Den gule elastik har startet noget

For noget tid siden skrev jeg om den der badevægt, der tillod sig at være direkte hånlig. Jeg skal også noget om at tage skeen i den anden hånd og gå i hård kamp. Det har jeg gjort, og nu er jeg faktisk ganske tilfreds. Bukserne sidder igen, som jeg bedst kan lide det, og det der bløde i siden lige over buksekanten har trukket sig gevaldigt ind.

 

Der er stadig noget, der ikke helt sidder, som jeg synes, at det burde. Sådan noget, der er lidt slapt og som måske godt kunne arbejdes lidt med. Jeg ved ikke, hvorfra det er kommet, men nu er jeg altså blevet sådan en, der har lyst til at træne. Jeg tror, at det er en udløber af den gule elastik, der har hjulpet vingen i funktion igen, og som stadig bliver brugt. Jeg kan mærke, at det gør godt, og jeg har derfor fået lyst til at gå videre og træne resten af min efterhånden lidt trætte krop.

 

Jeg bliver aldrig sådan en, der stempler ind i Fitness.dk flere gange om ugen. Så jeg har anskaffet et par forskellige dvd'er, og giver den gas på stuegulvet et par gange om ugen. Gerne om morgenen inden arbejdstid, for det passer mig bedst. Jeg er klar over, at jeg ikke kommer til at ligne en 17 årig igen. Det er heller ikke meningen. Jeg trænger bare til lidt styrke i mine rygmuskler. Og hvis jeg kan få trukket navlen lidt tættere på rygsøjlen, så gør det da heller ikke noget.

 

 

En god og lang weekend uden netforbindelse

Weekenden er blevet nydt. Vi har været i Seawest ved Nymindegab. Vejret har i den grad været med os, og tiden er derfor blevet brugt til at nyde det store imponerende Vesterhav. Her er vi ved Blåvand. For sådan nogle vestsjællandsfolk som os, er det imponerende, at en strand kan være så bred og endeløs. Jeg drømmer om at holde sommerferie i et af de lækre huse lige bag ved de store bakker. Så vil jeg gå til stranden hver morgen, mens ungerne sover deres næsten endeløse teenagesøvn.

 

Vi har også nydt gensynet med indsejlingen til Ringkøbing Fjord og alt det skønne, der findes i det område. Det kom lidt bag på os, at der stadig var så mange mennesker på en søndag. Men det gik også hurtigt op for os, at de fleste var tysktalende. De nyder åbenbart stadig deres ferie.

Sara har været med os. Jakob hentede hende i Skive, da vi ankom fredag. Han elsker livet bag rattet i poloen, og hun var fint tilfreds med at kunne være sammen med os.

Dagene er gået hurtigt, men det er blevet nydt til fulde. Vi kunne alle godt have brugt lidt flere dage, men det lader sig ikke gøre, når man skal passe sine skoler.

 

Nu vil jeg finde kontoret, og så vil jeg kikke mig omkring i Blogland, når jeg engang lander herhjemme senere på dagen. God dag til dig derude....

Fætterweekend

Jonas og fætter Viktor fulgtes hjem fra skole i fredags. Han bliver ikke hentet før en gang i morgen, så vi har god tid til at nyde. Han er lige startet i 1. klasse og er efterhånden en rigtig stor dreng. Vi har hygget i dag, for det er vidst rigtig fedt at holde weekend med sine 2 store fætre.

 

At indtage spaghettien på denne måde, er ingen sag, når der er god plads til at suge den ind. Bemærk venligst den seje frisure. Håret blev sat, da han og Jonas mødtes over en dåse voks på badeværelset tidligere i dag.

Det der med kamera kan godt gå hen og blive lidt for meget. Også selv om vi hygger os. Nu er drengene ved at være gået til ro på første, så jeg vil trække mig. For er der noget, som Viktor kan, så er det altså at stå tidlige op.

Folkets dom

En lille familie, som jeg kender, er ramt rigtig hård. Datteren har været ude for det mareridt, det absolut må være, at blive passet op af 5 unge mænd, holdt tilbage og blive voldtaget. Det har selvfølgelig rystet det lokale samfund, og den lille familie er selvfølgelig dyb mærket af det. Når sådan noget sker, starter hele møllen. Det blev anmeldt med afhøringer og undersøgelser til følge, og så skulle der ellers bare efterforskes og anholdes nogen, så de kunne få deres behørige straf.

Sådan er det imidlertid ikke gået. Den unge piges forklaringer hænger ifølge politiet ikke sammen tidsmæssigt, og hun har nogle huller i sin hukommelse, så der er ting, der ikke kan forklares. Derfor har man nu fra politiets side besluttet sig for, at hun må anklages for falsk anmeldelse. Jeg ved ikke, hvad de forventer. At man ser på klokken, når man bliver antastet, og at man selv lige tæller efter, hvor mange af de 5 unge mænd, der benytter sig af, at man nu er offeret. At der er hul i hukommelsen er vidst meget naturligt. Da jeg havde psykologi på efteruddannelse, lærte jeg om forsvarsmekanismer. Fortrængning er en af dem.

 

Det blev offentliggjort på lokalt TV den anden aften, at man kun kan gå ud fra, at det hele er opspind, og herefter starter folkets dom. Jeg har set bemærkninger på Facebook, der går ud på, at pigen burde straffes. At hun kunne have ødelagt flere familiers tilværelse, og gad vide, hvad hun egentlig lige ville opnå med det. Folk er rørende enige. Det fik mig til at tænke efter. For hvis jeg ikke havde haft mit kendskab til familien, så havde jeg sikkert haft samme mening. At det er for langt ude at få sit behov for opmærksomhed dækket på den måde. Det er skræmmende. 

 

Jeg tror stadig på den lille familie. Hverken pigen eller hendes familie ville nogensinde kunne finde på at skabe sådan en historie for opmærksomhedens skyld. Nu håber jeg bare, at vores fine politisystem må ændre holdning og tage dem alvorligt. Og så håber jeg faktisk også, at de 5 unge fyre, der ændrede pigens liv for altid må blive holdt ansvarlige for deres gerning.

Induktion og rund bund

Vores nye kogezone er induktion. Farvel til stegepande, æbleskivepande, den store stegegryde fra vores kobberbryllup og 5 gode gamle gryder. De vil ikke på det nye. Derfor var jeg i byen i går for at investere i en stegepande. Turen gik til Kop og Kande, fordi det er tæt på, og fordi jeg havde et par ganske gode gavekort til samme butik. 

 

Jeg fandt den pande, som jeg mente burde med hjem, fik den trukket fra gavekortet og kørte hjem. Jeg købte ikke den dyreste, men absolut heller ikke helt billigt, så jeg var faktisk noget forundret, da den bulede op på midten, da vi skulle bruge den. Det er let at se, for den sjat fedtstof, der var kommet på, løb ud i kanten og lagde sig. Hele vejen rundt. Panden er tørret af igen og lagt tilbage i original emballage. Turen går igen i dag forbi Kop og Kande. Sammen med panden ligger den lille pandekagepande, som også kom med hjem i går. Den laver nøjagtigt samme nummer. Buler op på midten. Kan man så erklære en pandekage for færdig, når den er sprød i kanten, eller er der mon en dybere mening? Jeg ved det ikke, men jeg håber at være klogere (på det), når jeg kommer hjem i eftermiddag.

Lidt om emhætten

Vores køkkenprojekt startede egentlig lang tid før den onsdag i april, da skabene røg ned og blev til lejrkøkken. Det har været et ønske i flere år, men vi har altid haft rigtig gode grunde til at udskyde det. Men nu skulle det så være. Og da forretningerne åbnede i januar tog vi på rundtur. Det var her, jeg stiftede bekendtskab med emhætten første gang. Den sad i dette fantastiske sorte køkken. Det var bare lige det, at det var en samlet pakke. Vi nåede så langt, at vi fik det tilpasset vores tegninger og lavet ændringer for et pænt beløb - på forretningens regning. Vi var vidst grebet af den gode stemning. En fredag eftermiddag var vi forbi og pudse det sidste af, og så var det bare at vente til efter konfirmationen. I løbet af natten skete der noget i hovederne på os begge. Vi kunne mærke, at det ikke var det rigtige, så tavlen blev visket helt ren, og vi startede forfra på blankt papir.

 

Vi endte som bekendt med det lyse køkken, hvilket jeg er rigtig glad for. Det kan ikke blive ret meget bedre, tror jeg. Der var bare stadig lige det med emhætten. Forretningen kunne vise os flere, der så rigtig godt ud, og som vidst også virkede fint. De var bare ikke gode nok. Jeg havde altså lidt svært ved at glemme den sorte.

Da Bo sikkert ikke gad høre om den mere, gik han på nettet og finder skønheden, der nu hænger i mit køkken. Fortalte mig, at de også kunne købes i blanke, men at de var alt for dyre, så det var ikke en mulighed. Der er bare det ved den sag, at vi kører parløb her. Jeg tror, at jeg fik fortalt, at med den sum, vi alligevel skulle slippe, så skulle det bare være den. Basta.

 

Stædighed belønnes ind imellem, for manden søgte videre, og fandt netop den, der nu hænger i mit køkken. Den var til halv pris, fordi den var lidt ridset. Vi fik billeder af ridserne og blev enige om, at det var noget, vi sagtens kunne leve med. Det meste kunne måske endda pudses lidt op. Bo fik talt lidt med sælgeren, for han mente faktisk, at vi skulle have endnu mere rabat, når nu skidtet ikke var i orden. Men der var ikke noget at gøre. Han kunne komme og hente den til halv pris, ellers blev den solgt til en anden. Det blev den så. Manden i huset ville ikke tabe ansigt, så han takkede pænt nej, og gik på nettet og bestilte den i mit navn. Og således gik det, at jeg blev ringet op en dag i februar af en flink mand, der fortalte mig, at jeg havde købt en emhætte. Det vidste jeg faktisk ikke endnu på det tidspunkt. Da han fortsatte og fortalte mig, at jeg skulle være opmærksom på, at den var ridset, faldt femøren, og jeg var klar over, hvad der var gået for sig. Jeg tror, at de andre kunder i Brugsen gloede underligt på mig, at jeg gik og smågrinede resten af turen rundt i butikken. For at gøre den gode historie endnu bedre, så kan jeg da fortælle, at ridsen er ca. 1.5 cm. og at den er ovenpå emhætten.

552 km. og 3 kvarter i Skive

 

Så er Sara sendt af sted på højskoleophold. Vi så ryggen af hende i går, og skal ikke forvente at se mere til hende før til hendes fødselsdag sidst i oktober. Oppakningen til 5 måneder er ganske gigantisk, så jeg havde overgivet mig til en tur til Jylland. Poloen blev pakket og så var det ellers af sted. Heldigvis har Sara kørekort, så hun klarede turen derop. Vi fik læsset af og indkvarteret hende, og efter 3 kvarterer kom hendes nye roomie. Herefter var der ikke rigtigt noget at gøre for mig, og jeg kunne tage de 276 kilometer hjem - helt alene. Jeg fortrængte, at der er noget, der hedder tankstationer, og at de sælger is og andet godt, så motoren blev ikke stoppet, før jeg holdt hjemme i indkørslen.

 

Billederne her er mine nye nørklerier. Det endelige bevis på, at vingen er ved at være, som den skal være. Jeg strikker på alle mulige og umulige tidspunkter, og jeg nyder, at det igen kan lade sig gøre.

 

Sokkerne er lidt for varme endnu, men de skal nok blive brugt, når vi kommer nogle måneder længere hen på året.

Velkommen indenfor

Her er de så. En stribe billeder af det rum, der har givet anledning til så meget arbejde, og som jeg nu nyder at indrette og at være i. Jeg havde godt nok truet med, at der ikke kom billeder her, før alt var helt færdigt. Men der er noget med, at man tager et standpunkt, og så står man ved det for en stund....

 

Her den del af køkkenet, hvor arbejdet foregår. I får det med opvask på bordet, for Sara og jeg var i IKEA i går, og opvaskeren kunne altså ikke rumme alle vores indkøb på en gang. Her mangler vi bare et lille stykke sokkel ved opvaskeren, så den ikke står og gaber ved gulvet. Vi har valgt XL fra Kvik, så jeg har skuffer med en dybde på 63 cm. og jeg skulle hilse og sige, at de kan rumme noget.

 

På modsatte side af vinduet er dette arrangement stillet op. Det er ikke skævt, men jeg kunne ikke gøre det bedre med mit lille kamera. Højskabet og indbygningen til ovnene er alm. dybde, men gemmer sig lidt i hakket. Skufferne er egentlig badeværelsesmøbler. De er kun 28 cm. i dybden, men meget funktionelle. Sådan er det blevet, fordi vi så kan bevare vores indbyggede garderobesystem på den anden side af væggen. Vores entré er nemlig mindre end lille. For enden af dette arrangement kommer vores køleskab til at stå. Væggen er her trukket tilbage igen, så det kommer til at stå lige med skufferne. Slet ikke så tosset.

Her tryllede jeg en lækker fiskeret frem i går. Det kan jeg nemlig, når jeg bruger opskrifterne, der følger med , når fiskekassen kommer om onsdagen.

Endnu engang et eksempel på mine ikke så gode evner ud i fotokunsten. Det er ikke fordi, det hele er støvet til her. Det er noget med lyset og emhætten, der spejler sig. Jeg er rigtig glad for mit store komfur (hedder det vidst ikke). Desværre har det vist sig, at hverken den bedste stegepande, stegegryden eller min æbleskivepande kan bruges på det. Det er sat væk sammen med 4 gryder. Til stor tilfredshed for Jakob, som mener, at han kan få det med, når han engang pakker sine ting.

Lamperne er et hit. De er blanke inden i, så de kaster lyset rigtig godt ned. Overfladen er beton. Gråt og råt beton. Det havde jeg nok aldrig troet, at der skulle hænge ned fra loftet i mit hus. Der er indkøbt en lillebror til dem, som skal hænge hen over de smalle skuffer. Den fik jeg først hentet i går, så den ligger stadig i sin kasse.

Lige nu ser det hele sådan ud. Listerne på gulvet finder garanteret på plads en af dagene, for der kommer gæster til fødselsdag på lørdag. Vindueskarmen ligger i garagen og tørrer, og den er også på plads inden weekenden. Den er af samme træ som bordpladerne.

Uden for billedet i højre side, har vi plads til det lille bord, hvor kaffen skal nydes, når vi kommer hjem fra arbejde. Det har været et kæmpeprojekt. Større end jeg nogensinde havde forestillet mig. Jeg har slet ikke tal på de timer, Bo har investeret i det. Heldigvis er han enig med mig i, at det er det hele værd. Historien om emhætten er stadig ikke skrevet. Den er et kapitel for sig, og forventes udgivet en af de nærmeste dage.

Se lige, hvad jeg har fået

Jeg er ualmindelig heldig i dag. Dels har jeg hele flokken hjemme for første gang i et par uger (og for sidste gang i flere måneder), og så har jeg fået gaver. Det er min fødselsdag i dag, og jeg bliver bare 46 år. Jeg har elsket krusene her fra første gang jeg så dem. Kun en ting har afholdt mig fra at fylde kurven. En rigtig væsentlig ting - nemlig prisen. Nu er de her, og jeg har besluttet mig for, at de skal bruges. Ikke noget med at sætte dem ind i skabet til der kommer gæster, fordi de er fine. Nej - de skal glæde mig hver eneste dag, og jeg er sikker på, at kaffen kommer til at smage vidunderligt.

 

I dag lå de pænt pakket ind. I en pose fra Søstrene Grene, så jeg ikke skulle forledes til at tro noget. Huset i baggrunden er også en gave. Jeg fik det andet til mors dag sidste år, så nu kan de stå side om side i vinduet i stuen. De er tilpas skøre og skæve.

 

Jeg må videre i teksten, for fødselsdag eller ej, så skal her laves noget. Jeg pakker kasser ud med gemte og glemte køkkenting. Når jeg har rydtet færdig op, vil jeg se, om jeg kan få taget nogle gode billeder, og så vil jeg byde velkommen i Familien Hansens nye køkken.

 

Ikke et ord om varme

I dag har jeg modtaget kvittering fra Post Danmark. De har registreret mit nej tak til reklamer. Jeg har fået lov, og det var ikke spor svært. Hvem sagde kvindelist.

Mit køkken er klar til brug i weekenden. Det har min håndværker selv lovet. Vand og strøm er i orden nu, så nu starter vi. Der skal fyldes op og indrettes. Der skal garanteret også flyttes rundt efter noget tid, og så skal vi ellers finde ud af, hvad vi gør ved de fine bare vægge. Der mangler en vindueskarm, men den tror jeg, at håndværkeren ordner i weekenden.

 

Denne fredag er også startskud til en uges ferie. Denne gang er det bare mig. Jeg skal have sendt Sara godt af sted. Hun skal på Krabbesholm og udfolde sine evner. Faktisk har hun meddelt, at vi nok ikke skal vente, at hun kommer hjem, før opholdet er slut.

 

Jeg nægter at lave noget i dag. Mest på grund af det unævnelige i overskriften. Men også fordi, at det må jeg godt, når det er fredag. Jeg har fundet en plet på terrassen, hvor der lige præcis er nok vind til at det er behageligt. Der vil jeg smutte ud og nyde resten af dagen.

Denne gang tror jeg, at jeg vinder

Hvis der er noget, vi ikke er enige om her i huset, så er det strømmen af kulørte reklamer, der vælter ind uge efter uge. Jeg er træt af dem. De bliver båret ind, kikket i og efterladt. Sådan lige midt på bordet i en stor rodet bunke. Der ligger de så, til jeg ikke gider at se på dem mere og samler dem sammen. Gæt også hvem der tager dem med til genbrugsboblen, når der skal handles? En anden detalje er, at jeg synes, at det er fuldstændig unødvendigt at bruge alt det papir. Lidt noget svineri faktisk.

Vi har talt om det flere gange, men Bo har klart ment, at hans liv ikke var det samme, hvis de ikke lå klar efter morgenkaffen om lørdagen. Hygge - tror jeg. Nu har jeg imidlertid andre tråde at trække i. Bo fik nemlig sin første helt private telefon, da han havde fødselsdag for nogle uger siden. En flot Iphone 5, som han allerede har fundet glæden ved. Og det er her, min trumf kommer ind. Jeg har vist ham den app, der hedder tilbudsavis. Her finder man alle reklamerne og kan bladre, som man har lyst. Samme app er blevet lagt på min Ipad, så her kan man læse dem i lidt større format.

Nu fornemmer jeg, at der ikke er langt til Nej tak til reklamer på familien Hansens postkasse.