En underlig dag.

I dag har far fødselsdag. Han bliver 70. Det er lidt en underlig dag, for han er jo syg, og kan ikke holde fødselsdag. Han drikker ikke andet end vand og spiser overhovedet ikke noget. Jeg har været forbi med en buket blomster. Det er alt, hvad vi kan gøre. Jeg kan være næsten arrig, når jeg kører derfra. Jeg synes, at det er ondt, at nogen kan få lov at sidde så længe og have det så elendigt. Han venter bare, og har gjort det meget længe. Døden kommer som en ven, når det engang sker.

Til gengæld var døden på ingen måde velkommen, da den tog en lille 5 ugers dreng i går. Jeg er blevet kontaktet, fordi nogle pårørende ønsker at hjælpe de stakkels forældre. De er kommet til hospitalet via skadestuen, og så er der ingen hjælp at hente derfra. Havde de nået at være indlagt, så havde historien været en ganske anden. Det er overhovedet ikke rimeligt. Jeg lærer aldrig at forstå det.