fredag den 23. december 2011

Juleferie

Nu må ham den tykke her passe arbejdet selv, for jeg er gået på ferie. Jeg har nået en masse de sidste par dage, så jeg gik derfra med en følelse af, at der var gjort rent bord.

Familien er samlet nu. Sara kom med toget i går og bliver hjemme til den 30. Vi får god tid til at hygge og bare være. I dag skal der pakkes en enkelt gave ind, og der skal handles lidt. Jeg har lovet Dodo, at vi skal gå tur, og jeg har lovet mig selv, at der også bliver tid til lidt ingenting.

Status lige nu er, at sidste mand har rejst sig fra sygesengen. I hvertfald her på matriklen. Mor har fået infektion på lungerne, men er kommet i behandling. Vi håber, at hun er frisk til at komme over og hjælpe os med at spise ænderne i morgen.

Selv om vi har julen først, så kan jeg mærke, at jeg er ved at blive lidt "nytårs-agtig". Ikke at jeg skal ud og købe krudt og champagne. Det går mere på de ting, som jeg lovede mig selv sidste år ved samme tid. Hvad har jeg brugt min tid og mine penge på hen over året, og ting i den stil. Sådan lidt stille eftertænksomhed.

Nu vil jeg sætte lidt julemusik på og lade dagens lyde sive op på førstesalen. Til 3 dejlige unger, der har valgt, at den 23. december er som skabt til at nyde og sove længe.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar