Reersø

I en af mine mange ture rundt i blogland, har jeg været for hos Kisser, og læse lidt om hendes dage på Reersø. Det har sat gang i tankerækkerne og minderne er sprunget frem på stribe.

Jeg boede på Reersø de første 15 år af mit liv, og den fine kirke som Kisser viser på sin blog har dannet ramme om min dåb og min konfirmation. Mor arbejde hos den ene af øens købmænd, så allerede da jeg gik i børnehaveklasse havde jeg mit første lønnede job. Jeg cyklede rundt og hentede indkøbssedler hos de ældre på øen. Jeg husker, at der var et sted nede ved havnen, hvor jeg var lidt bange for at komme. Der boede en gammel mand og han lugtede lidt fælt.

Et andet sted, hvor jeg husker lugten af gammel mand, var hos gartneren på kirkebakken. Man skulle op af en stejl indkørsel for at komme til hans butik. Han fløjtede altid. Uden lyd. Sådan nærmest pustede små melodier ud. Når der var medicin fra apoteket i Gørlev, var det hos gartneren, det skulle hentes. Så blev man taget med ind i hans beboelse. Helt ind i soveværelset. Her stod medicinen i et vitrineskab og en cigarkasse passede på betalingerne. Ud over dette husker jeg 2 købmandbutikker, banken, sparekassen, og posthuset. Så var der selvfølgelig øens 2 mekanikere, Ole i smedjen og Jens hos glarmesteren.

Det var et lille fiskersamfund dengang. Og man skulle bo på øen i en rum tid, før man blev en af dem. Nu er fiskeriet stort set ikke-eksisterende. Øen er blevet en oase for kunstnere. Mange kreative mennesker har slået sig ned, og om sommeren kan man se mange af deres fine ting ved vejen. Der er stadig en god fiskebutik på havnen (vidst kun i sommerhalvåret), og jeg tror, at man kan finde en kiosk oppe i den anden ende af byen.

Senere fik jeg arbejde i Postgårdens brødudsalg og solgte brød og is til alle turisterne. Der var virkelig travlt om sommeren. Nu er forretningslivet på øen lukket og slukket. Et stort tab for beboerne derude.

Jeg kommer ikke til at bo derude igen, men jeg husker med glæde tilbage på alle mine timer ved stranden, vores haleløse katte og de dejlige ting, som jeg også fik med fra min barndom. Det var sjovt lige at være tilbage et øjeblik.

Lørdag på de jyske motorveje

Poloen fik trillet ikke mindre end 500 km. i går. Vi startede op i god tid, og tog turen ned over grænsen. Nu er der tanket op af opvasketabs, barberblade, sodavand og det rigtige tyggegummi. Ja, og så det løse. Der er penge at hente, når broen alligevel er krydset.

Klokken 17.20 var vi klar ved Rosborg Gymnasium, og fik os nogle gode pladser i hallen. Der var rigtig mange, og de strålede alle sammen. Her kommer udtrykket med de smukke unge mennesker til sin ret. Pigerne var meget forskellige. Lige fra for meget til for lidt. Sara fik øje på os, da de kom ind i salen parvis. Da de havde gået en omgang, kom hun med tårer i øjnene og krammede, inden hun løb tilbage og fandt sin plads i rækken. Det var hele turen værd.

Vi fik en god snak med hende og Morten, inden turen gik over Fyn mod Storebæltsbroen. Der er taget billeder, men det bliver lidt senere. Nu skal søndagen nydes, sommerferien skal bestilles, og så er der lige en håndboldkamp, der skal ses.

Så kører vi

Kameraet ligger i tasken, poloen er klar. Det bliver en lang dag, men jeg glæder mig til at være tilskuer.

Fredag i sofaen

Sådan her kan du finde mig, når dagen bliver lidt ældre, og kontoret er lukket. Jeg vil indtage min sofa, kræve min ret til det gode tæppe og vente på, at hunden kommer og putter sig. Så vil jeg se X-factor og måske lægge et par dyre ord, hvis der er nogen, der vil spille wf.

Det bliver nok ikke sammen med de to skønne her på billedet. Sara bliver hjemme i Vejle, og hvis jeg kender Jakob ret, så trækker han sig tilbage til tårnværelset og nyder sin musik og lidt kontakt med venner på skype eller messenger.

Jeg håber, at der venter dig en dejlig fredag.

Travl torsdag

Sådan en kold morgenhimmel kan være noget af det smukkeste. Billedet er taget fra mit stuevindue for et par dage siden. Inde i varmen og helt uden at åbne døren. Da jeg senere kom ud og skulle på arbejde, var den blå polo væk. Det var min betænksomme mand, der havde kørt den i garage klokken 05.00 om morgenen, så den kunne nå at tø, til jeg skulle afsted.

I dag har vi været lidt ekstra tidligt oppe - Jonas og jeg. Han har sommerfugle i maven. Heldigvis ser de ud til at blive derinde. Han var ellers lidt nærvøs for, om de skulle søge sydpå. Han skal spille skolekomedie i aften for samtlige skolens elever og forældre. Han er kanibal og skal give udtryk for, at han hellere vil have en svensk blondine end en tysker, der har spist lidt for mange pølser. Vi skal medbringe kage, så der er blevet bagt fra morgenstunden.

Nu skal han over og spille generalprøve for dagcenteret, så hans farmor har chancen i formiddag. Skal jeg være helt ærlig, så glæder jeg mig bare, til det er overstået. Jeg vil rigtig gerne se deres stykke, men skolefesten bagefter har jeg efterhånden fået nok af. Ungerne drøner rundt og er ligeglade med, om vi er der (på nær, når de mangler penge til is), og musikken er gerne lidt for højt for en aldrende kvinde som mig. Jeg har fået pølsejobbet ude i den ene fløj, så måske ikke al larmen kommer forbi mine ører. Det bliver en lang dag - ingen tvivl om det.

Tænk, hvis man var 19 og åleslank.

Så kunne man iføre sig en fin kjole og danse lanciers på gymnasiet. Det skal ses bort fra den zebrastribede top. Den får ikke lov at komme med til den store aften.

Bag på skørtet trækker den fint op i øverste lag

Og foran fremtræder den meget fin og uden for mange krummelurer. Præcis som Sara ønsker det.

Inderskørtet er stadig lidt langt, for der var ikke taget stilling til sko, da vi tog billederne. At det er hovedløst skyldes, at arbejdet blev udført på en søndag, hvor morgenhåret fik lov at leve. Jeg har lovet ikke at vise det frem. Når det lange lyse hår bliver sat, og musikken spiller, bliver der ikke et øje tørt.

Sismofytter

Prøv at sige ordet højt og smag på det. Sismofytter. Det er da for godt. Det er sjældent, at jeg spiser bolcher, men når jeg møder en pose med sismofytter, er jeg solgt. Måske fordi jeg ikke ser dem så tit. Man skal nok ikke tænke så meget over, hvor de får deres flotte farve fra, eller hvor meget sukker de mon indeholder. De skal bare ind i munden og nydes. Hvis ikke der er nogen, der har fundet posen, så har jeg stadig et par stykker til i eftermiddag.

Tirsdagen kalder. Der ligger en god bunke og venter på mit skrivebord. Heldigvis er min kollega mødt ind igen, så det bliver knapt så kaotisk, som vi havde frygtet. Nu skal vi bare have overstået alle momsafstemningerne inden den 10. februar, så er den værste pukkel væk for nu.

Jeg vil gøre mig klar. Det varme tøj må frem, for jeg har hørt, at det er rigtig koldt der ude i dag.

Vores weekend.

Vi har nydt weekenden med alle børn omkring os. Sara kom sent fredag. Hun skulle på arbejde, så hun kom først med toget 23.30. Vi havde forberedt os lidt og sat rejer og kolde drikke på bordet, da hun kom. Det var rigtigt hyggeligt, selv om det var alt for sent.

Det er dejligt at have dem alle omkring mig. De nyder det, og de nyder at være sammen. Vi har gjort Saras kjole klar til galle og lanciers på lørdag. Hun bliver smuk - min store pige. En helt enkelt lang sort kjole, som viser hendes slanke figur på fineste vis. Det er nu, jeg godt kunne tænke mig, at vi boede lidt tættere på hinanden, så skulle jeg have kigget med, når de indtager dansegulvet.

Sommerferien rykker tættere på nu. Vi har kigget på italienske ferielejligheder, og er ved at finde ud af, hvordan det hele kan hænge sammen med transport og ophold. Der er brugt timer på den konto. Det er ikke helt løgn, at planlægningen er en del af glæden.

Der er et punkt mere på weekendens dagsorden. Et punkt jeg har glædet mig til. Når klokken bliver 20.00 vil jeg være klar på første sofarække. Jeg skal se Lykke. Når hverdagen går i gang i morgen tidlig, er jeg klar.

Farfars fødselsdag

Jeg har gået hele dagen og grublet over, hvad der er med datoen i dag. Den 20. januar. Jeg kunne mærke, at der var noget, men jeg kunne ikke finde det. Det kom til mig som et lyn fra en klar himmel midt i en gang bogføring. Mine ungers farfar har fødselsdag i dag.

Vi skal ikke til fødselsdag, for han er her ikke. I år er det 21 år siden, at han døde. Han blev bare 56. Han var et særligt menneske, som jeg lærte at holde rigtig meget af, og jeg ville sådan have ønsket, at ungerne kunne have lært ham at kende. Vi var sammen hele familien til kaffe en søndag eftermiddag. Vi havde særligt nyt, for jeg var gravid med vores første barn. Det fik vi heldigvis fortalt. Om aftenen var han her ovre med noget værktøj, og vi sludrede lidt igen. Næste morgen var han død. En blodprop i hjertet havde taget ham fra os. Jeg husker det som et frygteligt chock. Der gik heller ikke lang tid, før min første graviditet endte i en spontant abort.

Der gik kun et par måneder, så var jeg gravid igen, og Sara kom sund og rask til verden. Bos far var glad for nyheden om det kommende barnebarn, og jeg er sikker på, at han ville have hygget sig med ungerne. Drengene kunne have spillet skak med ham i timevis, og han ville have kunne delt sin brede viden om alt muligt med dem. Jo, han er savnet.

For 10 kroner forår

I søndags købte jeg en lille potte med 3 løg i Fakta. Herhjemme er den røget i en gammel ting, og på få dage har foråret sneget sig ind i min stue. Jeg vil tro, at knopperne er ved blive til blomster, når jeg kommer hjem en gang i eftermiddag. Forår for 10 kroner. Det er ikke så ringe endda.

Når arbejdet spiser fritiden

Jeg er - som tidligere nævnt - på en lille arbejdsplads. Vi har omkring 40 kunder i hus lige nu, som alle skal have lavet årsregnskaber og have deres moms til tiden. Vi er 3 som med indehaverens alt for mange timer laver, hvad der svarer til næsten 4 fuldtidsstillinger. På grund af den store tilgang er det tid til at ansætte en elev og få opgaverne fordelt lidt anderledes.

Sådan var verden lige indtil i går. Nu er der chefen og undertegnede. Min kollega er syg, og det tyder desværre på, at det er et længerevarende fravær. Skat udsætter ikke deadlines, og vores kunders medarbejdere skal have deres løn til tiden.

Derfor har jeg lovet at give den en på joblivet det næste stykke tid. Det gør jeg gerne, for jeg har et rigtig godt og fleksibelt job, så det kan honoreres med enten ekstra løn eller fritid, når puklen er overstået.

Det jeg prøver at sige er, at hvis jeg er lidt fraværende her, så er det altså fordi jeg arbejder. Jeg kommer rundt og får læst hos jer andre, og jeg får også læst alle jeres dejlige kommentarer, men det kan knibe lidt med selv at få kommenteret.

Heldigvis kender jeg mig selv rigtig godt og har lært af livet. Så jeg kan tydeligt mærke, hvornår mine egne grænser er ved at være nået. Så jeg lover, at jeg ikke arbejder mig syg eller forsømmer min familie.

Og her stopper dagens skriveri - for jeg skal på arbejde....

God dag derude.

Hvorfor mon....

Sådan tænker jeg gerne, når jeg starter bilen og forlader tandlægens parkeringsplads. Hvad er det lige, der gør, at jeg bruger energi på at prøve på at lade være med at tænke på alt det, som jeg helst vil være fri for. Hvorfor er jeg ikke klog nok til at vide, at det ikke er sjovt, men at det er overstået på ingen tid.

I går var ingen undtagelse. Og da det ikke bare var et almindeligt tjek, var jeg lidt mere anspændt. Jeg vidste, at jeg skulle have boret et lille hul på ydersiden af en kindtand, og at jeg ville gå rundt og være bedøvet i kinden resten af formiddagen. Jeg er ikke bange for at blive stukket, så egentlig var der ikke det store at frygte.

Jeg tror, at jeg sad i stolen under et kvarter. På den tid fik jeg talt med tandlægen, og jeg fik boret det lille hul. Uden bedøvelse vel at mærke, for der skulle bores så lidt, at jeg dårligt kunne nå at tælle til 2. Og jeg slap for at gå rundt og være underlig i ansigtet resten af dagen.

Billedet her er ikke et hjørne fra min stue. Det er sådan en sjov rolig tidslomme at gå ind i. Det var der, jeg sad og ventede, da Jonas prøvede bukser i fredags. De har lavet et stort område om til en dagligstue, hvor det næsten føles som om, tiden er gået i stå. Da Jonas var færdig med at prøve bukser, blev jeg dog revet tilbage til nutiden. Prisen på tøjet svarer nemlig ikke til tidslommen. Pludselig var jeg tilbage i 2012.

Tirsdagen ligger klar foran mig nu. Der er varmemad og ikke de store pligter i dag, så det tegner godt. Jeg håber, at din dag bliver god.

Jeg snegler

Og det næsten bogstaveligt. Vi har nydt weekenden, livet og hinanden. Der er bagt snegle, og vi har hentet pizza i byen. Vi har set kongelige, som aldrig før og ellers lavet det rene ingenting.

I morgen kalder hverdagen. Jeg starter dagen med besøg hos tandlægen. der ligger en aftale om noget bedøvelse og tandbor. Hvis jeg overlever høres vi ved på den anden side.

Stille - jeg sover

Og det er måske så heller ikke helt rigtigt. Jeg halvsover nok nærmere. Med det ene øje lidt på klem, ligesom Dodo, da hun tog en lur bag rumpen på sin menneskefar. Og hvis lyset er generende, så er det da herligt, at man har et øre, der kan bruges til at skærme med.

Jeg nåede ikke i Blogland i går, og dagen i dag er også bare fløjtet afsted. Sandheden er, at jeg er lidt mast. Der er drøntravlt på arbejdet, og vi er ved at teste et elektronisk opbevaringssystem til diverse bilag. Det er drønspændende, for det er et system, som vi selv er piloter på, og som er udviklet på vores ønsker.

At der så er udsolgt, når jeg kommer hjem, er en helt anden sag. Det jeg vil sige er, at jeg ikke er gået ned eller er blevet syg. Jeg har bare trukket stikket et par dage. Og så ved jeg godt, at man hverken skal melde sig syg, eller bede om fri i Blogland. Alligevel hev tasterne lidt i mig.

Når dagens arbejde er overstået i morgen, står den på hyggetur og frisør sammen med Jonas. Vi glæder os begge, for det er længe siden, vi har været ude - bare os to. Jeg tror, at kameraet skal med, for det er vidst også gået i dvale.

Vi høres ved, når jeg vågner..

Op på hesten.

Her i huset er det jernhesten, der bestiges for tiden. Jeg ved ikke, om jeg skal tænke alternativt, for jeg er altså ikke gode venner med den sadel. I dag sad jeg på den i 15 minutter, så var rumpen øm. Til gengæld nåede jeg 5,8 km. uden de store problemer. Måske jeg skulle høre den lokale cykelhandler, om der findes et geleovertræk til den type sadel.

Jonas er lige gået ovenpå med et glas kakao. Han nåede som bekendt ikke at smage de lune dråber i går. Indtil nu er der ikke kommet nogle lyde deroppe fra, så mon ikke han bare vælger at drikke det i dag.

Jeg optog det royale program i går. Måske jeg skal nyde roen og lade Dronningen indtage min stue.

God aften til dig.

Moar...

Jeg har spildt lidt kakao.

Sådan lød det fra Jonas i går. Han havde taget et glas varmt kakao med på værelset. På samme tid var jeg gledet godt ned i sofaen og var klar til at se Margrethe på tv. Lidt kakao viste sig at være et helt glasfuld. Det havde ramt bord, seng og en god del af gulvet. For slet ikke at tale om de dråber, der var sprøjtet op på komoden.

Og sådan gik det til, at Fru Hansen her gik og gjorde rent på en mandag aften i stedet for at dyrke det royale.

Tilføjelse: jeg kan se på jeres kommentarer, at jeg hellere må tilføje, at Jonas deltog i projektet. Sådan er jeg nemlig.

Hjernegymnastik

Jeg så et indslag i tv-avisen i sidste uge, der handlede om vores hjerner. Det har jo længe været kendt, at hjernen først er færdigudviklet, når man er ca. 25. Men nu har forskningen vist, at den allerede topper, når vi er omkring 45. Kan det virkelig passe. Er vores styresystem kun konstrueret til at toppe i 20 år, når vi kan blive op til 5 gange så gamle.

Og her er det så, at timerne i sofaen med Wordfeud bliver retfærdiggjort. For hjernen har godt af træning. Det viser forskningen nemlig også. Og for at det ikke skal være løgn, så har det også vist sig, at motion er med til at udskyde ældningen af de vigtige små grå.

Alt i alt er der håb for mig. Jeg er ikke 45 før senere på året. Jeg jonglerer med tal om dagen og bogstaver om aftenen. Og så er der lige mit nye liv som cykelmotionist.

Og så kom jeg lige til at tænke på, at der vidst slet ikke er noget, der hedder tv-avisen mere. Nu om dage ser vi vel nyheder.

Søndagscykeltur

I dag er det søndag, og ifølge planen er det tid til at trække cyklen om foran fjernsynet igen. Jeg gør det, for det har jeg lovet mig selv. Men jeg har også lovet mig selv, at jeg ikke bliver sur, hvis det ikke bliver til en halv time. Det er sikkert bedre at bygge op, end det er at ødelægge sig selv.

Den står på rolig søndag. Bo har vagten og er (traditionen tro) blevet fanget i det på ugens sidste dag. Han befinder sig lige nu i Måløv og lider garanteret af hjemve. Madplanen siger rester i dag. Jeg kogte grøntsager i overflod i går. Det er en fornøjelse at putte dem i pisket æggemasse sammen med strimler af hamburgerryggen. Det giver den skønneste omelet, der finder vej til maven sammen med et stykke godt rugbrød.

Og så er der strikke pindene. De skal motioneres i dag. Jeg er i gang med hue/halstørklæde i et til Sara. Jeg kunne godt tænke mig at kunne sende den over til hende snart.

Opfølgende bemærkning: Det blev til 20 minutter og 7,5 km. Herefter mærkede jeg smerten i den unævnelige og valgte at stå af. Men 23,5 km. på en uge er vel slet ikke så dårligt, når man har glemt at motionere i maget lang tid.

Et mål er nået.

Bordet i mit bryggers har længe lignet løgn - sådan for at sige det mildt. Jeg har haft endeløse aftaler med mig selv om, hvornår det skulle ordnes. Nu er det gjort. Det er fint som aldrig før. Det blev endda bemærket af ældste søn, da han kom hjem i dag.

Når jeg har overstået sådan et projekt, kan jeg altid undre mig over, hvorfor pokker jeg først gjordet det nu. Det tog ikke lang tid, og resultatet er lige til at nyde. Nu vil jeg prøve, om jeg kan holde orden derude, så jeg slipper for den helt store oprydning.

Mit arbejde for i dag er overstået. Nu nyder jeg en weekend uden aftaler. Det har været tiltrængt ovenpå jul og nytår. Den står på kogt hamburgerryg med en masse grøntsager i dag. Jeg glæder mig allerede.

Jeg håber, at din lørdag bringer dig, hvad du ønsker.

Vildt fråderen

Den skønne guitarist på billedet her er snart 17. Han er født og opvokset i mit hjem, så vi burde egentlig tale samme sprog. Den daglige snak går som regel også fint nok, men en gang imellem må jeg melde pas. Så forstår jeg ganske enkelt ikke, hvad han siger.

Da vi sad og spiste vores aftensmad i går, fik jeg følgende bemærkning. "Mor, den madpakke du gav mig med i dag, var vildt fråderen". Hm. Jeg måtte selvfølgelig vide, hvad der var galt med den, for der er jo ikke nogen grund til at give dem noget med, som de ikke bryder sig om. Men nej. Den var lækker. Vildt Fråderen....

Bedre blev det ikke, da Jonas kom hjem og fortalte, at han var syg til skydning. Vi havde lige spist sammen, da han tog afsted, og da så han i den grad frisk ud. Og han så da også rimelig frisk ud, da han kom hjem. Men igen tog jeg fejl. Han havde bare skudt rigtig mange point. Så er man syg.

Til til sidst skriver jeg med meget småt: Jeg måtte opgive i går. Jeg tog 15 minutter og kom 5 km. frem i stuen, så kunne rumpen ikke klare mere i sadlen.

God fredag til dig. Jeg vil nyde det gode vejr og en fridag.

Motion og mad

Der er vådt udenfor, men heldigvis er der både lys og varme herinde. Jeg har klaret ugens arbejde og er klar til fridag i morgen. Jeg har ikke nogen aftaler eller planer, så dagen er helt min egen.

Lige nu er herren i huset i gang på cyklen. Når han har kørt 30 minutter er det min tur. Jeg er lidt spændt på at træde op, for bagen er altså ikke helt smertefri endnu. Men mon ikke det går. I tirsdags tog jeg 11 km. Jeg er spændt på at se, hvor langt jeg når på tiden i dag. For jeg må indrømme, at jeg er blevet lidt stædig. Jeg vil fuldføre. Jeg vil i form, og jeg vil så gerne af med de håndtag, der er begyndt at snige sig på omkring siden.

Madplanen er endnu ikke lavet færdig. Jeg var hos en slagter i nærheden i går og hente månedens kødboks. Det er det flotteste kød, jeg længe har set, og jeg glæder mig til at lave planer og finde ud af, hvordan det skal bruges. Slagteren har lagt en stribe opskrifter, der matcher kassen. Jeg har ikke tænkt mig at følge dem slavisk, men nye idéer er velkomne.

Den kan ikke trækkes længere. Cykelbukserne venter. Måske indlægget i morgen bliver skrevet stående....

Av - det gør ondt

Det gør ondt. Og ikke på det mest charmerende sted. Jeg har ganske enkelt ondt i bagdelen. Da vi havde delt det sidste kransekage i går, fortalte herren i huset, at det var tid til at få cyklen frem. Nu skal den bruges fast tirsdag, torsdag og søndag. Da han havde taget sin halve time, var jeg frisk. De første 25 minutter gik rimeligt. Og jeg skal hilse og sige, at de sidste 5 minutter var en pine.

Nu håber jeg bare, at den unævnelige smerte er fortaget til i morgen, for da er det jo tid igen.

Madspild

En af mine hjemlige mærkesager er ikke at få indkøbt mere, end vi bruger. Jeg kan ikke lide at smide mad ud. Jeg prøver at udnytte rester til nyt, og egentlig synes jeg, at det går meget godt. Trods denne holdning, har jeg lige smidt ud. Og nydt det. Gløggmix og pebernødder ligger nu i skraldespanden. Naturligvis i bioposen, som skal i det lille rum i spanden. Der er stadig lidt vanillekranse tilbage. Hvis de ikke er spist i løbet af et par dage, kommer de samme vej. Der er ikke plads til mere jul i mit indre univers.

Ud i hverdagen

Lige om lidt skal den blå polo og jeg finde vej til årets første arbejdsdag. Jeg er træt, men klar til at møde hverdagen igen. Af en aller anden årsag, så er jeg indrettet sådan, at jeg aldrig sover ordentligt den sidste nat i ferien. Jeg gik i seng i går aftes omkring 22.30. Jeg var så træt, at øjnene løb i vand, og sov vidst også inden jeg ramte puden. Men kun for at vågne igen og igen og igen.

Nu skal det jo ikke være brok det hele. Jeg har nydt min ferie. I stor stil. Det har været vidunderligt at have flokken samlet i længere tid, og det har været tydeligt, at børnene også har nydt det.

De skønne blomster på billedet står på mit spisebord og fortæller historien om de 28 år, vi har haft sammen. Denne gang er det mig, der har købt buketten. Det er blevet en tradition, at der skal stå friske blomster på bordet nytårsaften. Og nu, hvor der er rydtet helt op igen, kommer de rigtig til deres ret.

God mandag....

Et helt nyt blad

Det er næsten højtideligt, når man finder januar i den nye kalender og begynder at udfylde. Den hænger i køkkenet, så vi alle kan følge med. Seks kolonner er passende, selv om vi kun er 4 beboere. Madplanen bliver skrevet på i de perioder, hvor det fungerer. Yderste kolonne minder os om, hvornår skraldemanden kommer, så vi husker at køre spanden ud, og den sørger for, at alle ved, hvornår mormor har fødselsdag osv.

Jeg har ikke en masse nytårsfortsætter. Som altid hedder januar - nu laver vi madplaner igen, og vi skal fiinde ud af, hvor pengene fiser hen. Så er der den med frugt og sund kost i stedet for kager og kalorier.

Vi havde en rigtig god nytårsaften med gode venner. Da vi lagde hus til, var det måske ikke det kønneste syn, der mødte mig, da jeg stod op i formiddags lidt i ti. Vi er helt færdige nu. Der er ingen, der kan se, at julen og nytåret lige har været forbi. Nisserne er rejst og alt er ordnet. Stuegulvet er vasket og opvaskemaskinen har kørt på højtryk. Der er flødekartofler, broccolisalat og oksefilet fra i går, så middagen laver stort set sig selv. Alt i alt en god første januar.

Rigtig god nytårsdag til alle derude...