Nemlig. Jeg fik købt julegaverne. Altså lige bortset fra de 2, som jeg ikke skulle købe, og den ene, som jeg havde glemt at skrive på min seddel. Nu er huset gjort rent, og tøjet er vasket. Jeg har endda nået at strikke et par pinde ind i mellem.
I mellemtiden er julen kommet i fare. Herren i huset er ramt af den frygstomme virus, der hedder forkølelse. Og til hans forsvar må jeg sige, at han reagerer lidt voldsomt. Han ligger og koger med feber. Jeg er dog optimist af sind, så jeg er overbevist om, at han klarer den, og at det nok skal blive både 4. søndag i advent og juleaften i Familien Hansen hjem.
Nu vil jeg gå ud og smide flere bolde i luften på en gang - som vi kvinder nu kan. Brunkagerne er klar til ovnen, og der skal skæres grøntsager til en god gang suppe. Sådan en, der kan jage herrens forkølelse langt ud over markerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar