søndag den 19. februar 2012

Slut og finale

Ferien er blevet til søndag, og søndag kommer lige før mandag. Så nu er vaskemaskinen på overarbejde, og der er ved at være styr på, hvad der ligger i fryseren til den kommende uge.

Vi har nydt. Vi har levet langsomt og gjort, hvad vi har haft lyst til. Ind imellem det rene ingenting. Sara har været hjemme nogen dage. Jeg fik lavet hendes hue/halstørklæde færdigt, så hun kunne tage hjem med varme ører. Det er blevet rigtig lækkert, og jeg er ikke i tvivl om, det det vil blive brugt.

Nu ligger der en strømpe uden tå og en vante uden fingre og venter i strikkekurven. Men jeg er ikke af de hurtigste for tiden.

Huset sover næsten nu. Bo og Dodo har indtaget sofaen i skøn forening, og Jonas er helt stille på sit værelse. Det eneste der bryder stilheden, er lyden af Jakobs guitar, der øver sig på nogle klassiske stykker. Jeg elsker, når han spiller. Han er dygtig og tonerne er virkelig værd at lytte til.

Jeg håber, at din søndag er præcis som du ønsker det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar