Jeg har i nogle dage gået og tænkt på, hvad der nu var ved den der 7. april. Jeg vidste, at der var et eller andet, men der stod ikke noget i kalenderen. Det var først i går morges, at det kom til mig. 7. april var dagen, hvor mit barn døde. I år er det 16 år siden. Dem, der kender mig ved, at jeg har det godt i dag, og at jeg (efter egen mening at dømme) har et sundt forhold til det, der skete den gang. Jeg husker og jeg mindes, men jeg lever også i det, der er omkring mig nu, og som er mit liv i dag. Det er sikkert også derfor, jeg kom til at grine lidt af mig selv i stedet for at få dårlig samvittighed over at have glemt.
Sandheden er, at dødsdagen ikke betyder det store for mig. Det er ikke en dag, jeg kan mærke mere, i modsætning til Mies fødselsdag, som jo stadig skaber uro i mit indre. Og så tror jeg også, at det hænger sammen med, at Mie døde tirsdag inden påske. At det tilfældigvis var d. 7. april det år, var mindre relevant.
Enden på den lidt skæve historie her blev, at jeg morede mig lidt over mig selv, og ikke fik gjort mere ud af det. Der ligger ikke friske blomster på kirkegården, men jeg sendte da en tanke afsted til et eller andet sted derude. Nu har jeg dog noteret i min kalender, hvad der skete den 7. april for alle de år siden, så jeg ikke længere skal undre mig på den måde.
De store sorger lærer vi i bedste fald at leve med, og du beskriver så smukt den 7. april.
SvarSletKlem!
Du har ret Madame. Og jeg kan se af mine notater den gang, at jeg ville. Jeg vidste, at det ville blive svært, men jeg vidste også, at jeg ville livet. Klem..
SletDet er den største sorg at miste sit barn. Smukt skriv om dine tanker..
SvarSletOg god tur til den lille klippeø, langt ude i Østersøen. :-)
Om det er den største ved jeg ikke, men stor sorg er det i hvert fald. Godt at vi ikke kender vores historie på forhånd.
SletDet mister jo ikke betydning for dig at du ikke hæfter ved den dato, for fødselsdagen er jo vigtigere - men det vidner om en dyb afklaring med det der skete, og det i sig selv er ganske inspirerende (og osse imponerende i sig selv).. fint formuleret indlæg..
SvarSlet... og ja.. god tur til det næsten østligste punkt...
Det er nemlig rigtigt. Jeg har tingene med mig dybt inde i mit inderste, og sådan vil det altid være. Og heldigvis har vi været i stand til at lægge tingene er fornuftigt sted der inde, så det nu er til at leve med som et kært minde om vores lille skønling.
SletDet er da et fint tegn på, at du er kommet langt i din sorgbehandling.
SvarSletJeg kender en i Charlottes landsby, som har seks børn, men mistede et syvende for over 40 år siden. Hun tænker stadig dagligt på det barn. Man kan simpelthen ikke forestille sig hvor stor en sådan sorg må være uden at have prøvet det - hvad ingen naturligvis ønsker sig ...
Man skal have haft skoen på, før man ved, hvor den trykker :-)
Slet16 år hjælper i sig selv. Men jeg kan da se på skriverier rundt omkring, at nogen i den grad sidder fast - selv efter 16 år.
Dine ord satte lidt i gang hos mig. For Mie er tit i mine tanker i forskellige sammenhæng, men om hun er der dagligt, ved jeg faktisk ikke. Jeg tror dog ikke, at hendes plads i mit indre ville have været mindre eller anderledes, hvis jeg også havde haft seks levende børn.
Kære Susanne
SvarSletDer er så meget smerte ved at have et dødt barn, at det nogle gange kan være helt befriende at finde noget at grine af også. Tænker jeg...
Knus Heidi
Det er da rigtigt Heidi. Jeg synes nu ikke, at det er så smertefuldt mere. Jeg glæder mig istedet over, hvad det også gav, og egentlig er jeg taknemmelig over, at jeg fik lov at blive det lille væsens mor - også selv om det var kort.
Slet