lørdag den 18. maj 2013

Hellere sent end slet ikke, og lidt om gode naboer

Eller laaaaaangstrakt service, eller hvordan ved siden af også kan være at ramme....

Da far døde efterlod han sig en konto i et større dansk pengeinstitut. En konto som kunne dække omkostningerne ved at komme herfra og samtidig efterlade lidt til os søskende. De 2 andre havde skrevet under på, at jeg måtte udfylde diverse papirer og have fuldmagt over boet. Derfor var det også hos mig, at skifteretsattesten landede, da papirarbejdet var gjort. Med den i hånden kunne jeg få adgang til førnævnte konto og få dækket mine udlæg til de der begravelsesudgifter. Jeg ringede derfor til fars bank for at høre, hvordan jeg skulle gribe det an. Troede jeg. Først kom jeg i kontakt med en elektronisk telefonstemme, der fortalte mig, at ventetiden lige nu var 23 minutter. Det kom til at holde. Derefter var jeg alligevel ikke sluppet igennem til filialen, som jeg havde bedt om. De var nemlig optaget. Hele flokken. Men den søde dame i det store kontor ville skrive en mail til dem, og så ville de ringe tilbage hurtigst muligt.

5 timer senere havde jeg fri fra arbejde. Jeg havde endnu ikke hørt noget, så jeg startede den blå polo og kørte til Slagelse for personligt at møde op i banken. Her blev jeg mødt af en rar dame, der hjalp mig med at få dækket mine udlæg og som gjorde opmærksom på, at det da tog 10 dage at gøre sådan en konto op. Det kom også til at holde stik. 10 dage gik der, før det hele var gjort op. Og så har jeg ellers ikke tænkt mere over den sag. Indtil torsdag eftermiddag, hvor min telefon ringede, lige da Bo havde hentet mig på arbejde. En flink dame fortalte, at hun ringede fra banken, fordi de havde fået min besked. Hun undskyldte den lange ventetid med, at de havde haft meget travlt. På det tidspunkt var det præcis 3 uger siden, jeg selv stod i filialen for at få ordnet tingene. Så er det jeg tænker, er det hvad man kalder langstrakt service eller....... En ting er sikkert. Skal jeg nogensinde skifte bank, så lander jeg ikke i en, hvor navnet starter med N.
 
Og hvordan ved siden af også kan være at ramme oplevede vi i går. Vores køkkenprojekt kræver materialer. Nogle af dem så store og tunge, at de må komme med vognmanden på en stor lastvogn. Sådan et læs ventede vi i går. Da Bo kom hjem, var der ikke dukket noget op, og han fik travlt med at ringe rundt. Først fik vi besked på at slå koldt vand i blodet, da de kørte lige til klokken 20.00, men der gik ikke lang tid, før der var en forvirret mand, der ringede og fortalte, at det da var læsset af for længe siden. Nu er vores grund jo ikke større, end at vi kan overskue den. Og der var ingenting.  Manden i røret blev endnu mere forvirret og ville ringe tilbage.
 
Ti minutter efter havde vi ham igen i røret. Han fortalte, at han lige havde sendt en mail med billede af varerne. Det tager de ved afleveringer, hvor folk ikke er hjemme, da de flere gange har været ude for, at folk nægter at have modtaget leverede varer. Vi fik billedet og kunne kende stedet. Varerne var læsset af nede ved nr. 65 i stedet for hos os i nr. 71. Der er bare den lille ting, at nummer 65 ligger nede af en lille markvej, og at vi snakkede betonblokke og rigtige tunge ting.
 
Beboeren i nr. 65 er landmand, og da køerne var malket i morges, læssede han vores byggematerialer på frontlæsseren og kørte dem hjem i vores indkørsel. Gode naboer er slet ikke så tosset. Dermed er pinsens planer reddet, og vi kan forhåbentlig få støbt gulv i næste uge.

22 kommentarer:

  1. Jeg er ikke helt sikker på at jeg har lyst til at vide hvordan den banks interne postsystem er skruet sammen... men email, snailmail og brevduer er vist udelukket... de er for hurtige. Mon de smider flaskeposter ud af vinduet og håber at nogen besørger beskederne for dem.. slipper balloner afsted eller sådan noget?

    Og så til sidst... naboer med gode maskiner er guld værd - tænk hvis det tovlige fragtfirma havde leveret pallerne i en indkørsel til rækkehuse med ældreboliger?... sku den så fragtes videre på rollator?

    SvarSlet
    Svar
    1. kan ikke dy mig,,, tak for ednu en griner :D

      Slet
    2. Ja - man kan undres. Jeg har ikke kontakt til den bank ellers, og jeg regner ikke med, at jeg skal have det igen. Man skal åbenbart regne med at sætte god tid af.

      Det skulle noget af en rollator til det læs. For tungt var det. Havde det ikke været for den flinke bonde, så ville jeg have bedt vognmanden om at komme og flytte det på plads. Vi betaler jo for fragten.

      Slet
  2. He he, jeg tror måske, at det er samme bank, jeg har haft mine små oprør med. Af en eller anden grund kan jeg pludselig ikke overføre penge til den konto, som jeg har haft i årevis. Pengene forsvinder ind på en fejlkonto, og det er katme ikke nemt at få fundet dem her. Blandt andet fordi min bankrådgiver åbenbart er nedlagt - og det er filialen også. Det har jeg bare ikke fået noget at vide om, så nu snakker jeg med robotter. Festligt! ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Robotten er et kapitel for sig. Jeg tror, at ordet service er gledet helt ud af bogen i det firma. Det er fuldstændig tosset.

      Slet
  3. Landmænd kan noget som dine bankmænd ikke kan, de forstår at hjælpe andre :-) Og så er det da dybt godnat at de først får beskeden så sent og så ikke kan se, at der allerede er sket noget.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nemlig Lene. Og den gamle filialdirektør var endda selv landmand. Men jeg er ikke sikker på, at han kom med, da man valgte at lukke den lille filial og rykke til den større by.

      Jeg synes faktisk også, at den opringning var lidt pinlig. Jeg undlod at sige en masse, for det svarer jo til at skælde kassedamen ud over, at der ikke er mælk i køledisken.

      Slet
  4. De har da ikke travlt i den bank. Vi har netop skiftet bank- eller dvs vi er ved det for vores gamle bank har vist nok at se til med at sige farvel til kunder. Så vi venter stadig og har gjort det siden 8.4. God lørdag aften.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er da heller ikke i orden Anette. Det er lang tid at være midt imellem. Jeg håber, at I har fundet jer et rigtig godt sted.

      Slet
  5. smiler,,,,,
    nej griner med en vis galjenhumor, de bankfolk er da bare for meget, kunderne skal lave alt arbejdet selv , filialerne lukker, pengeløse er de også blevet ,gad vide hvad de laver,,,,,

    en gang til tak for en god griner også her med en vis galgenhumor,
    godt det var hos en bondemand jeres byggematerialer landede ,( gad vide om chauføren ikke har lært talrækken )

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi bruger selv en anden bank. Og her er servicen helt i top. Hvis jeg ringer eller sender en mail, så er tingene ordnet med det samme. Jeg håber ikke, at de finder på at lægge sammen med andre eller lukke.

      Humor kan være nødvendigt i sådanne situationer. Alternativet er at blive hidsig og råbe efter nogen, og det gider jeg faktisk ikke :-)

      Slet
  6. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  7. Uha, godt jeg ikke har en bank, der starter med N :-) Jeg kan maile med min bankrådgiver i Jyske Bank og får altid hurtigt svar.
    Det med varer, som bliver sat af forkerte steder, har vi også været ude for, da naboens tømmer lå i vores carport ...
    Klem og rigtig god søndag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Der stod endda på sedlen, at de skulle ringe en halv time inden ankomst, men det var vores fastnetnummer, de havde skrevet på, og den bliver jo ikke taget, når alle er ude af hytten. Heldigvis er tingene bragt hjem :-)

      Jyske bank er i øvrigt i den gode ende, hvad service angår.
      Klem og god dag

      Slet
  8. De der banker - suk!!

    Men ellers tak - også til Overleveren - for godt grin :-) Heldigt, at det var en landmand, der kunne flytte jeres ting,så I ikke skulle vente på, at vognmanden fik tid til at komme igen. For selv om det 'bare' var en vognmand og ikke en bank, så er det vel ikke så sikkert, at han var kommet før tirsdag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja - det kunne lige passe. Og tænk hvis de ikke havde taget billede, så kunne vi have ledt endnu. Nu er skidtet brugt, og vi venter på næste etape i historien om livet hos firmaet Koks og Kaos.

      Slet
  9. HURRA for gode naboer med frontlæsser (hvad det så end er, men det lyder som en god ting at have på landet ;) )

    SvarSlet
    Svar
    1. Nemlig Mette. En stor larmende maskine, der kan flytte det hele på den halve tid. Og det er slet ikke så tosset.

      Slet
  10. Gode naboer hænger ikke på træerne, men de er dejlige at have :-)
    Den der bank ... jeg vælger at tro, at det andet bogstav i navnet er 'o', for jeg har Nykredit bank og er meget tilfreds, men jeg skiftede netop fordi den anden var h.å.b.lø.s! og fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Og navnet slutter med a, og så siger jeg ikke mere :-)

      Slet
  11. Skønt med sådan nogle gode naboer.. Lyder heller ikke som en bank der kommer i spil her i huset..

    Håber I har fået støbt.. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er ikke støbt endnu, til gengæld er der sket så meget andet. Alt i alt er chefhåndværkeren tilfreds, så det er jeg også :-)

      Slet