Der er ingen vej uden om. Jeg må bringe en undskyldning af de store. Lige ud i det store åbne rum. Jeg er nemlig kommet til at udtale mig knapt så pænt.
I sidste uge kom jeg til at lægge en kommentar hos Gitte. Hun havde været så heldig at få adventsgave. Jeg meldte mig i koret af kvinder, der aldrig selv modtager noget, men som hygger og nisser for resten af familien.
I dag, da familien havde fundet deres gaver og alle var glade, opdagede jeg pludselig, at julemandens pose hang lidt skævt, og at solen kun kunne trænge igennem nogen steder. Og tænkt engang. Der lå en pakke. En pakke til mig. Den nye CD med Aura Dione. Tak til min søde (nisse)mand. Undskyld, jeg lover, at jeg aldrig mere skal beklage mig over, at der ikke er pakker til mig.
Vi havde fornøjelsen af at se Aura live for et par år siden. Hun er virkelig en dame, der kan fylde lokalet. Jeg har lyttet lidt til den nye skive, og jeg tror helt klart, at den vil falde i min smag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar