mandag den 9. marts 2009

9. marts 1998

På det her tidspunkt havde jeg fået "lægeallergi". Når jeg kom ned på stuen og så en læge ved vuggen, måtte jeg ned og sidde. Jeg blev ganske enkelt svimmel. Dagens tekst lød som følger:
Hej Trold.
Igen en forholdsvis stille dag. Lægen til stuegang mente, at den mislyd han hører på dit hjerte skyldes, at du har et hul mellem højre og venstre hjertekammer. Han kunne også fortælle, at han ser noget på dine ryghvirvler. Jeg får fortalt så meget, at jeg ærlig talt ikke kan huske hvad det var.
Det meste af dagen går godt. Du lærer at holde på din sut. Man skal blot vende den “forkert”, så vender den rigtigt for dig. Sidst på eftermiddagen og først på aftenen har du det ganske forfærdeligt. Du græder meget og virker forpint. Du får noget smertestillende i din sonde, ligesom lægen har ordineret noget vanddrivende til dig. Efter det og lidt ekstra mad falder der endelig ro over dig. Jeg får fra dig lidt tidligere end normalt, for du sover så godt. Far har også i dag været og se til dig. han var meget træt. Mere end jeg synes om. Jeg håber inderligt, at han ikke går og brænder inde med noget, men han siger, at han har det meget godt. Jeg ved at han savner os ligeså meget som vi savner ham. Ydermere har han alt det praktiske at tænke på derhjemme, hvor vores - dit og mit - tøj bliver vasket, og min mad bliver leveret - (Det smager ikke altid lige spændende).
Jeg vil slutte for i dag, så må vi se, hvad morgendagen bringer. Den ene læge mener, at vi måske allerede i morgen kender svaret på din kromosomtest, men selv om det er det vi venter på, vil jeg gerne vente til på onsdag, så vi kan koncentrere os om din barnedåb i morgen.
Sov godt.

1 kommentar:

  1. Lægeallergi? Det kan jeg sandelig godt forstå.

    Jeg bliver så rørt over den måde du var der for din lille pige. Bare den måde du beskriver hendes brug af sut... hendes egen måde ;-) Og at du i det hele taget fik skrevet til hende. - og at vi nu må læse det. Det er stort.

    SvarSlet