At regne den ud

Det kommer til at være min favoritdisciplin det næste halve år. Tilbudsaviserne skal nærlæses, og der skal planlægges. Det begynder nemlig at gå op for mig, at jul og nytår er lige rundt om hjørnet. Og selv om vi prøver at holde det på fornuftigt plan, så koster det altså. Men den stopper jo ikke der. En af de første dage i februar bliver Jakob 18. Det skal markeret lidt, og så er der også lige noget med et halvt kørekort. Når vi har taget af bordet og ordnet opvasken efter fødselsdagen kan vi sætte os og begynde at planlægge den konfirmation, der skal holdes sidst i april. Jeg er lidt træt, når jeg tænker på det, men det skal nok gå alt sammen.

Tillykke Sara

I dag er det 20 år siden, at jeg blev mor første gang. En lille smuk og velskabt pige på bare 3.340 g. Hun var et nemt barn og sov igennem allerede, da hun var 10 dage. Hun har glædet sig til sin fødselsdag i dag, som ellers kun mindre børn gør. Jeg synes, at det er lidt underligt at tænke på, at jeg nu er mor til en 20 årig... 

Posten kom med pakken i går. En lækker bog fyldt med billeder af forskellige lækre måder at indrette sig på, og både brugskunst og praktiske ting i lækkert design. Det er den vej, hendes liv skal gå. Hun overvejer lige nu at tage uddannelsen til arkitekt - alternativt noget med design.

Hun skal fejres i aften. Den nærmeste familie kommer og siger tillykke, og der skal lidt godt på grillen. Der skal bages boller, og lagkagen skal lægges sammen. Nøjagtigt som til andre børnefødselsdage.

Må man lege med maden?

Nej - egentlig ikke, og heller ikke med frugten. Men det glemte husets store barn i går aftes, og pludselig lå der en bange frugt i skålen. Sjældent har jeg set 3 store unger på 17, 18 og 19 grine så meget over en citrus med hul i skrælden.

Jeg fik en SMS i går. Pakken er sendt, så nu vil jeg stå klar i døren i dag, når posten kommer forbi, for det betyder jo, at jeg kan risikere at være heldig. Ellers må der laves noget, der kan give hint om, hvad der venter, og der ligger da også en anden pakke klar på et hemmeligt sted. Det er altså lidt underligt at tænke på, at det i dag er 20 år siden, vi kørte afsted i den gamle Saab - bare os to. Næste gang jeg kom hjem, var vores liv ændret for altid, for vi var blevet forældre.

Sara glæder sig til i morgen, så hun næsten ikke kan holde det ud. Hun minder lidt om en 5-årig på det punkt. Jeg vil gøre mit for, at hun får en rigtig dejlig dag.

Ellers er status vel bare, at dagene flyver afsted, så jeg hverken når at læse eller at skrive ret meget her. Og så passer jeg på mig selv. For min arm er stadig dum. Den bestemmer faktisk ret meget lige nu, så hvis den siger, at det ikke er skrivedag, så lader jeg være. Det skulle gerne ende med, at det er mig, der bestemmer over den igen.

Kryds lige fingre

Gaverne på billedet er fra sidste år. For jeg har faktisk slet ikke noget at vise frem lige nu. Jeg har bestilt en ting på nettet, men det ser ud til, at det trækker ud. Den burde faktisk have været her nu. Anden del af gaven var simpel. Udtænkt og skulle bare hentes. Lige ind til mor ringede i dag og glad fortalte, hvad hun havde købt. En mor en smule i panik, det er vidst mig lige nu. 

Nu sætter jeg alt ind på, at posten kommer med det bestilte en af de nærmeste dage, og så må jeg ud og have fat i frøkenens ønskeseddel igen. Det er først på lørdag - eller også er det allerede på lørdag. Jeg har vidst lidt travlt.

Efterårsferien

Den ferie, vi havde glædet os sådan til blev lidt flad. Vi fik det bedste ud af det. Måske lidt flere timer på sofaen, end vi havde forventet. En biograftur og nogle skønne timer med alle børnene blev det også til. Der har været tid til at slappe af, og det har vel også haft sin fordel.

Da vi nåede weekenden var vi ved at være ovenpå igen, og vi trængte til at komme ud. Bildsø skov og strand ligger omkring 10 minutters kørsel herfra. Et skønt sted, hvor vi går gennem skoven for at nå ned til vandet. Et godt stykke henne af stranden kan man gå op i et sommerhusområde og tage turen tilbage til parkeringspladsen. Det hele tager omkring 3 kvarterer. Himlen og lyset var helt fantastisk, da vi kom lørdag formiddag. Det gjorde os så godt, at vi tog turen igen søndag formiddag. 

Vi - Bo og jeg - fik lidt på energikontoen af det. Dodo derimod tog et par timer på ryggen i kurven begge dage. Alle dufte og indtryk trætter en lille hund. Det skal ikke vare alt for længe, før vi gør det igen. Der er noget med, at vejret ikke er nogen hindring. Det er bare noget med påklædning.

Feriefredag

Den bliver en af de stille - vores sidste feriedag i denne omgang. Vi lever på sofaen og håber, at trykket snart letter i hovedet, og at næsen holder op med at løbe. Det er lige arbejdsgivervenligt nok. Jeg føler mig snydt, for mine feriedage er mere værd end det. Nå, nu er der noget med, at man ikke skal græde over spildt mælk, og det samme gælder vel spildte feriedage. Jeg får set lidt af det, der ligger og venter på mig på harddisken, og jeg får surfet lidt på nettet og lagt lidt bestillinger. Hvad jeg bestiller, siger jeg ikke til nogen. I næste uge er det nemlig 20 år siden, at jeg blev mor for første gang, og det giver anledning til hemmeligheder.

Vi lettede os som bekendt i går eftermiddags og fik konstateret, at Dolly ikke sover på ryggen. At Dolly ikke er, hvad vi troede, og at dansk film slet ikke er så tosset endda. Jeg var godt underholdt og fik nogle rigtig gode grin. Det er anden gang i denne måned, jeg er i biografen. Og anden gang i år. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, så er det også anden gang på 2 år. Det er absolut ikke det, vi har brugt vores tid og penge på. Det ender med, at vi kommer til at slå alle rekorder, for vi blev enige om, at vi også må ind og se 007. Der er bare noget særligt, når man sidder i salen og får det hele serveret uden nogen støj på sidelinien.

Jeg tror, at jeg vil invitere Dodo med ud og nyde den lune fredag. Jeg er sikker på, at hun siger ja, hvis jeg spørger. 

Før og efter. Og hvad er der egentlig med Dolly

Her er hun så, den lille frøken. Fanget i linsen lige inden vi kørte til Kalundborg i går. Godt langhåret og trængte til en ordentlig tur med børsten.

Et par timer senere hentede vi hende her. Og jo - det er den samme hund. Personligt kan jeg bedst lide hende, når hun er lige imellem 2 frisørbesøg. Hverken helt langhåret eller helt nytrimmet. Men hun liver op og bliver så glad, når hun har været afsted, så det er en ren fornøjelse at se  hende flytte rundt på kurve og kaste med kødben, når vi er hjemme igen.

Egentlig er hun jo en meget fin dame, der ikke burde klippes. Racen er langhåret og skal holdes sådan, hvis man vil gøre sig håb om avlsgodkendelse og alt det fine. Vi har besluttet os for, at Dodo er hyggehund, og at der ikke kommer nogen Dodoes i hendes kurv. Derfor får hun lov at leve livet som vovse uden at være langhåret og have sløjfe i pandetotten.

Vi bruger vores ferie helt forkert. Slatne og forkølede er vi. Jeg føler mig snydt. Lidt skal der ske alligevel, så i eftermiddag tager vi ind og ser, om Dolly virkelig sover på ryggen, eller om det er noget pjat alt sammen. Jeg kan dårligt huske, hvornår Bo og jeg har været alene i biografen sidst, men det skal der altså laves om på nu. Billetterne er bestilt og jeg er klar.

Vi holder ferie

Så her er lidt stille. Vi har nemlig valgt at bruge dagene på det rene ingenting. Og alligevel ikke. Når man ser på kalenderen, har der sneget sig småting ind. Frisørbesøg, massage (i håb om snart at få styr på motorikken igen), og om lidt kører vi til Kalundborg. Dodo skal til frisør - en aftale hun helst så sig fri for. 

Vejret er med os, så jeg er sikker på, at vi nok skal få dagen brugt - på den gode måde.

Lidt flere tanker om livet

Mit forrige indlæg gav anledning til mange spændende kommentarer og tanker. Facit er vidst, at der ikke er noget facit. At vi hver især tager stilling ud fra vores eget liv og den historie, vi nu engang bærer med os. Og på den måde er der ikke noget der er rigtigt, og noget der er forkert.

 

Min egen holdning er klar. Vi valgte at få lavet prøverne, da vi ventede vores sidste barn. Valget blev truffet efter mange tanker og samtaler, og vi var enige om, at fik vi en diagnose, der ikke var foreneligt med et normalt liv, så ville det slutte her. Der var mange ting at tage hensyn til. Dels de store, som kun var små dengang, men også os selv. Vi havde stået det svære igennem som par. Vi var stadig en familie, der ønskede at være sammen. Men vi var også enige om, at det havde været svært, og at det ikke var sikkert, at man kunne mødes og holde sammen om flere udfordringer i den størrelse.

 

Jeg elsker mine unger, og jeg vil ønske, at de bliver dem, der en dag står og siger farvel til mig, og ikke omvendt. Men i min verden må det ikke være for enhver pris, og det skal aldrig nogen sinde være for min skyld. Derfor valgte vi også at stoppe Mies behandling, da vi stod i det. Jeg har aldrig sat spørgsmålstegn ved, om det var det rigtige. Heller ikke, da jeg så den meget omtalte dokumentar, om pigen, der ikke ville dø.

 

Et par år efter Mies død var vi til den store gymnastikopvisning. Sara skulle på gulvet. Jeg husker tydeligt, at vi mødte et forældrepar med deres datter i klapvogn. Jeg vil tro, at hun var 6-7 år. Hun var nærmest spændt fast, og sad og hang med hovedet til den ene side. Hun havde en kampe hagesmæk på, som var godt våd. Det kunne have været vores Mie. Hun havde kramper og var hjerneskadet. Jeg er ikke i tvivl om, at de forældre, elskede deres datter, der sad der, min i mit stille sind bekræftede det vores beslutning om at stoppe behandlingen og lade Mie få fred. Jeg følte mig faktisk heldig et øjeblik.

 

Vi oplevede at blive pustet i nakken en gang mere, for præcis 7 år siden i dag. Bo var kommet hjem efter en hel uge i Jylland, og vi sad i sofaen alle 5. Jonas og jeg læste "Find Holger", og Bo og Sara var fordybet i noget andet. Jakob lå på sofaen og så fjernsyn, da han pludselig begyndte at ryste og fik kramper i hele kroppen. Det var noget af det værste jeg har set. Hans øjne rullede og vendte det hvide ud, og alle muskler krampede på en gang. Vi fik ringet 112 med det samme, og det varede ikke mange minutter (trods vores placering i udkantsdanmark), før stuen var besøgt af akutlægen og 2 falckmænd. På det tidspunkt var kramperne overstået, men Jakob var væk. Han lå og savlede og sagde mærkelige lyde. Da var jeg mere bange, end jeg var, da det hele stod på. Jeg var bange for, at det havde ødelagt min dejlige søn, og at han nu var slået til grøntsag. Jeg nåede at tænke, at så måtte det hellere have taget ham. Vi slap med skrækken. Han kom sig hurtigt, og kunne selv gå ud til ambulancen og fortælle dem, hvad han hed, og hvornår han havde fødselsdag.

 

Jakobs fik diagnosen rolandisk epilepsi. Man vokser sig fra den, og den er som regel overstået, når man kommer i puperteten. Vi oplevede aldrig flere anfald, og i dag tænker vi ikke på det mere.

 

Alt dette var en udløber af mine tanker om, at det ikke må være for enhver pris.

 

 

Undskyld vi er her

Jeg har siddet og fulgt Sarah, Sandra og Maria de sidste seks uger. De tre skønne piger, der hver især fortæller om deres hverdag og deres liv med Downs syndrom. Der er udfordringer, glæder og sorger som hosalle andre, og jeg synes, at det har været interessant at følge dem.

Det har også sendt mine tanker på flugt. Til mit eget handicappede barn, som jeg ikke måtte beholde, men også til tiden efter, hvor jeg skulle tage stilling. Mies problemer var ikke opdaget på almindelig vækstscanning (som vidst også var lidt mere primitiv den gang). Hendes kromosomer fejlede overordnet ikke noget, så en fostervandsprøve ville heller ikke have afsløret noget.

På grund af Mies historie fik vi hele viften af tilbud, da graviditeten med Jonas var en realitet. Den store misdannelsesscanning på RH var vi slet ikke i tvivl om at sige ja tak til, men fostervandsprøven gav anledning til mange tanker, da den ikke er uden risiko. En spontan abort ville have slukket vores håb om flere børn, da det var min 6. graviditet, og vi godt var klar over, at dette var vores sidste.

Jeg savnede rådgivning. En der kunne sige, at jeg skulle vælge til eller fra fordi... Det svar fandtes ikke. Den lå suverænt hos mig. Hvis jeg valgte prøven og mistede barnet, var det min skyld, fordi jeg havde valgt til. Hvis jeg valgte fra og præsenterede familien for et handicappet barn, ville det også være min skyld. En udløber af mit valg. Jeg valgte til. Mest på grund af Sara og Jakob, som bare var 3 og 5 år. De havde været tilsidesat nok. Vi var to om alle samtaler og beslutninger, men det føltes meget som en mor-ting. Det var jo min krop der allerede have svigtet en gang og ikke udviklet det sunde og raske lille barn.

Heldigvis var alle prøver fine, og jeg slap for at tage flere valg. Jonas kom sund og frisk. Og når jeg ser udsendelsen om de tre skønne tøser, så er jeg glad for, at jeg ikke fik valget om at vælge en af dem fra.   

Ynk og klynk # 2

Ynk og klynk. Det er ikke mig. Ikke alene i hvert fald. Det er mig og Jakob. Jeg fik en sms på jobbet i dag, hvor han meddelte, at vi nok skulle en tur omkring skadestuen senere. Den blev klaret med lægevagten, (som i dag var vores egen nabo), og dommen er klar. En forstuvet vingespids, der gør ondt. En flok glade drenge, en fodbold og en fugtig græsplæne. Nu er vi 2 med stækkede vinger.

Jeg er i stærk bedring. Heldigvis. Det gør ikke konstant ondt mere. Det er mere noget med en påmindelse, når jeg bliver for dygtig, så jeg er vidst lidt heldig. Det er min venstre arm. Min den jeg gør ALT med arm. Jakob er ramt på venstre håndled. Heldigvis er det ikke hans skrivehånd, så han kan stadig passe sine skriverier og sin skole. 

Jeg har læst rundt omkring i blogland de sidste dage, men har ikke fået skrevet meget, for det har ikke gjort godt. Nu tror jeg, at det kan lade sig gøre igen, så nu kan jeg igen svare på de kommentarer, der heldigvis finder vej hos mig.

Og så er jeg forhåbentlig færdig med at skrive om ynk og klynk....

Ynk og klynk.

Det er så mig. Jeg var ved lægen i går, og han konstaterede, at min overarm er forstuvet. Det er ikke dødeligt, det gør bare ondt. Hvis det fortsætter mere end 2-3 uger, skal jeg komme igen. Et øjeblik hørte jeg ikke hans hvis. Jeg hørte bare det med ugerne. Jeg troede, at når jeg faldt, så rejste jeg mig bare op og børstede støvet af jakken, og så var det ellers overstået. Man skulle blive klogere end det. 

Jeg tåler egentlig meget smerte. Jeg har født børn og bliver boret hos tandlægen uden bedøvelse. Jeg har endda overlevet smerten ved at få lagt lungedræn, og den er ond, skulle jeg hilse og sige.

Nå. Men man kører langt på et par panodil, og jeg klarer den nok. Det irriterer mig bare, at jeg ikke kan som jeg plejer. Når jeg glemmer kommer regningen, og så husker jeg lidt igen.  Jeg skal ikke hælde mere vand ud nu. Dagen er skudt igang, og jeg  hellere klare min dag.

Tak fordi du lyttede ;o)

Lidt om havelåger

Her er den så. Den grimme ting, der spændte ben for mig, så jeg lå og rodede i småstenene mellem låge, cykler og den blå polo. Det var tirsdag, og jeg er stadig gevaldigt mærket. Lige nu sidder jeg og venter på, at tiden skal gå, for jeg har bestilt tid til check af vingen. Bare sådan for en sikkerheds skyld. 

At kalde dette rædsel en havelåge er nok en pæn overdrivelse. Det er resterne af en, der blev lavet til en midlertidig løsning med det ene formål at holde hunden inde i haven, da vi fik hende. Senere blev alt det andet midlertidige hundehegn pillet op og den fine havemur kom til. Men hullet skulle stadig dækkes.Vi har en dygtig lille hund, der godt ved, at grænsen går ved muren. Hun går ikke ud - heller ikke selv om vi er på den anden side. Omvendt så stoler jeg ikke på hende, hvis der kommer en kat forbi. Derfor denne grimme ting.

Nu er dens dage talte. Jeg har næsten ikke set noget til min mand denne weekend. Han har været i garagen og hygget sig. I går eftermiddags kom han ud med denne og så vældig tilfreds ud. En havelåge med stil. Sådan en, der kommer til at fylde hele hullet i muren. En som får et håndtag, så den er til at åbne, og derfor ikke skal kravles over. Den er på ingen måde færdig endnu. Den er kun punktsvejset (siger manden), og mangler stadig hængsler og håndtag. Når det er på plads, skal den med ud og køre en tur. Den skal nemlig galvaniseres, så den ikke ruster.

Han er ikke meget for at indrømme det, og roserne er ikke helt lette at tage imod. Men jeg synes altså, at han er dygtigt. Jeg vil vove den påstand, at jeg snart har den flotteste havelåge på Helsingevel.

Så ved man, at det efterår

Hos os er kosten til dels bestemt af årstiderne. Jeg mener koldskål og kammerjunker går bare ikke en torsdag i december. Derfor er den nu væk fra hylden, og i går fik vi rigtig skudt efteråret i gang. Her bredte sig en duft af flæskesteg med sprøde svær, og herren i huset fremtryllede sin allerbedste sovs og en gang brune kartofler. For at fuldende den gode stemning, havde vi lavet en stor skål ris a la mande. Begge bedstemødre blev hentet, og på den måde fik vi skabt en skøn lørdag aften. 

I dag laver jeg ingenting. Sådan er det bare. 

Morgen med ild og en skaldet frisør

Morgenfarverne har været helt fantastiske, og er det endnu. Det ændrer sig minut for minut, og det billede jeg hentede kameraet for at fange, var allerede noget andet, da jeg kom til havedøren igen. Lige nu lyser himlen lyserød og orange. Jeg bliver aldrig træt af billedet lige uden for havedøren.

I går var jeg med mine kolleger på pigetur. Vi kørte tidligt fra kontoret og så "Den skaldede frisør". En rigtig sød film med sin egen lille historie. Godt med latter og anledning til en tåre eller to. Jeg var underholdt. Ikke mindst fordi Trine Dyrholm er fantastisk i rollen som Ida. Hvis du ikke har set den endnu, kan jeg kun anbefale den. Efter filmen gik turen til Café Zig Zag, hvor vi spiste grillede tigerrejer på salatbund. Alt i alt blev det en rigtig god dag. 

I dag skal der rykkes rundt og pakkes ned på kontoret. Desværre må de andre klare opgaven, for min arm er ikke til noget der er ret meget tungere end min kaffekop. Den er i bedring, men absolut ikke i topform. Der er vidst lagt an til en weekend med ro på. 

Jeg håber, at din fredag må blive lige så fin som himlen uden for mit vindue....

Fotoløs beskrivelse af tirsdagens flyvetur

Altså. Så gik det lige så godt. Jeg var til massage i går. Det gør jeg ca. hver 4. uge. Ren luksus, fordi det er godt for mig, og fordi det holder min nakke og skuldre smertefri trods kontorarbejde. Min arm har drillet et par uger, så i går fik den en ordentlig omgang og havde det rigtig godt, da jeg gik derfra. Jeg var lige hjemme og vende og hente en kilometerlang indkøbsseddel, og skulle ud til bilen igen. Hvad der skete, ved jeg ikke rigtigt, men pludselig lå jeg der. Jeg havde vidst hængt fast i det, der er på vej til at blive til en flot havelåge. Og for at det ikke skal være løgn, landede jeg på den arm, som lige var blevet behandlet. I dag gør den ondt, og jeg kan mærke, at den mangler kræfter.

Og så var det, at jeg lå der og frydede mig over, at vores indkørsel er oppe mellem to andre huse. At der ikke var nogen, der kunne se mig fra vejen. For hold da op, hvor føler man sig åndsvag, når man som godt voksen ligger der og ser dum ud. Fru Hansens værdighed kunne ligge på et lille sted et øjeblik.

Fotoløs beskrivelse af en skøn weekend

Jeg kæmper en kamp, men det vil bare ikke. Jeg ville vise jer udsigten fra vores værelse på hotellet, hvor weekenden blev tilbragt. Men jeg kan da beskrive det som noget af det smukkeste med vand, skibe og udsigt til de små øer lige på den anden side af sundet. 

Vi har nydt. Der er gået ture og slappet af. Vi har spist god mad og fået dejlige vine. Vi har grinet, og vi har ført dybe samtaler. Alt i alt har det været godt for os, og der er ingen tvivl om, at det ikke var sidste gang. 

Det er heller ikke sidste gang, vi skal besøge Svendborg. Jeg vil rigtig gerne se byen i sommersol (modsat efterårs silende regnvejr). Byens gågade og de fine omgivelser er jeg slet ikke færdig med. Vi opgav at udforske ret meget, for der var dømt heldagsregn, og det væltede ned i rigelige mængder. Vi startede derfor den sorte Polo og tog turen til Rosengårdscenteret i Odense. Der blev købt bluse og sko, og vi var inde og få en god frokost. 

Hjemme var alt i skønneste orden. Syv glade unge mennesker havde spist sushi og hygget sig fredag aften, og lørdag havde Sara og hunden brugt i sofaen. Det var skønt at komme hjem og se dem alle igen...

Og det med billeder - ja, det kommer måske en anden dag, når der er styr på det f...... netværk. Lige nu overvejer vi anden udbyder.