tirsdag den 11. marts 2014

Brevskriveri

Jeg leger også lidt på Instagram, og her handler mange af opslagene om at skrive og få breve. Der er opstået en pennevennebølge med flotte kuverter og små medsendte kunstværker. Jeg har holdt mig ude af den leg, for jeg ved, at det vil give kilde til evig dårlig samvittighed over de breve, jeg ikke lige får besvaret inden for rimelig tid. Jeg har dog aftalt med mig selv, at jeg alligevel godt kan lave et fint brev og sende en gang imellem og håbe, at det glæder modtageren. For er det bare mig, eller er der ikke noget helt særligt ved et gammeldags håndskrevet brev?

Jeg ved, hvem er skal modtage det første, for lidt oprydning den anden dag afslørede et hængeparti. Jeg må hellere se at komme i gang.

8 kommentarer:

  1. Jeg sætter STOR pris på håndskrevne breve og skriver også selv mange :)
    Jeg tænker, om bølgen på Instagram har noget at gøre med folk, der lave scrapbooking - og også flotte kort?

    SvarSlet
    Svar
    1. Flotte kort og alt muligt andet. Små kollager og selv perleplader vinder indpas igen. Det er lidt sjovt.

      Slet
  2. Jeg har det som dig Susanne og holder mig også fra pennevennebølgen...elsker at få breve, men når jeg ingen skriver, så kan jeg jo heller ikke forvente at få :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis. Et brev er bare noget andet end en mail eller sms. Det oser af hygge og noget, der var engang.

      Slet
  3. Der er noget ganske særlig dejligt over de håndskrevne breve, men de kommer ikke længere, og derfor skriver jeg heller ikke selv nogen. Nu tildags kender man endda ikke folks rigtige adresse men kun deres e-mail-adresse, så det er lidt svært pludselig at bryde koden.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tiderne skifter, og pludselige er det bare sådan. Jeg havde mange pennevenner som barn og ung, men det gled ud med tiden.

      Slet
  4. Det er heller ikke en bølge jeg rider med på, der er ingen grund til at opsøge den dårlige samvittighed mere end højest nødvendigt. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Præcis den dårlige samvittighed prøver jeg at navigere udenom. Den er sådan en trist ledsager.

      Slet