Lidt blandet fra weekenden.

Den sidste weekend i marts er indtil nu gået rigtig god. Vi har både drevet og fået noget fra hånden, og ikke mindst nydt, at foråret har været her til fulde. Hunden og jeg har gået omkring 5 kilometer de sidste 2 dage. Vi har nydt det. Dodo har ikke set så meget, for det er snuden i jorden og halen op, når vi går. Jeg oplevet lidt mere af turen og nydt de spirende træer og buske, og ikke mindst synet af 7 hjorte, der sprang rundt nede i moseområdet bag vores lille by. Naturligvis var jeg uden kamera.

Området omkring trappen har fået maling, og det har lysnet så gevaldigt. Og når man nu er i gang, kan man vel lige så godt fortsætte, så Bo er kørt efter mere maling, og nu skal loftet i stuen også have en omgang. Der sker noget, når min private håndværker går i gang. 

Der er også blevet plads til lidt selvforkælelse. Jeg var i centeret i Høng i fredags. Bare for at kikke, og det var hvad jeg gjorde, for jeg syntes ikke, at jeg skulle handle lige nu. Men altså. Noget blev ved med at forfølge mig i tankerne, og nice to have blev til need to have. Så efter morgenmaden lørdag, var jeg den, der fandt centeret igen. Der må have været en mening med det hele, for jeg snuppede det sidste par lyse cowboybukser i min størrelse. Der røg også lidt andet i posen, for klædeskabet er en kedelig fornøjelse at besøge for tiden. Udløbsdatoen er overskredet på flere beklædningsgenstande og andet passer bare ikke rigtigt mere. 

Sidst men ikke mindst - og jo, det er altså rigtigt. Den grønne dræber er kommet frem. Jeg mangler få pinde på det ene ærme, og de er klaret inden dagen er omme. Min tanke om at blive færdig inden månedens udgang er nok ikke realistisk mere, for jeg skal jo på arbejde i morgen, men færdig skal den nok blive, og jeg starter ikke på noget andet, før sidste ende er hæftet. Sådan må det bare være. 

Ind imellem alle de andre sysler, er alt tøjet blevet vasket og ordnet. Køleskabet har fået en omgang, og der er gjort ordentligt hist og pist. Det er ganske overvældende, hvad sol og forår kan sætte igang. 

Fredag og weekend og en tosset annonce fra Brugsen

Fredagen er mange ting. Den er dagen, hvor jeg ønsker mine kolleger god weekend og går hjem og lader roen falde. Vi er næsten autistiske i vores fredagsprogram. Det er hjemmelavet pizza lidt for sent. Et enkelt glas, og hygge i sofaen til vi vælter. Tit ikke senere end 22.00, for ugen har været lang.

I denne uge er fredag også Viktor-besøg. Jeg glæder mig til at kunne være moster uden at hans mor er med. Det giver bare noget andet, når vi låner ham selv. Han er blevet 8 år nu, og er en rigtig hyggelig fætter. Denne gang har han noget strømforsøgsting med i tasken. Det er ham og Bo rigtig gode til at hygge sig med. Så er der det med de 2 store fætre på snart 15 og 19 år. De trækker også gevaldigt. Så i virkeligheden skal jeg nok bare være den moster, der er med til at lave hans pizza, og som for øvrigt skal være den der melder, når sengetiden er nået. Pyt - jeg glæder mig nu alligevel til hans besøg.

Når han er hentet i morgen, venter der os en weekend uden planer. Bo har tilkaldevagt, så vi holder lav profil. Vi håber, at der ikke bliver brug for ham på arbejdspladsen, for der skal males mellemgang og ordnes trappe. Vi har været i gang længe, men hans influenzatur for et par uger siden forsinkede det hele gevaldigt. Han lå syg en hel uge, og slæbte sig gennem den næste. Nu er energien tilbage, og det må godt være. Det afdækkede gulv er ellers næsten blevet en del af indretningen her, og der er ikke nogen at beboerne ovenpå, der tænker videre over, at gelænder og balystre ikke er på plads på trappen.

 

Det er ikke kun Ellens Brugs, der kan. Vores Brugs er gået på Facebook og er rigtig flittige til at komme med dagens tidbud. Denne gang er det vidst gået lidt stærkt. Gad vide, hvad X-factor kage er for en størrelse. Måske man skulle en tur i Brugsen inden dagen er omme. Jeg kan både hente en billig gryde og en X-factor kage. 

En kopkage og en indrømmelse.

Sara lavede kopkage for et stykke tid siden, da hun var hjemme. Og jo - det er en kopkage. Ikke noget fancy cupcake noget med farvestrålende icing på toppen. Vi er faldet lidt for idéen, der både er nem og hurtig og dermed lidt farlig. For der går ikke mere end 10 minutter, fra hjernen har tænke kage, til den står på bordet. Hvis nogen har lyst til at prøve, vil jeg da gerne dele.

4 spks. mel

4 spks. sukker

2 spks. god mørk kakao

1/2 tsk. bagepulver

1 tsk. vanille.

Dette blandes i koppen, så det er godt fordelt. Herefter skal følgende i:

3 spks. mælk

3 spks. olie

1 æg

Det hele piskes godt rundt med en gaffel, og koppen sættes i microovnen i ca. 2 minutter og 30 sekunder. Vupti, så er der kopkage, som snildt rækker til 2 personer. 

Jeg skal måske lige huske at fortælle, at den gule kop, som vi bruger her, er lidt af en balje. Jeg har målt, og den rummer hele 5 dl.

Ikke mere om kage herfra. Nu står den på morgenmad og frisuresætning. Ugens opgaver kalder, og det hele starter med et besøg af Lone og en tur på massagebriksen.

Nåh ja, så var der det med indrømmelsen. Jeg vil bare lige sige, at den grønne dræber ligger, hvor jeg ser den dagligt, men jeg har ikke strikket så meget som en maske, siden jeg beklagede mig sidst. 

At ændre kurs

Min bror og hans familie har ændret kurs. Huset på Amager er lejet ud og alt er pakket og flyttet. Min svigerinde har orlov, og min bror har fået ny stilling. Han er blevet souschef. Helt ude på Christiansø. De har fået bolig i en af de lange gule bygninger, der er på øen, ind til deres hus er færdigrenoveret. Pigerne har skiftet deres travle hverdag med institution ud med det nære på øen. De har været der et par måneder nu, men er allerede faldet godt til. De nyder, at der ikke er så travlt i hverdagen, og at pigerne selv kan smutte til legekammerater.

Vi snakker tit i telefon som vi plejer, og jeg har set deres udsigt fra køkkenvinduet på facetime. Den slår min udsigt fra stuevinduet, må jeg indrømme. Nu er der købt billetter. Jeg forlader min familie et par dage i april for at tage ud på øen og besøge min bror og familien sammen med min mor. Jeg glæder mig allerede - rigtig meget.

Om lidt vil jeg køre på arbejde. Og faktisk glæder jeg mig. I går fik jeg lagt den værste møgopgave bag mig. Sådan en, der bare skulle overståes, og som virkelig har trukket tænder. Nu gider jeg godt igen.

Jeg håber, at din dag må blive med glæde og uden møgopgaver.. 

Søndag er struktur og planlægning

Jeg elsker søndage. Vi sover lige så længe vi gider og nyder en langsom start på dagen. Som regel er vi i gang omkring klokken 8. Når morgenmaden er spist, bliver jeg praktisk. Så kommer frysersedlen frem. Pungen bliver tømt for resterne af sidste uges budget, og madplanen bliver lagt for hele den kommende uge. Herefter bliver der skrevet seddel, og så er det en tur i Brugsen. Jeg handler som regel ind, så jeg har hvad vi skal bruge til de næste 4 - 5 dage. Jeg må indrømme, at jeg glemmer at tjekke, hvad der kan findes lidt billigere i Fakta eller Netto. Det kan lyde en anelse arrogant, men jeg gider ikke. Jeg ved, at Brugsen har alt, hvad jeg skal bruge, og jeg bilder mig ind, at jeg køber tid ved bare at lægge min handel et sted. Er er gode tilbud, er jeg ikke bleg for at afvige fra min indkøbsliste, for jeg vil helst ikke give fuld pris for hverken kaffe eller vaskepulver.

Dagens pligter er klaret, og derfor er resten af dagen min egen. Nu er det tid til at få lidt Wordfeud-bank og til at køre et par rækker på den grønne dræber. En tur ud i luften med hunden ville sikkert også gøre godt.

God søndag derude.....

Ny gryde og den grønne dræber

I går nævnte Ellen i et indlæg, at hun havde været i Brugsen og hente deres lækre suppegryde. For bare et par hundrede kroner og et fyldt rabatmærkehæfte. Jeg lavede nøjagtigt samme øvelse. Jeg lod bare suppegryden stå og valgte istedet serveringspanden. Vi har i forvejen 4 gryder af samme mærke, og der skal absolut ikke lyde nogen klager over kvaliteten herfra. 

I nørkleverdenen snakker man om UFOer. Sådan en har jeg liggende. Jeg har tidligere gået glad til den og kaldt den de grønne huller. Nu er jeg træt. Jeg er træt af at tælle og holde øje. Jeg er træt af, at jeg kun arbejder på pind 3, og at det tager en krig. Jeg er træt af, at jeg stadig mangler lidt mere end et ærme. Jeg har fundet andet, som jeg vil lave, men jeg ved med mig selv, at hvis ikke den grønne dræber (det hedder den altså nu) bliver gjort færdig først, så ender den i landet for evige UFOer. Jeg havde egentlig lovet at tage den på til en kaffeaftale 5. marts, men sådan blev det ikke. Hvis jeg nu siger højt her, at den bare har at være færdig inden månedens udgang, mon så det hjælper?

Brevskriveri

Jeg leger også lidt på Instagram, og her handler mange af opslagene om at skrive og få breve. Der er opstået en pennevennebølge med flotte kuverter og små medsendte kunstværker. Jeg har holdt mig ude af den leg, for jeg ved, at det vil give kilde til evig dårlig samvittighed over de breve, jeg ikke lige får besvaret inden for rimelig tid. Jeg har dog aftalt med mig selv, at jeg alligevel godt kan lave et fint brev og sende en gang imellem og håbe, at det glæder modtageren. For er det bare mig, eller er der ikke noget helt særligt ved et gammeldags håndskrevet brev?

Jeg ved, hvem er skal modtage det første, for lidt oprydning den anden dag afslørede et hængeparti. Jeg må hellere se at komme i gang.

En stolt mor og en dejlig forårsweekend

Sidste uge endte med at blive travl. Bo var syg hele ugen og rejste sig først en gang i løbet af lørdagen. Jonas tog også et par dage med feber, men er også ovre det. Jakob og jeg luftede ud, vaskede hænder og passede ellers godt på os selv, for fredag stof på fest og glæde. Der var galla og lancier på gymnasiet. Ugen op til blev brugt på danseundervisning. Både aftener og weekend blev taget med. Sara og jeg var inde og se dem danse. Noget af det så jeg lidt sløret, for jeg er sådan en mor, der står og får vand i øjnene, når det hele bliver lidt for overvældende. Billedet her er taget efter dansen. Desværre i noget elendigt lys, men jeg håber da, og I også kan se, at de så fantastiske ud. 

At weekenden har været fantastisk, kan vidst ikke diskuteres. Det har været svært at holde sig inde, og lørdag eftermiddag kørte Sara og jeg en tur til Reersø havn for at kikke lidt på vand og gå tur langs stranden. Jeg holder meget af området, hvor jeg boede til jeg var færdig med 9. klasse. Jeg kan godt savne at have naturen lige uden for døren. At have et skønt sted at gå tur uden at skulle køre dertil først. Vandet var helt stille, og vi gik længe og nød stilheden. 

Nu står en ny uge for døren. Som det ser ud lige nu, er den med blank kalender. Jeg tror bare, at jeg vil nyde dagene som de kommer og glæde mig over, at foråret vidst er en realitet nu.

Tillykke med fødselsdagen

Billedet har har været brugt før, for der bliver jo af gode grunde ikke taget nogen nye. I går var det 16 år siden, at den lille skønne kom til verden og startede 5 uger med sorg, glæde, kaos, gråd, afmagt og lykke. Alt sammen på en gang.

Når der er fødselsdag i familien køber jeg gave. Så bager jeg gode ting og inviterer gæster. Sørger for, at fødselsdagsbarnet får en god dag, med alt hvad der hører til. 

Den 5. marts er det hele anderledes. Min krop begynder på fødselsdag allerede dagen før. Jeg bliver rastløs og har svært ved både at holde fokus og at sidde stille. Der pumper en energi rundt i mig, der ikke kan bruges til noget som helst. Fødselsdagsgaven bliver til en dekoration fra Lynghuset. Jeg pakkede den selv ud og lagde den, og det hele var overstået på kort tid. 

Erfaringen har lært mig, at det er en god dag at holde fri. Det er svært at få noget som helst til at stemme, når der hersker uro i tankerne, og det går meget bedre, når jeg selv kan bestemme over min dag. I går var ingen undtagelse. Jeg havde trukket stikket og bedt om en fridag. Der var indbygget kaffeaftale, og jeg fik lavet lidt småting. Fødselsdagskagen blev en af de gode snegle fra tanken. Herren i huset ligger nemlig med influenza, og han lod sig gerne formiddagsforkæle.

Nu skriver vi 6. marts på kalenderen, og jeg kan igen passe mig arbejde og sidde stille. Det vil jeg gøre. Ud af hulen her, for nu ligger der 2 med herreinfluenza.

Hvem skal bestemme?

Jeg har lige siddet og set programmet om aktiv dødshjælp. Et rørende program, hvor man følger en mor og hendes datter på deres sidste fælles rejse. Rejsen til udlandet, hvor moderen efter eget ønske, får lov at dø fra den sygdom, der langsomt invaliderer hende.

Det er en følsom problematik og debatten i aftenshowet inden programmet gik også både for og imod. Hvem skal bestemme, om det er rimeligt, og er beslutningen taget på rette grundlag. Er det i virkeligheden et ønske, eller føler man sig bare som en belastning for de nærmeste?

Det er en følsom debat, og jeg kan godt forstå, at lejren deles i for og imod. På nuværende tidspunkt er jeg ikke i tvivl. Hvis jeg nåede til at kunne sidde og se til uden at kunne tale eller røre mig, ville jeg også ønske at kunne afslutte. Det er let at sige nu og her. For hvad, hvis det blev virkelighed. Måske man så ville klynge sig til håbet. Jeg håber aldrig, at jeg finder ud af det.