Jeg har siddet og fulgt Sarah, Sandra og Maria de sidste seks uger. De tre skønne piger, der hver især fortæller om deres hverdag og deres liv med Downs syndrom. Der er udfordringer, glæder og sorger som hosalle andre, og jeg synes, at det har været interessant at følge dem.
Det har også sendt mine tanker på flugt. Til mit eget handicappede barn, som jeg ikke måtte beholde, men også til tiden efter, hvor jeg skulle tage stilling. Mies problemer var ikke opdaget på almindelig vækstscanning (som vidst også var lidt mere primitiv den gang). Hendes kromosomer fejlede overordnet ikke noget, så en fostervandsprøve ville heller ikke have afsløret noget.
På grund af Mies historie fik vi hele viften af tilbud, da graviditeten med Jonas var en realitet. Den store misdannelsesscanning på RH var vi slet ikke i tvivl om at sige ja tak til, men fostervandsprøven gav anledning til mange tanker, da den ikke er uden risiko. En spontan abort ville have slukket vores håb om flere børn, da det var min 6. graviditet, og vi godt var klar over, at dette var vores sidste.
Jeg savnede rådgivning. En der kunne sige, at jeg skulle vælge til eller fra fordi... Det svar fandtes ikke. Den lå suverænt hos mig. Hvis jeg valgte prøven og mistede barnet, var det min skyld, fordi jeg havde valgt til. Hvis jeg valgte fra og præsenterede familien for et handicappet barn, ville det også være min skyld. En udløber af mit valg. Jeg valgte til. Mest på grund af Sara og Jakob, som bare var 3 og 5 år. De havde været tilsidesat nok. Vi var to om alle samtaler og beslutninger, men det føltes meget som en mor-ting. Det var jo min krop der allerede have svigtet en gang og ikke udviklet det sunde og raske lille barn.
Heldigvis var alle prøver fine, og jeg slap for at tage flere valg. Jonas kom sund og frisk. Og når jeg ser udsendelsen om de tre skønne tøser, så er jeg glad for, at jeg ikke fik valget om at vælge en af dem fra.
Det er et umuligt valg. Fantastiske piger.God udsendelse :)
SvarSletGod weekend
Jeg har været fanget. God weekend hos jer også.
SletJeg fulgte også udsendelsen med de tre dejlige piger , abort eller ikke abort , jeg har aldrig nogen sinde svaret på hvad der er rigtigt eller forkert, aldrig ytret mig om hvad folk skulle eller ikke skulle gøre i given situation ,
SvarSletHvad jeg selv ville ha gjort.? "...... Aner det ikke jeg tror man skal stå midt i problemet for at kunne svare.
Rigtig god udsendelse ....
Man vil aldrig få det endegyldigt svar og dermed lukket alle sine hvisser.
SletJeg ser ikke så meget fjernsyn, så de udsendelser kan jeg ikke kommentere på, men svaret på dit spørgsmål er der, som du selv siger kun en selv, der kan svare på. Det gør det ikke lettere.
SvarSletGod weekend til jer :-)
Man har aldrig garanti for at træffe de rigtige valg. Men når det drejer sig om liv, er man ude i noget, som er svært at overskue.
SletDet er svære valg.. grænsende til umulige, men det er kun en selv der har svaret.
SvarSletGod weekend Susanne.
Umulig er et godt ord. Heldigvis slap vi.
SletDet er da svært ... og alligevel har jeg aldrig været et sekund i tvivl, hvis jeg skulle få at vide, at mit barn ville blive født handikappet. Jeg kender lige lidt for mange, der har valgt et sådant barn til og har fortrudt det bagefter. Som oftest ikke officielt, men man kan jo læse mellem linjerne ... det går alt for meget ud over den øvrige familie - især søskende.
SvarSletMen Mie blev vi ikke spurgt, for hun kom jo bare sådan. Men havde den næste også været handicappet, var valget blevet. At slutte. Mest for de store børns skyld.
SletMan får nok ikke mange til at indrømme, at de måske skulle have valgt anderledes.
SletJeg fik også foretaget en fostervandsprøve da jeg ventede Josefine, for som jordemoderen sagde det ville ikke være synd for os forældre men for storebror, men hvordan jeg ville have valgt hvis der havde været noget galt, det ved jeg ikke for jeg skulle heldigvis ikke tage stilling. Knus og god weekend
SvarSletDet var også mest på grund af de andre to, at jeg endte med at tage imod tilbuddet.de havde oplevet nok i deres korte liv, og havde i den grad været tilsidesat
SletDa jeg var gravid med min datter, spurgte min søster (som arbejdede med åndssvage børn) hvad jeg ville gøre, hvis jeg fik et åndssvagt barn?
SvarSletVelkommen til verdenen, var mit svar.
Tilbage i det gode år '68 var der ikke mange prøver, der kunne vise noget som helst.
Desværre har jeg kun set udsendelsen i aftes, og jeg var solgt på stedet - hvor er de 3 piger dog charmerende.
God week-end
Nej teknologien har åbnet nye døre. Nu er scanningerne så detaljerede, at man næsten ken se, hvem barnet ligner.
SletDet er et hamrende svært spørgsmål, om - netop - kun man selv kan svare på. Jeg var allerede en ældre kone, da jeg ventede Donnaen, og jeg var derfor gennem hele møllen. Jeg tror, vi havde været betænkelige ved at beholde et foster, som så ud til at være andet end 100% perfekt. - Men, helt ærligt, så ved jeg det ikke. Spørgsmålet blev heldigvis ikke aktuelt :-)
SvarSletHeldigvis. Jeg kan godt følge dig. For det er jo ikke kun os selv, men også et spørgsmål om barnets liv og problematikker. Dejligt, at Donnaen besluttede sig for at være sund og dejlig.
SletDet er ikke et valg jeg umiddelbart kan sætte mig ind i, men tror faktisk at jeg med vanlig kynisme ville have valgt den letteste løsning i det tilfælde. Men har jo ikke stået i situationen og det kan sagtens tænkes at jeg ville have bildt mig selv andre ting ind hvis osv osv.
SvarSletMen jeg kan sagtens følge dig i at du følte dig dybt ansvarlig i dine beslutninger hvad enten det gik godt eller mindre godt eller direkte katastrofalt. Men valget du traf var vist det rette for dig - og så er det jo pr def.. det rette.
Følelser og fornuft er ikke altid bedste venner, men vi er enige. Vores beslutning var da også, at vi måtte tage konsekvensen, hvis det viste sig, at barnet var sygt. Men heldigvis blev det ikke aktuelt.
SletJeg kunne godt lide da Sarah's mor sagde at hun syntes at dem, der modtog den oplysning, skulle tage at tale med nogen, der har været det igennem, i stedet for kun at lytte til den officielle oplysning.
SvarSletMen jeg nød også at følge pigerne
Vi bor selv i nærheden af sådan et bofællesskab, og jeg vil sige at jo ældre de bliver jo mere alvorlige bliver de. Men de vil meget gerne snakke når man møder dem i butikkerne. Det er så rart.
Det eneste afsnit jeg ikke fikset, var det med deres forældre. Det ligger på harddisken og venter på mig. Jeg skal se det, inden det andet bliver alt for fjernt.
SletJeg har ikke fulgt udsendelserne, men ville i virkeligheden gerne, der er bare kommet noget andet i vejen hver gang.
SvarSletDet må være et rigtig svært valg at stå i. Jeg tror nok, at jeg selv ville vælge et handicappet barn fra, for jeg ville ikke kunne overskue det; det er rigeligt at blive forælder, men hvis man også skal slås med handicap bliver det ekstra svært at klare mosten.
Vi er helt enige. Det er bare så hårdt at kunne risikere at være bøddel. For det er jo et lille liv uanset hvad.
SletJeg tror at skyldfølelsen nok altid vil være der. Selv med meget rådgivning. For det er jo os der tager den endelige beslutning.
SvarSletJeg syntes det er stort at I turde hoppe ud i det, med det I har været igennem. Kender flere der har har ment at det de har var fint nok for ikke at skulle gennem en helt masse en gang til.
Jeg fik ikke set alle udsendelser med de tre fantastiske piger, men dem jeg fik set var alle minutterne værd. De er jo en uddøende race, som Maria selv siger ;0)
God weekend Susanne
Vi kunne slet ikke lade være. Ønsket om en mere, og det at slutte med noget godt var så stort. Og heldigvis var vi enige.
SletDet er så svært et valg, for der er jo ingen garanti for at barnet bliver lige så velfungerende som de 3 piger på TV. Der kan følge uendelig mange andre diagnoser med og det kunne bekymre mig. Så vi havde en klar "aftale" herhjemme om, at hvis fostervandsprøve viste downs ville vi have en abort. Men da jeg så sad i 22. uge med en baby i maven, som ikke havde nogen chancer overhovedet for at overleve udenfor livmoderen (og sandsynligvis heller ikke tiden ud i maven) sad jeg og ønskede at "Bare han dog havde haft Downs, for så havde vi kunnet beholde ham"....ak ja, man har et standpunkt til man tager et nyt, men der er også forskel på en abort i 10. uge og en fødsel i 22. uge for mig....
SvarSletDer er stor forskel . Jeg har set børn født i uge 22, og det ER små fine børn. Jeg forstår godt dine tanker, da I sad der. Det har været så hårdt.
SletJeg har lige fået læst op på den sidste uge. Dit styrt er et af de helt grimme. Til gengæld er den nye havelåge fantastisk flot :-)
SvarSletVi fik aldrig dette "tilbud" da jeg var gravid, men da vi på det tidspunkt allerede havde ventet flere år på et barn, var vi nået dertil, hvor vi ville have valgt et handicappet barn til. Også da vi skulle adoptere, valgte vi muligheden, eller risikoen om man vil, for "et lettere handicappet barn" Vi, og børnene har også haft en del at kæmpe med, men det har været det hele værd, for os allesammen.
Ja, man kan nå meget på en uge. Havelåge, styrt og spændende læsning....
SletDer er ikke nogen generel løsning tror jeg, og vores historier vil altid være forskellige. Jeg forstår godt dine tanker, og jeg havde selv taget imod (og gjorde det jo også). Garantier bliver ikke udstedt, når vi taler liv og tilværelse. Heller ikke selv om der bliver taget fine prøver og lovet raske børn.
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletDet er jo desværre den risiko der er, når de stikker. Det var også min store frygt, fordi spontane aborter også er en den al min historie.
SletJeg har en holdning. Jeg vil ikke have et handikappet, heller ikke med Downs, for som der blev sagt længere oppe, selv inden for Downs er der grader af handikappets sværhed. Vi sagde nej til operation af Cirkeline. Udsigterne var dårlige. For mig handler det også om hensynet til resten af familien.
SvarSletVi er helt enige. Og jeg kunne jo se i udsendelsen, at Downs vidst findes i flere styrker. Her var det klart Sara og Jakob, der vægtede højt.
SletJa I guder Susanne, hvor er der nogle valg i livet, man er glad for, at man IKKE har indflydelse på.
SvarSletOg jeg ville heller ikke, have haft modet til, at vælge et "mongolbarn" fra.
Derfor sagde jeg nejtak, til prøven, da jeg ventede Sebastian. Fordi, jeg vidste, at jeg ikke kunne vælge fra efter, at have mistet Ann-Sofie. Tanken om, at stå med et handicappet barn, på en hektisk hverdag, hvor håret stritter, og man ønsker familien, og ikke mindst, ungen, hen hvor peberet gror, og mærke folks bebrejdende blikke, tiske hviske DU VIDSTE DET JO; OG VALGTE SELV....
Nej tak... jeg lod skæbnen råde... Og se lige min dreng :o)
Knus og tanker til Mie på himmelskyen ;o) <3
Jeg har også den dybeste respekt for dit valg. Jeg turde bare ikke.
SletOg ja. Se lige fodboldkongen. Skønne knægt.