Jeg har lige siddet og set programmet om aktiv dødshjælp. Et rørende program, hvor man følger en mor og hendes datter på deres sidste fælles rejse. Rejsen til udlandet, hvor moderen efter eget ønske, får lov at dø fra den sygdom, der langsomt invaliderer hende.
Det er en følsom problematik og debatten i aftenshowet inden programmet gik også både for og imod. Hvem skal bestemme, om det er rimeligt, og er beslutningen taget på rette grundlag. Er det i virkeligheden et ønske, eller føler man sig bare som en belastning for de nærmeste?
Det er en følsom debat, og jeg kan godt forstå, at lejren deles i for og imod. På nuværende tidspunkt er jeg ikke i tvivl. Hvis jeg nåede til at kunne sidde og se til uden at kunne tale eller røre mig, ville jeg også ønske at kunne afslutte. Det er let at sige nu og her. For hvad, hvis det blev virkelighed. Måske man så ville klynge sig til håbet. Jeg håber aldrig, at jeg finder ud af det.
Jeg er bange for flere ting med den debat. Jeg er nervøs for om man kan undgå at nogen andre/udenfor presser et menneske i den der hjælpeløse situation til at ønske at afslutte, jeg er lidt nervøs for de mennesker der skal "give lov" og godkende et sådant ønske.
SvarSletMen jeg er ærligt talt osse lidt nervøs for alternativet.
Jo, jeg ville ønske det samme - hvis man bliver så syg og hjælpeløs at man slet ikke kan noget som helst og heller ikke kan afslutte livet, så må andre godt hjælpe -synes jeg. Men er det noget vi kan lovgive om?
Det er en fandens glidebane at gå ind på... og så vidt jeg ved udvider de lande hvor det er tilladt til stadighed de problemstillinger og diagnoser der kan føre til en godkendelse af aktiv dødshjælp med lægehjælp.
De er lige præcis de argumenter, lægen brugte i programmet. At føle sig presset og glidebanen i det. Og det er rigtigt. Grænserne flyttes i de lande, hvor det er tilladt.
SletMen jeg synes også, at det er ærgeligt, at en dødsyg kvinde skal rejse ud af landet, for at få sit sidste ønske opfyldt. At hendes pårørende bliver kriminelle i Danmark, hvis de hjælper hende herhjemme. Der er mange sider af sagen, og man kommer nok aldrig helt til enighed.
Jeg så for en del år siden en tilsvarende udsendelse, som rumsterer i mit hoved stadigvæk - men desværre ikke den i går.
SvarSletDet var en stærk udsendelse, men sådan noget vil altid tale til følelserne.
SletDet er en uhyre vanskelig problematik, grundlæggende mener jeg at, man selv har ret til at bestemme, men jeg er nervøs for det pres der direkte og indirekte kan blive lagt på en fra omgivelserne. Tendensen er at vi skal være friske, raske og rørige hele livet, og sådan er det jo ikke altid.
SvarSletVi er helt enige, men det er sikkert sundt, at debatten dukker op ind imellem.
SletJeg så også udsendelsen på DR2 i går, ligesom jeg også så Aftenshowet. Det var meget rørende - og jeg forstår virkelig godt kvinden i udsendelsen. Jeg håber heller ikke jeg nogensinde kommer i en situation, hvor jeg skal tage stilling til spørgsmålet, men som det ser ud lige nu, er det nok mit ønske, at kunne få lov til at afslutte livet. Jeg er dermed enig med 60 pct. af den danske befolkning. Jeg hørte lige i radioen, at spørgsmålet ikke bliver taget op politisk, fordi der ikke er nogen partier, der kan se det, som led i deres ideologi og strategi.
SvarSletSå du også manden med samme lidelse, der absolut ikke så afslutning som mulighed. Til trods for, at han kun kunne kommunikere med øjnene.
SletJeg har støttet tanken om aktiv dødshjælp siden jeg var ung og arbejdede på et hospital. Jeg tror ikke på, at familien vil udsætte for pres for, at man opsøger aktiv dødshjælp - tværtimod ...
SvarSletSå for mig er det ganske enkelt: selvfølgelig skal man kunne hjælpes ud, hvis al behandling alligevel fx kun er smertelindrende og der intet håb er at se forude.
Jeg kan forestille mig at livet på gangene giver en anden indsigt og dermed en mere markant holdning til det. Og i bund og grund er det vel også aktiv dødshjælp, når man øger morfindosen og kalder familien ind, eller når man vælger at slukke for en respirator. Men det må man godt.
SletVi bestemmer jo selv over vores liv, derfor mener jeg også man må have lov til at bestemme over døden, på samme måde. Jeg var ganske ung, da jeg deltog i et møde med Etisk Råd i vores lokale præstegård om samme emne. Jeg har skrevet mit livstestamente, og fortalt mine ønsker vidt og bredt, og håber de bliver accepteret, hvis det skulle komme så vidt en dag.
SvarSletMan kan i hvert fald sætte ord på egne ønsker og håbe, at de bliver lyttet til. Men rigtig mange når slet ikke til at skrive livstestamentet og få taget stilling.
SletEt nyttigt perspektiv er at erfaringer fra de lande som tillader en form for aktiv dødshjælp meget klart afkræfter bekymringerne om pres og glidebane. Det største problem er nærmest at der er en social slagside, på den måde at det er de ressource-stærke og veluddannede som ikke vil affinde sig med at skulle dø på systemets vilkår. De er i stand til at stille krav, og bestemme selv. Der kan argumenteres for en bedre social balance, så de svagere ikke bliver ladt i stikken når døden bliver et uafvendeligt livsvilkår, og spørgsmålet kun er hvordan den sidste lille stump skal forløbe. Og hvor længe. Livet bliver jo ikke altid bedre af at blive længere. Nogle gange tværtimod.
SvarSletJeg har en blog med masser af stof om aktiv dødshjælp, f.eks:
http://tosommerfugle.blogspot.com/2014/02/doedshjaelp-er-for-de-velbjergede-og.html