mod lufthavnen. Der skal pakkes i morgen, og der skal være tjek på billetter og tider og alt det der. Jeg glæder mig rigtig meget, men jeg sidder også med en følelse af, at det er dybt underligt at tage afsted fra min familie. Også selv om det bare er for et par dage. De har lovet mig, at det hele nok skal gå, og drengene har planlagt, at der skal hentes mad på Den Gyldne Måge, for det gider jeg nemlig ikke at være med til. Jeg regner ikke med, at jeg når at skrive mere her, inden vi tager afsted, men til gengæld lover jeg, at jeg vil komme hjem med billeder i overflod, og at det nok skal komme til at fylde lidt her. Jeg glæder mig rigtig meget til mødet med Christiansø og min bror og hans familie.

Og for at blive ved det med billeder. Vi kikker på kamera for tiden. Jeg har jo mit lille Nikon Coolpix P300, som jeg er rigtig glad for. Det tager gode billeder, og det fylder præcis så lidt i tasken, som jeg godt kan lide. Der er bare et minus ved det. Det kan ikke zoome ret meget, og det er rigtigt ærgerligt. Vi har snakket lidt om, hvad der kunne være et godt alternativ, men er ikke rigtig nået i land endnu. Jeg ønsker mig et lille bitte et, der kan tage billeder som de helt store med kanonlinser. Det bliver nok en svær opgave at finde sådan et. 

Ikke mere herfra nu. Jeg vil gå ud og deltage i havearbejdet. Bo er ved at anlægge nyt bed i forhaven, så der skal flyttes lidt fliser og rykkes lidt rundt. Jeg vender tilbage i påsken, når jeg er kommet hjem fra øen. 

En mærkedag og alligevel ikke helt

Jeg har i nogle dage gået og tænkt på, hvad der nu var ved den der 7. april. Jeg vidste, at der var et eller andet, men der stod ikke noget i kalenderen. Det var først i går morges, at det kom til mig. 7. april var dagen, hvor mit barn døde. I år er det 16 år siden. Dem, der kender mig ved, at jeg har det godt i dag, og at jeg (efter egen mening at dømme) har et sundt forhold til det, der skete den gang. Jeg husker og jeg mindes, men jeg lever også i det, der er omkring mig nu, og som er mit liv i dag. Det er sikkert også derfor, jeg kom til at grine lidt af mig selv i stedet for at få dårlig samvittighed over at have glemt. 

Sandheden er, at dødsdagen ikke betyder det store for mig. Det er ikke en dag, jeg kan mærke mere, i modsætning til Mies fødselsdag, som jo stadig skaber uro i mit indre. Og så tror jeg også, at det hænger sammen med, at Mie døde tirsdag inden påske. At det tilfældigvis var d. 7. april det år, var mindre relevant.

Enden på den lidt skæve historie her blev, at jeg morede mig lidt over mig selv, og ikke fik  gjort mere ud af det. Der ligger ikke friske blomster på kirkegården, men jeg sendte da en tanke afsted til et eller andet sted derude. Nu har jeg dog noteret i min kalender, hvad der skete den 7. april for alle de år siden, så jeg ikke længere skal undre mig på den måde.

Endnu et kvæk

Ny med lidt anderledes lyd. Halsen gør ikke lige så ondt mere. Til gengæld løber næsen som en istap i tøvejr. Altså. Så herreinfluenzaen er nok røget forbi i en noget lettere udgave. Nu er weekenden landet, og jeg lader mig forkæle. Nogen har lovet at bage fredagspizzaen i denne uge, så jeg skal bare nyde og se, hvor længe jeg kan holde mig vågen. 

I morgen skal jeg være frisk. København og Sara kalder. Vi skal besøge hende og hygge i stor stil. Så jeg krydser fingre for, at det der næseløberi også er overstået (eller i hvert fald gevaldigt nedtonet) til i morgen.

Forår mærker jeg ikke ret meget af lige nu, så jeg sætter mig og snupper endnu et par pinde på den der grønne dræber. Måske jeg kan have den på i påsken???

Kvæk, siger hun

Der kommer nemlig ikke ret meget lyd ud, når jeg åbner min mund, og min hals gør ondt. Næsen løber, og jeg har ondt af mig selv. Jeg er faktisk sikker på, at jeg har fået en snert af Bos herreinfluenza. Han er dog af en anden mening. Han mener bare, at jeg er forkølet, for hvis det havde været hans influenza, så havde jeg haft det rigtig meget mere dårligt....

Nå, men som den seje kvinde, jeg jo er, vil jeg gøre mig klar og passe dagens arbejde. For man kan klare meget med et par strepsil og god kollegial omsorg. Og han har vel ret. Jeg er i virkeligheden nok bare lidt forkølet.

23 år i dag

I dag er det 23 år siden, at vi officielt overtog huset her. Et billigt hus, der råbte lidt på istandsættelse og ændringer, men vi var klar. Vi var begge 23 og havde mod på det hele. Vi havde sparet sammen til udbetalingen og fik hele herligheden for under 300.000,00. Der var hessian på væggene i stuen og der var reb hele vejen rundt langs lofterne. Der var ikke et eneste vindue i hverken stue eller køkken, der kunne åbnes, og køkkenet var så lavt, at en opvask kunne give hold i ryggen. Vi var ligeglade for huset var vores, og vi var fyldt med gode idéer. Og så var det jo en fryd at skifte 44 kvadratmeter ud med 135 af slagsen. Møblerne råbte efter hinanden, men med et par store grønne planter gik det fint, og resten kom stille og roligt som tiden gik.

I dag bor vi her. Adressen er den samme, men huset er absolut ikke det samme. 135 kvadratmeter er nu blevet til 175, for huset voksede i takt med familien. Hele førstesalen røg i 2000 og blev vendt, så den lå over hele husets længde. Det gav den ekstra plads, vi søgte. Efterhånden er hele hytten  renoveret til det, vi gerne vil have, og selv om ungerne nu er på vej hjemmefra og pladsen bliver mere end rigelig, har vi tænkt os at blive her længe endnu. 

Det nederste billede har også nogle år på bagen. Det er fra det år, vi gravede ud for at anlægge havemuren og bygge lidt på garagen. Samme år blev træet på gavlen renset, så det så nyt ud igen. Man kan jo blive ved, når man først har fået egen grund at gå på. 

I dag er det for øvrigt også 8 år siden, at jeg startede på min nuværende arbejdsplads. Det skal markeres med ølkage med lidt smør på. God 1. april til dig. Pas på - for nogen kunne finde på at drille i dag.