Dette billede tog jeg en gang i november, da jeg var ude at gå tur med hunden. Det er vores lille landsbykirke, som efterhånden har dannet rammen for mange ting.
Mit første møde med den, var da jeg gik i skole. Alle juleafslutningerne i folkeskolen indebar kirkegang netop her. Senere er vi blevet gift her. Mie ligger begravet her, det samme gør hendes farfar. Sara og Jonas er døbt i denne kirke, og konfirmationerne er også sket her.
Mit første møde med den, var da jeg gik i skole. Alle juleafslutningerne i folkeskolen indebar kirkegang netop her. Senere er vi blevet gift her. Mie ligger begravet her, det samme gør hendes farfar. Sara og Jonas er døbt i denne kirke, og konfirmationerne er også sket her.
Turen omkring kirken er blevet en naturlig del af ruten, når hunden og jeg går vores små ture. Så går vi lige ind og kigger, at alt er som det skal være. I går kunne vi hverken finde Mie eller farfar. De er helt dækket af sne. Hverken sten eller noget andet er synligt. Det haster vidst ikke med de små juletulipaner, som jeg havde planer om at stikke ind i grandynen.
..det er et fint lille sted og dejlig beskrivelse.. og ja kirken kan danne ramme om mange øjeblikke, de smukkeste, største og hårdeste.. Hvor lyder det dejligt, at du kan gå lige forbi.. det nyder jeg selv at kunne.. For mig giver det mening at "Veras sted" er i nærheden af os..
SvarSletFortsat god dag..