Tiden går - og jeg går med

Jow jow - jeg lever endnu. Jeg lever endda ganske godt. Hvorfor der opstod den længste pause nogensinde, ved jeg ikke. Sådan blev det bare.

Nu er det jo ikke fordi, jeg har lavet ingenting. Jeg har nydt sommer med familien og jeg har været god til at være og at nyde at være.

Jonas kom hjem fra efterskolen til sommerferie og tog afsted igen. Nu på sidste år. Sara er gået i gang med 3. semester på designskolen i Kolding, og Jakob er lige startet et forløb som leder-trainee i den lokale Superbrugs. Der er kommet kærester til, og ind imellem kan vi være ganske mange om spisebordet.

Livet har også budt på udfordringer. Vi har måttet tage afsked med begge mors brødre på bare 2 måneder. Begge er de bukket under for den lede lungecancer. Præcis som deres bror gjorde det for mere end 25 år siden. 

Nu har jeg lyst igen, så jeg vil prøve, om jeg kan få blæst liv i bloggen igen. At dele lidt billeder og følge med rundt omkring. Jo - aftalen må være, at vi høres ved i Blogland.

Jeg har skudt fugle

Både mejser, grønirisk og svaner. Jo da - jeg prøver og jeg leger med mit kamera. Jeg er vildt imponeret af min nye evne til at zoome. Det gør det hele lidt sjovere. Nu skal jeg bare have fundet et ordentligt etui til det, så jeg kan smide det på bunden af tasken og tage det med mig over alt. 

Fredagen er landet. Med fredagskage og planer om den gode hjemmelavede pizza. Præcis som vi plejer. Ugen har budt på en halv spontant fridag, og i det hele taget er jeg ved at være landet i hverdagen efter påskeferien. Det holdt hårdt, for mors indlæggelse kom til at vare en hel uge. Nu er hun hjemme igen. Med midlertidig ilt installeret i huset, som skal bruges 16 timer i døgnet. De forventer, at hun kommer til at slippe det igen, når hun er kommer sig helt over sin lungebetændelse, så det håber vi. 

Denne weekend skal bruges i godt selskab. I morgen skal vi i sommerhus og spise hos gode venner, som vi ikke har set siden nytår, og på søndag skal vi til fødselsdag hos min søster. Det lille Lumix skal med begge steder, så mon ikke jeg vender tilbage her....

Ikke mere ferie i denne omgang

Ferien kom og gik, men heldigvis gik den rigtig godt. Vi fik ikke ordnet noget af det, vi have planlagt. Til gengæld er det gamle brændeskur pillet ned og kørt væk, og der er sket en masse i haven. Det gode vejr må bruges, når det er der. 

Påsken blev brugt med børnene. Vi hyggede sammen og de var i biografen og en på en overnatning hos sin moster. På den måde blev det aldrig for meget, selv om vi var mange under tag. Der er blevet gået ture og spist god mad, og der er blevet snakket til klokken var langt over sengetid. 

Efter påskedagene havde vi et par hverdage for os selv. Den ene blev brugt på shoppetur og gennemført hygge med Inge. Vi indtog Slagelse til indkøb og god frokost, med efterfølgende kaffe hjemme i gårdhaven. Midt i projekt pil ned og ordne have. En anden gang skal jeg sørge for, at der ser lidt bedre ud.

Vi er nu startet igen. Det er lidt hårdt, når uret ringer, men egentlig ikke så tosset. Jeg er jo også glad for min hverdag. Timerne er dog for få i denne uge. Mor er indlagt med lungebetændelse, så der er nogle ekstra ture til Slagelse. Hun er heldigvis i bedring og har udsigt til at komme hjem på fredag. 

Og så vil jeg ellers afslutte mit lidt rodede indlæg her med at fortælle, at mit nye kamera er landet. Med ikke mindre end 3 dages forsinkelse. Jeg havde det lidt, som hvis juleaften var blevet rykket. Nu skal der leges og leges og leges. Vi skal blive dus, og jeg skal finde ud af, hvad det kan. Der ligger en manual inde på bordet. Måske jeg skulle starte der. 

Påsken hos Familien Hansen

Vi er mange i huset i påsken. Alle er hjemme, og der er endda en kæreste med. Det sker efterhånden sjældent, at de alle er hjemme på en gang, når der er skoleweekender på efterskolen og andre planer, der naturligvis skal passes.

Alle har de taget fat. I torsdags kom jeg hjem til nyvaskede gulve og rene vinduer, da jeg havde været i Loop. Og i går blev jeg jaget ud af køkkenet, da der skulle laves mad. Bo har tilkaldevagten lige til mandag morgen, så vi planlægger ingenting pånær dagens måltider. 

Jeg har længe ønsket mig et nyt kamera, der kunne zoome bedre. Men af forskellige grunde (læs, værkstedsregninger og andre grimme udgifter) er det altid blevet udskudt. Nu er det bestilt. Mit påskeæg - min gave til mig selv - bare fordi jeg kan. Om ikke så længe kan jeg lege med et Panasonic Lumix TZ70. Jeg glæder mig. 

Nu vil jeg nyde påsken. Jeg har været i Loop og der er styr på dagens mad. Der er en trøje, der skal afsluttes og en tur, der venter på at blive gået. Rigtig god lørdag derude.....

Hej.......

Jeg hedder Susanne og det er mig, der en gang skrev her, når jeg lige kom forbi. Nej okay - jeg behøver måske ikke at præsentere mig igen, men det er da lige før. Sidst jeg sad og skrev, var det d. 5. marts, så nu er det sidste chance, hvis jeg skal nå mere i denne måned.

Og hvad laver jeg så, når jeg ikke skriver? Jeg følger da med. Jeg lusker rundt i blogland og ser, hvordan det går der, hvor jeg altid har fulgt med, og hvor jeg nyder billeder og nyheder. Hvad der har sat sig på  min egen skrivetrang, ved jeg ikke. Jeg har bare konstateret, at den har ligget i dvale.

Som så mange andre, ser vi frem til påsken lige nu. Da vi ikke har nogen skolebørn hjemme, er ferien ikke startet endnu. Bo har vagt hele ugen og dermed også i påskedagene. Han skal dog kun møde ind ved behov i helligdagene, så vi krydser fingre for, at vi får lov at holde fri. Vores sidste feriedage er gemt til næste uge. På den måde får vi en god lang ferie, når påskedagene kommer oveni. Vi bliver hjemme, for der er nogle depoter i huset, som vi er enige om, at vi skal have gjort op med. Sådan et rum, hvor der altid er plads til lidt mere, og kæmpe skab, som vidst også rummer ting, som vi for længst har glemt. Det har længe været et punkt på listen, men nu skal det altså være. 

Lige om lidt er flokken samlet. Sara kommer i dag og Jonas i morgen. Jeg glæder mig til at have dem samlet igen. Vi skal påskehygge og vi skal bare være. Og ind imellem vil jeg sætte mig og skrive lidt. Det må være på tide at komme lidt på banen igen. 

Fridag og stille fødselsdag

Jeg holder fri i dag. Det gør mit indre ur ikke, så jeg var oppe 05.30 og er for længst færdig med vasketøj og sådan nogle kedelige ting. Jeg har også været en tur i Loop og klaret weekendens indkøb. Slet ikke så tosset på en torsdag. 

Om lidt skal jeg til Charlotte i Lynghuset. Som sædvanlig har jeg lokket hende til at lave fødselsdagsblomsterne til Mie. Den lille frøken ville være blevet 17 år i dag, hvis hun havde fået lov. Det er noget diffust, for babyer bliver ikke 17 år. Jeg kan ikke se hende for mig, men en fødselsdag er en fødselsdag, og jeg kan stadig mærke den. Den vælter mig ikke, og det er ikke noget der gør mig en hel masse ked af det. Men det giver anledning til tanker og det hele bliver lidt nærværende igen. Det kan måske lyde lidt underligt, men det er faktisk rart at mærke og at huske, for det kom jo til at betyde en masse for hele familien. Det giver altid sådan en udefinerbar energi i kroppen, der gør, at jeg har besluttet mig for, at 5. marts er min årlige fridag. Hvor længe det må være sådan ved jeg ikke, men det passer mig fint. 

I morgen er også fridag. Jonas kommer hjem fra efterskolen i aften, så der er planlagt tandlæge og andre praktiske ting i morgen. Desuden vokser han stadig med lynets hast, så der er vidst også noget med lidt tøj, der er blevet for kort i den ene ende og som derfor må udskiftes.

Mine niecer er kommet hjem fra Indien med deres forældre, så i morgen flytter Nini hjem. Det har været hyggeligt at have den på besøg, men selv om Jakob vrøvler lidt om det, så kommer der altså ikke nogen anden kanin her. Jeg glæder mig til ikke at have spåner og hø i det halve af hytten. 

Det ligner forår udenfor. Jeg tror, at jeg vil lokke hunden med ud, så vi kan nyde det. 

Februar kom og gik

Og jeg har vidst bare brugt tiden på at gå med....

Det har været en måned med ikke mindre end 3 familiefødselsdage. Det har også været måneden, hvor jeg landede igen ovenpå januars alt for meget arbejde. Vi er nogenlunde i normalt gear nu. Altid med nok at lave, men uden for panikzonen. Det er i virkeligheden sådan, jeg helst vil have det.

Vi har stadig kanin. Den har det fint og er blevet noget frigjort. Den vimser rundt i stuen sammen med hunden hver dag, når vi kommer hjem. Når de er alene, er de stadig adskilt. Den skulle jo gerne holde, til niecen kommer hjem fra de varme lande. At jeg den anden dag måtte sende min bror et billede at ledninger til den ene højttaler klippet fint ud i 5 cm. stykker sammen med forsiden af sidste nummer af samvirke er en anden sag. Til dem af jer, der ikke har læst Samvirke, kan jeg fortælle, at de har flere sider med opskrifter med kanin. Siger det bare.

I går var der kold hvidvin og sushi på bordet. Vi havde lidt at fejre. Vi har nu kun 3 år tilbage til sølvbryllup. Det er lidt underligt at tænke på, for jeg kan godt huske, da jeg var barn, og det var gamle mennesker, der holdt sølvbryllup. Sådan er det ikke mere, for jeg er altså ikke gammel.

Jeg har fundet nyt musik på vores Telmore-play. Paul McCartney - De største hits. Det er min musik, og nu vil jeg skrue op og gå i gang med at forberede kalvestegen på en tur i ovnen med en masse godt.

Billeddokumentation

Jeg er blevet bedt om billeder af hun og kanin, og tro mig. Det er forsøgt. Jeg er glad for, at de ikke taget på gammeldags dyre filmruller, for der er trykket rigtig mange gange. I går var den lille fætter igen ude af buret, og jeg tænkte, at jeg ville give det et forsøg. Jeg har valgt at gengive min oplevelse som den var. 

De er sjove sammen de 2, og det sker mange gange om dagen, at snuderne mødes. Dodo vil rigtig gerne lege, men Nini føler sig meget tydeligt bedst tilpas med blødt under fødderne og et spidskål foran sig. I morgen er det 2 uger siden den ankom. Vi har fået en enkelt hilsen fra familien. Noget med en hygge næsten i vandkanten i Indien. Noget med varme og badeture. Jeg synes, at Indien er alt for langt væk, og jeg glæder mig til at se dem, når de kommer hjem igen. Denne gang er hjem huset på Amager. De forlod Christiansø sidst i januar og har nu begge fundet nye job. De glæder sig til at være hjemme igen og vi glæder os til bare at kunne smutte forbi. 

Stille igen

Vi har lige nydt en dejlig uge. Bo, Sara og Jonas har haft vinterferie. Jakob har ligget syg, og jeg har passet mit arbejde. Den ene dag hjemmefra, og de andre dage på kontoret. Selv om man er den arbejdende,  kan feriestemningen sagtens mærkes. Der er en anden rytme om morgenen, og de fleste dage havde de tjek på mad og indkøb, når jeg kom hjem. Det er blevet nydt. Nu er Jonas tilbage på øen, og Sara er taget hjem til Århus. Jakob er frisk igen og hverdagen melder sin ankomst. 

Vi har fået en gæst. En lille behåret en, som egentlig skulle have boet ude i garagen i 3 uger. Men Jakob, som har lovet at passe, og hans far blev bløde om hjertet, så den måtte da ind i varmen. Vi taler om Nini. En meget sød lille sort kanin, som springer rundt i sit bur og vælter maskål og kaster med spidskål. Det har faktisk vist sig, at den er rigtig hyggelig at have på besøg. Hunden synes, at det er vældigt interessant, og hun er egentlig lidt ærgerlig over, at den ikke vil lege med hende. Når den endelig kommer ud af sit bur, varer det ikke længe, før den vender hjem igen.

Jakob og jeg skal på arbejde om lidt. Jeg tænker, at vi hellere må lukke buret og sætte den lidt højt. Det er jo en kanin, og Dodo er en hund. Og tænk hvis hendes interesse skyldes, at hun ser en lille madpakke i sort skind....

Kryds lige fingre for, at vi kan holde den i live 2 uger mere. Så kommer ejeren nemlig hjem fra sin lange ferie og skal genforenes med sit kæledyr. 

Ros til kokken

Jeg har været uden skriveredskab. Ikke at vi mangler kuglepenne og blyanter, men vores bærbare har været til reparation. I vores hjem foregår det hjemme ved spisebordet, og det er manden, der styre de små dimser og efterfølgende får lagt alle de sjove ting på plads, så jeg kan finde ud af at bruge teknikken. Nu er vi kørende igen, og jeg kan både skrive selv og kommentere rundt omkring.

 

Inden han gik i gang med teknikken fik stuen en omgang. Han har malet både vægge og loft. Det hele er blevet pænt, og da først lugten af sure tæer (sådan synes jeg altså, at malingen lugter) havde lagt sig, så var jeg fint tilfreds. Det er blevet rigtigt pænt.

 

I denne uge holder han ferie. Det vil sige - han har vidst bare fri til at få lavet noget andet. Hans bil er indkaldt til syn og skal have lavet bremser hele vejen rundt. Så gør han da bare det. Vi har jo garagen til det samme.

 

Jeg kom til at tænke på den gang vi han lavede den helt store ombygning. Hele førstesalen blev revet af hytten, og taget blev vendt på den lange led. Dermed fik den ekstra plads, som vi manglede. Midt i byggeperioden blev vi indkaldt til den årlige skole-hjem samtale med Jakob. Vi blev enige om, at jeg tog den alene og aflagde referat. Det var nemlig godt vejr, og der var nogen tegl, der skulle på plads. Jakob blev spurgt af sin klasselærer om han tog sin far med til samtalen og drengen svarede: Nej - for min far er ikke så god til at gå i skole. Men han er god til at bygge huse, og det gør han lige nu.

 

Alt dette var der ikke nogen der kunne vide, da jeg fik øje på ham dengang i 10. klasse, men jeg klager absolut ikke. Behøver jeg at fortælle, hvem der laver verdens bedste sovs?

20 år

Han er lækker, og så er han min. I dag er det 19 år og 6 måneder siden, at billedet her blev taget. Det var dagen hvor det første halve år var brugt. Vores lokale tilbud kørte tilbud om fotografering af børn op til et halvt år, så vi nåede det lige. 

I dag bliver han 20, og man kan undre sig over, hvor alle dagene blev af. Han er i gang med at finde sig selv og sætte ønsker for sit liv. Han søger stadig, men han er i balance og er alt i alt et glad og hyggeligt væsen. Vi nyder, at han stadig er hjemme. Han har bestilt pizza til i aften, så det skal han selvfølgelig have. Stort tillykke til Jakob.

Den indre dialog er forstummet

Måske nogen husker min indre dialog, da Jonas lige var taget på efterskole, og det var alt for svært ikke at ringe og bare lige høre, om han var okay. Jeg havde mange indre samtaler med mig selv de 2 uger, men det viste sig jo (selvfølgelig) at han havde det fantastisk, og at han stort set ikke have tid til at tænke på sin mor.

Den indre dialog er forstummet nu. Jeg ved, at han nyder at være, hvor han er, og jeg ved, at han er i gode hænder på skolen. Nu går kampen mere på at få en ydre dialog en gang imellem. At få drengen i tale for at sige det mere direkte. Vi sender en sms en gang imellem, lige som vi bruger Snapchat, når vi fanger et sjovt øjeblik. 

Følgende dialog foregik på SMS'en for et par uger siden. Jonas startede tråden en lørdag formiddag:

Jonas: Hvordan går det??
Jeg: Det går fint. Skal vi snakke?
Jonas: Kan ikke snakke lige nu, og har heller ikke noget at snakke om. Ville bare lige høre, hvordan det gik :-)

Så stoppede den der. Jeg ringede ikke, og det gjorde han af gode grunde heller ikke.

I denne weekend er han på skolen. Jakob sover endnu efter en lang nat i byen og i aften skal han til Brugsens julefrokost. Dermed er flokken spredt og Bo og jeg er alene hjemme. Jeg har derfor arrangeret et par gode stykker ko og en rigtig god flaske af den røde drue. Det er godt, når de er hjemme allesammen, men det er altså også dejligt bare at være 2 en gang imellem.

Nu må foråret gerne komme

De sidste par dage har været helt fantastiske. Jeg kan for alvor mærke, at jeg er på den anden side af mit store projekt på arbejdet. Jeg har fået lavet samlet op på lidt herhjemme, og jeg har fået lavet et par andre opgaver af vejen på noget der ligner ingen tid. Så alt i alt er der vel ikke nogen grund til klage her. 

Når det så er sagt, så længes jeg altså. Jeg savner forår og mere lys. Jeg savner blomster i haven og kaffe på terrassen. Måske det hænger sammen med, at vi allerede nu taler sommerferie. Vi skal have planlægningen i orden lige om lidt, for nu er der jo ikke 3 skolebørn længere. Jakob er fanget i voksenlivet og skal også passes ind i en eller anden ferieplan. 

Jeg fik lige set lidt på mine billeder, og det gik op for mig, at jeg er gået i stå. Kameraet er med i tasken - altid. Det kommer bare aldrig op. Hvorfor ved jeg ikke. Sidste år har jeg ikke engang en mappe til billederne fra november, for der blev ikke taget nogen. 

Billedet af hunden her er vidst 5 år gammelt. Hun havde noget med det hjørne i haven. Der måtte hverken være græs eller jord. Det var kun den sommer, og det var som man ser noget værre griseri.

Ikke mere herfra nu. Det er Loop-dag, og i dag er jeg kommet til at stå op, så jeg kan nå det inden arbejdet. Vi tales ved.....

At komme for sent

I går under håndboldkampen overhørte jeg en spøjs telefonsamtale mellem sønnen og en kammerat. Det handlede om Nicklas Landin, som står på mål for de danske drenge. Jeg forstod på samtalen, at han kan blive far lige pludselig og i værste fald komme for sent til en fødsel. Ordene blev bare vendt lidt rund. Vi fik nemlig at vide, at han kunne komme for sent til sin fødsel - ups - ikke godt. Det blev så rettet til, at han måske kom for sent til sin kærestes fødsel. Hvor ung hun er, aner jeg ikke. Vi fik vendt ordene og grinet lidt og blev enige om, at han i værste fald kan risikere at komme for sent til sit eget barns fødsel. Ind imellem får de små ord stor betydning.

Så trækker jeg vejret igen

Tusinde tak for alle kommentarerne på mit forrige indlæg. Det var noget der lunede. Sådan helt ind i det inderste. Jeg er ved at vende tilbage til normale tilstande nu, og det er slet ikke så tosset.

Jeg har rodet med et stort projekt. På tid - vel at mærke. Og pludselig kunne jeg mærke, at den tid, der var sat af, slet ikke rakte. Jeg har en enkelt gang prøve at bide i græsset, så jeg kender mine signaler, og jeg ved, at jeg skal handle på dem. Når kroppen begynder at reagere, skal hovedet følge med og sige stop. Heldigvis blev jeg mødt af både arbejdsgiver og kunde, og nu er det hele ved at være lagt bag os. 

Nu kan jeg trække vejret igen, og det nydes. Der er igen plads til Loop 2 gange om ugen (jo - sørme om ikke jeg holder ved), og jeg kan glæde mig til at have tid til Jonas, når han kommer hjem på forlænget weekend lige om lidt. For øvrigt med en vel overstået projektopgave, der udløste 10 på karakterskalaen. Skolen har absolut holdt deres løfte, der går på at højne elevernes niveau. Han har hævet sit gennemsnit og har energi på skolearbejdet. 

Jakob er også fint tilfreds lige nu. Hans gamle bil (som er et år ældre end ham selv) er gået igennem syn med en enkelt bemærkning, og Brugsen har besluttet at give ham fast kontrakt og eget ansvarsområde. Hermed har han mulighed for at spare godt op, inden alvoren kalder og en uddannelse skal startes.

Planlægning har været en by i Rusland, mens jeg har haft allermest travlt, så nu vil jeg kikke gemmerne igennem og få lavet mad- og indkøbsplan. Og så vil jeg se om jeg ikke kan finde tid til at få ordnet mit værelse ovenpå, så det indbyder til symaskine og andre sysler. Ja - og så vil jeg se, om jeg ikke finder anledning til lidt mere skriveri her.

Lidt for travlt

I mandags måtte jeg kaste håndklædet og meddele, at travlheden havde taget overhånd. Jeg fik ondt i maven og snurren i læberne, og så ved jeg godt, at grænsen er overtrådt. Heldigvis har jeg en skøn og forstående chef, så vi fik straks rykket nogle deadlines og lavet nogle nye aftaler. Nu har jeg travlt,  men ikke mere, end at jeg kan overskue det, for jeg ved, at det allerværste pres er overstået med ugens udgang. Herefter vil jeg melde mig ind i samfundet igen, besøge min mor, og se, hvad der foregår rundt omkring i Blogland. Vi høres ved......

En helt blank kalender

Jeg har lige taget hul på den nye kalender. Det vil sige, det gjorde vi jo egentlig i torsdags, men først nu er den nye familieplanner kommet på plads på væggen i køkkenet. Det er altid med en særlig følelse, at de første aftaler bliver skrevet. Der er styr på alle fødselsdagene, og nu ved jeg, hvornår Jonas er hjemme på lange weekender og at min bryllupsdag falder på en fredag i år. 

Hvad det nye år bringer kan vi kun vente og se. Der er ikke nogen større begivenheder i vente i år. Sara fortsætter på 2. semester på skolen i Kolding og Jonas har søgt og er blevet optaget som 2. års elev på efterskolen på Samsø. Jakob er stadig hjemme. Han har ca. 30 timers arbejde om ugen i Brugsen og bruger lige nu tiden på at finde ud af, hvad han gerne vil. Hans ønske er at starte uddannelse til august. Viften af muligheder er bare stor og næsten ikke til at overskue. Jeg håber, at han finder sig vej, og lander i noget, der giver glæde og mening i hans tilværelse. 

Juleferien har været lang og god. Vi har haft rygende travlt og vi har lavet ikke en pind. Vi har nydt freden og vi har også haft huset fuldt af glade gæster. Vi fik budt 2015 godt velkommen med gode venner - en aften, hvor alt gik, som det skulle.

Nu vil jeg glæde mig til at se, hvad det nye år bringer. Jeg ved, at jeg går en alt for travl januar i møde, men jeg ved også, at der bliver plads til fridage bagefter. Jeg håber, at I derude får et rigtigt godt år - jeg vil i hvert fald glæde mig til at følge med her.

Godt nytår

Her på årets næstsidste dag vil jeg gerne have lov at ønske rigtig godt nytår til jer, der trods min manglende aktivitet stadig hænger ved her. 

Vi har haft den skønneste jul og nyder nu dagene, inden det går løs igen. Vi skal have gæster igen i morgen. 2 hold gode venner kommer og fejrer årets sidste dag med os. Vi deler opgaver, så vi skal bare sørge for kød på grillen og lidt tilbehør til dette. Bo laver som sædvanligt sin hjemmebagte kransekage, og vi ser frem til en hyggelig aften.

At hverdagen derefter venter lige rundt om hjørnet, tager vi stilling til, når den tid kommer. Måske jeg får taget mig sammen til at dele lidt mere af den igen.

Rigtig godt nytår til alle. Jeg håber, at I får den dejlig aften, og at det nye år må bringe jer godt.  

Stille nydning

Nogen er kørt til Slagelse for at se Hobitten. Nogen er faktisk resten af familien, så nu er jeg alene hjemme med hunden. Og inden nogen skal finde på at synes, at det er trist for mig, så vil jeg understrege, at det er mit eget valg, og at jeg har glædet mig til et par timer helt alene i huset. Jeg elsker når flokken er samlet, men jeg nyder i den grad også min alenetid. 

Vi er godt på vej nu. Jeg tror faktisk, at vi har styr på det hele. Grøden til ris a la mande er til nedkøling nu. Ænderne og stegen ligger i køleskabet, og der er rå mængder af vanillekranse og brune kager i dåserne i bryggerset. 

Jeg har overvejet, om jeg skulle smutte i Loop, mens de andre er ude af huset, men nej - juleferie - så jeg bliver hjemme. I øvrigt kan jeg pudse glorien og fortælle, at jeg har været i træningscentret 2 - 3 gange om ugen, siden jeg sagde det højt i oktober. Jeg elsker at få arbejdet kroppen igennem, og jeg kan allerede mærke, at det giver bonus. Jeg er aldrig træt i ryggen mere, og jeg bliver ikke øm i min e kontormuskler på samme måde. Status er, at jeg kan lide det, og at det gør godt for mig, så det har jeg tænkt mig at blive ved med. 

Jeg er ikke sikker på, at jeg når til tasterne mere på denne side af juleaften, så jeg vil ønske jer alle en rigtig glædelig jul - jeg håber at den må blive, som I ønsker det.

Kom bare an jul

Hvis nogen spørger mig, hvor december blev af, så kan jeg ikke svare. Jeg er i den grad blevet fanget i det i år. Planlægning og styr på tingene har været en by i Rusland. Hvorfor det blev sådan, aner jeg ikke, men det er fakta.

Nu er vi landet. Jeg har ønsket pigerne på kontoret glædelig jul, og jeg har fået børnene hjem på juleferie. Vi har fået styr på gaver og julemad, og der står kun et par enkelte ting på indkøbslisten. Nu kan jeg mærke at jeg lander, og at roen indfinder sig. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg nyder det. 

Julen skal holdes hjemme igen i år. Vi bliver bare 9 omkring bordet og der er planlagt hygge og pakkeleg. Juledag er vi bare vores lille familie, og så går det ellers løs med julefrokost 2 dage i træk. Ellers har vi lagt så få planer som muligt, så vi bare kan gøre, som vi har lyst til.

Nu vil jeg smutte en tur rundt i Blogland, for det er længe siden.

Mit nye værelse

Først vil jeg lige fastslå, at jeg bagte æbleskiver igen i fredags. En dobbelt portion - lavet på samme tid, for jeg satte 2 pander på komfuret. Der blev sat pris på mit hjemmebag, så det var hele besværet værd.

I dag sidder jeg på kontoret. Ikke der, hvor jeg plejer, så der er ikke nogen kontorkat. Jeg har fået mit eget værelse herhjemme nu, og muligheden for at arbejde hjemme er også blevet en realitet. I dag er Bo hjemme, for der er service på gasfyret. Derfor blev det også min første hjemmearbejdsdag. Jeg er ikke noget stort lys ud i teknik, så det er kun rart, at han har kunnet hjælpe mig med at sno kablerne rigtigt og få forbindelse til printeren, og hvad ved jeg. Det er stadig meningen, at langt de fleste timer, skal lægges på kontoret med kollegerne, men det er nu en god ting også at kunne trække i trådene her hjemme fra.

 

Her er rigeligt plads, så Bo har lavet et bord til mig af en god stor køkkenbordsplade. Sådan en med ekstra dybde og et par meter i længden. Når jeg pakker mit kontor sammen, kan jeg bruge det som sybord. Der er fint plads til både saks, symaskine, kaffekop og rod på en gang. Jeg glæder mig til at komme lidt i gang med den slags igen.

 

På lørdag er det tid til julefrokost med pigerne fra kontoret. Vi har besluttet at udelukke mændene i år, og chefen har inviteret os på Skodsborg Kurhotel  til velvære og god mad. Jeg har aldrig været der, så jeg glæder mig rigtig meget.

 

Nu er pausen forbi, så jeg vil igen tage arbejdskasketten på, lave løn til nogen folk, og få nogle afstemninger til at gå op.

Den der planlægning

Vi har en aftale på fredag. Vi skal glögge og æbleskive med naboerne, for sidste år nåede vi det ikke. Arbejdsfordelingen er klar. Bettina laver glöggen, for hun gider ikke at bage æbleskiver. Og i min verden skal de altså være hjemmelavede. Derfor gik jeg i køkkenet i søndags for at producere lidt til maven og lidt til fryseren. Jeg gangede opskriften op og satte gang i 2 pander og fik lavet en gevaldig portion - syntes jeg selv. Jeg havde bare glemt at tage højde for, at yngste var hjemme fra efterskolen, og at det snart er et år siden at ældste søn havde smagt mors hjemmelavede. Og at mormor kom forbi og lige skulle smage ændrede også en del på det hele. Alt i alt er der kun en lille sjat i fryseren. Ikke noget, man kan byde gæster på, så nu må jeg i gang igen. Jeg ved godt, hvad jeg skal lave fredag eftermiddag, for man kan ikke prale af hjemmelavede - også komme med dem fra Brugsen, kan man vel?

Flokken er samlet

Sara kom hjem i går - uden at vi havde planlagt, og dermed er flokken samlet, for Jonas har også lang hjemmeweekend denne uge. Det sker ikke så tit mere, så jeg nyder, og børnene nyder. Vi har planlagt Mortens Aften i morgen, for det er bare ikke passende på en mandag aften i vores familie.

Jeg ved godt, at det stadig er et uartigt ord flere steder, men det sniger sig ind nu. Både i mine tanker og i mine indkøb. Nå ja - og en lille smule i min stue, men det er fordi jeg fik en værtindegave sidste lørdag med små hueklædte væsener, og da de først stod på tv-bordet kunne det næsten ikke betale sig at pakke dem ned igen. Nu siger jeg det højt. JUL. Jeg er gået i julegear, og jeg kan ikke gøre for det. Jeg har lyst til at bage brunekager (for jeg nægter at købe det, der er i Brugsen, og som har stået fremme et stykke tid). Jeg har 3 små adventpakker liggende på et hemmeligt sted. Med børn ude i landet er det godt at være i god tid - jeg skal jo samarbejde med postvæsenet. 

Weekenden lurer lige rundt om hjørnet nu. Det bliver sådan en, hvor der ikke er planlagt det store - bortset fra lørdagens and. Sara skal tegne en del, og kender jeg Jonas ret, så vil han nyde at have sit værelse for sig selv. Vi skal bare nyde, og drømmen går lidt på, at der bliver tid og vejr til en god tur i skoven eller ude ved vandet. 

Doven blogger - og Instagram

Det er mig....

Jeg holder meget af blogland og jeg læser næsten dagligt med rundt omkring. Men at få skrevet. Jeg har tit ord i mit hoved, men der er åbenbart langt fra hoved til tastatur. Det sammenholdt med, at jeg også er for doven til at få taget billeder for tiden gør, at bloggen hviler sig lidt.

Weekenderne har ben at gå på lige for tiden. Vi har lige holdt Saras fødselsdag. Hun kom hjem og bagte og gjorde klar, og så mødte familien op her for at fejre hende. 22 år blev hun. Jonas blev på skolen, for de er ved at øve musical, og han har sin plads i musikken. Familien fra øen kom ikke hjem, og fætter Viktor var hos sin far. Dermed var Jakob med sine 19 år selskabets yngste. 

På søndag skal vi til Samsø og se den omtalte musical. De skal spille En skærsommernatsdrøm, og jeg glæder mig meget til at se, hvad de har fået ud af det. Hele ugen er brugt intensivt på projektet, så det kan sikkert kun blive godt. Samtidig skal vi til de første skole-hjem samtaler for at høre, hvordan det går den unge mand - både fagligt og socialt. Han sendte et snapchat i aftes med første karakterblad, og det kunne han godt være bekendt. Heldigvis er han sådan en, der både er til sjov og alvor, så han har altid foretrukket at have orden i sine skoleting og dermed sine lektier.

Hvis nogen af jer skulle have lyst til at kikke med, så er jeg også gået hen og blevet aktiv på Instagram. Et sjovt medie, som er lidt hurtigere en blogland, men også dermed uden mulighed for de længere og mere tænksomme skriverier. Også der har jeg brugt mit navn susannekhansen. Måske vi ses.

Jeg vil angribe min dag. Den bliver lang i dag, for jeg er kommet til at tage en ekstra arbejdsopgave på mig. God dag til dig..

Jo - det er ganske vidst

Jeg var en tur i centeret i går. Jeg købte ingenting, for det var ikke sådan et center. Det var sådan et med store underlige maskiner og svedende folk. For første gang - og det i en alder af 47 - har jeg sat mine ben i et træningscenter og har bevæget mig rundt blandt andre fitnisser. Oplevelsen var positiv. Jeg kunne faktisk noget. At jeg kan blive bedre, er der slet ikke nogen tvivl om, men jeg kunne noget. Jeg havde en sød instruktør med rundt, så jeg kunne blive præcenteret for maskinerne, og bagefter tog jeg 2 omgange på egen hånd. I dag er kroppen træt og øm på udsatte steder, men sådan skal det være. Jeg er blevet LOOP-fan, og nu vil jeg arbejde imod at få styrke i kroppen og finde energien i træningen. Hvis jeg skulle finde på at pause, så husk mig lige på, hvad jeg har sagt her.

Dagen i dag starter smukt. Billedet uden for havedøren har været helt fantastisk, men da jeg fik kikket ud den anden vej, så jeg is på bilen. IS. Jeg løber igen, for der skal skrabes 

22 år

I dag er det 22 år siden, at 2 blev til 3. At vi gik fra at være kærester til også at være mor og far og en lille familie. Sara kom til verden og dermed var vores tilværelse ændret for altid. Vi skal ikke fejre sammen med hende i dag, for hun vil være at finde på designskolen i Kolding. Vi har en aftale den kommende weekend. Så kommer hun hjem, og vi holder børnefødselsdag i vanlig stil. Det er efterhånden nogen år siden, at billedet her blev taget, men jeg faldt over det, da jeg var på rejse i gamle ting i weekenden, og fik lyst til at dele.

Som sædvanlig overhaler virkeligheden bloglivet. Jeg har travlt med at ordne ovenpå, så jeg igen kan indrette kontor og her-må-jeg-rode værelse. Jeg har vilde planer om at få støvet min symaskine af. Jeg har lyst, og jeg kan huske noget om, at jeg faktisk godt kan finde ud af at lave gode ting, når jeg får sat mig. 

Søndagens ekstra time blev brugt i skoven. Vi fik travet næsten 6 kilometer i dejligt vejr, og jeg fik da også fanget et par gode billeder. Mere om dem en af de nærmeste dage, for jeg må vidst hellere huske at være lidt med her....

Lidt tanker på en søndag

For nogle dage siden, læste jeg et indlæg hos Mia om det at hilse på folk, man møder. Det fik mig til at tænke på en lille episode for et par uger siden. 

Jeg var på vej på arbejde, og skulle en tur ind til bageren. Da jeg går ud derfor møder jeg en mand, som jeg ikke tror, at jeg har set før. Jeg kender ham i hvert fald ikke, og jeg tror ikke, at han er en af de lokale. Da han møder mig, lyser han op i et smil - hilser god morgen og ønsker mig en god weekend. Jeg gik videre til mig bil og fandt mig selv bag rettet med øre-til-øre smil. Den rare mand, havde skudt min dag godt i gang. 

Vi talte om det på kontoret. Om hvor lidt, der egentlig skal til for at glæde, og om hvor let det burde være. Man bør nok møde verden med et smil og en flink bemærkning i stedet for at gå og tælle striberne i fortovet. 

En mand og hans guitar

I går bød på en musikoplevelse af de bedre. Jeg er stor Tim Christensen fan og har før oplevet ham med band og stor lyd. I går indtog han Cafe Ludvig i Sorø med sin guitar som eneste følgesvend. Vi var godt underholdt lidt over 2 timer. God musik blev blandet med små historier og det hele smeltede sammen til en enhed. Jeg holder meget af at komme på Ludvig. Der er ikke plads til mere end ca. 200 gæster, vil jeg tro, og man sidder ved små caféborde og kan nyde et glas eller en kop kaffe, mens der underholdes fra scenen.

At herren på billedet kan sit håndværk, skal der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Han nærmest smeltede sammen med sin guitar, når der skulle spilles mellemstykker i musikken. Og synge kan han også. Han er lige nu på tourne rundt i landet med sine strenge, og det kan absolut kun anbefales at indløse billet og lade sig underholde. 

Der var 1, der var 2, der var 3

Faktisk fik vi ikke mindre end 5 retter, da vi satte os ved bordet i Restaurant Louise på Hindsgavl Slot. Og som Ellen ganske rigtigt siger, så kan de noget med gastronomi på det sted. Jeg snuppede menukortet med i tasken, og derfor er jeg faktisk i stand til at fortælle, hvad vi spiste

Gratineret krabbecrouton med sauce af krabbebisque,

 urter og dild

Terrine af foie gras med sprød hvede

 og slottets æblegele

Hjemmerøget lyssej med

sur sød fennikelsalat og kørvel

Rosastegt krondurfilet med krydderbagte jordskokker,

syrlig rødbedecrudite, persille,

pommes anna og morkelsauce

Pocheret pære i lakridskaramel

med valnøddeiscreme

Det hele var veltilberedt og blev serveret med vine, der var udvalgt til retterne. Vi var begejstrede. Måske ikke lige så voldsomt for 2. ret, for foie gras er bare ikke noget, jeg bryder mig om. Og vinen vi fik til netop denne ret var sødere end sød, hvilket jeg heller ikke bryder mig om, men det kunne de flinke mennesker på Hindsgavl jo ikke vide.

På mit køkkenbord står 6 glas. Jeg har kogt mine kvæder og fået fremtryllet det smukkeste røde gele. Der er bare lige en lille detalje. Det står stadig og er flydende. Det er kogt, og det er kogt igen med ekstra geleringsmiddel. Der sker bare ikke en fløjtende f*s. Jeg har aldrig kogt kvæder før, så min erfaring er ikke eksisterende med den slags frugter. Målet var ikke saftevand, da jeg gik i gang. Det var smuk fast gele. Kan jeg give det et opkog mere med endnu mere stivelse, eller skal jeg mon erkende, at det bare ikke gik i denne omgang???

Slotsfrue for en weekend.

Det var slet ikke så tosset. At pakke bilen og vinke farvel til søn og hund og sætte kursen mod Middelfart. Sidste weekend blev tilbragt på Hindsgavl Slot i et næsten royalt værelse. Det var en sjov oplevelse at lukke sig ind og træde ind i en tidslomme. Vi ankom fredag og fandt en pizza i byen og gik slukkede lyset tidligt.

Lørdag bød på lækker morgenbuffet. Bagefter kørte vi en tur til Middelfart og kikkede lidt på bylivet og nød en hjemmelavet isbåd på havnen. Tilbage på slottet gik jeg i receptionen og hentede et kort over vandreruter i området. Vi valgte en god tur på næsten 7 km. og gik i den skønneste natur. At vi fik noget, der ligner en sommerweekend gjorde kun det hele endnu bedre. 

Lørdag aftens 5 retters menu er et kapitel for sig. Vi blev mødt med en velkomstdrink. Derefter fik vi serveret 5 fine retter med tilhørende vine, og jeg må sige, at nogen har tænkt over tingene. Alt var fint afstemt, og det hele (næsten) var rigtig godt. Aftenen sluttede med kaffe med cognac og baleys på værelset. På det tidspunkt var vi så stoppede af god mad og drikke, så vi ikke orkede at spise den hjemmelavede chokolade, der også fulgte med. 

Søndag morgen gik vi tur på slottets område og læste om den unge frøken, der kom så grueligt af dage og siges at opsøge herrer i slotsparken. Vi mødte ikke nogen. Måske fordi, det var helt lyst.

Livet som slotsfrue er slet ikke så tosset, men det var nu heller ikke dårligt at lande i virkeligheden på Helsingevej søndag middag.