torsdag den 5. januar 2012

Motion og mad

Der er vådt udenfor, men heldigvis er der både lys og varme herinde. Jeg har klaret ugens arbejde og er klar til fridag i morgen. Jeg har ikke nogen aftaler eller planer, så dagen er helt min egen.

Lige nu er herren i huset i gang på cyklen. Når han har kørt 30 minutter er det min tur. Jeg er lidt spændt på at træde op, for bagen er altså ikke helt smertefri endnu. Men mon ikke det går. I tirsdags tog jeg 11 km. Jeg er spændt på at se, hvor langt jeg når på tiden i dag. For jeg må indrømme, at jeg er blevet lidt stædig. Jeg vil fuldføre. Jeg vil i form, og jeg vil så gerne af med de håndtag, der er begyndt at snige sig på omkring siden.

Madplanen er endnu ikke lavet færdig. Jeg var hos en slagter i nærheden i går og hente månedens kødboks. Det er det flotteste kød, jeg længe har set, og jeg glæder mig til at lave planer og finde ud af, hvordan det skal bruges. Slagteren har lagt en stribe opskrifter, der matcher kassen. Jeg har ikke tænkt mig at følge dem slavisk, men nye idéer er velkomne.

Den kan ikke trækkes længere. Cykelbukserne venter. Måske indlægget i morgen bliver skrevet stående....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar