tirsdag den 10. marts 2009

Mies dåb


D. 10. marts fik vi Mie døbt. Det var vigtigt for os, at det var vores egen beslutning, og at vi ikke ventede til der stod en læge og lagde hovedet på skrå og fortalte, at det måske ville være en god idé nu. Mie blev døbt i familiens dåbskjole. Hun fik sine helt egne røde bånd i. Senere var jeg helt ked af, at hun ikke fik den ene sløjfe med sig i kisten. Skriveriet den dag var som følger:


Kære Mie.

Tillykke med dit lille fine navn. Nu er det officielt. Du blev døbt her til aften ved ca. 18.00 tiden. Du tog stille og roligt mod din dåb uden at skrige den mindste smule. Du var en rigtig dygtig pige. Sara og Jakob og din mormor og farmor var mod og så selvfølgelig far. Vi er begge enige om, at det var en god dåb. Men vi er begge to lidt bitre på dine bedstemødre, som opførte sig som om de var til grav-øl, og ikke barnedåb. Da selve dåbshandlingen var overstået tog vi nogle billeder og bagefter fik vi kaffe og kage under den lidt trykkede stemning fra dine bedstemødre. Da du tog den obligatoriske lur i din dåbskjole bestilte vi mad i byen og satte os nede i kantinen og spiste lige indtil dine bedstemødre skulle ryge inden jeg var færdig med at spise. Jeg er gal og jeg er skuffet, for selv om det ikke var en hospitalsdåb, vi drømte om inden din fødsel, så synes vi alligevel, at din dåbsdag skulle være en glad dag. Far var også gal da han kørte hjem. Det er helt sikkert. Om vores dag ellers. Vi har fået at vide, at de endnu ikke har fundet noget i din kromosomtest, men det endelige svar kommer i morgen. Derfor kommer far - på lægens opfordring - med til stuegang i morgen formiddag. Vi har også møde med en socialrådgiver i morgen omkring noget ekstra orlov m.m.. Det er dog ikke sikkert, at far når ind, så han også kan nå at tale med hende. vi må se. Far kører et hårdt program med dine søskende og alt det derhjemme. Jeg kan se at det trætter ham. Det gør mig ondt at se, at han ikke har det godt. Desværre kan jeg ikke rigtigt få ham til at sige noget. Jeg mener jo at det er farligt at lade tingene gro indad. Om dig kan jeg sige, at du har haft en stille og rolig dag, hvor du faktisk har sovet det meste af tiden. De gange hvor de har været vågen, har vi så til gengæld haft en rigtig god kontakt. Nu sidder jeg her ved siden af dig og venter på at klokken skal blive 23.00, da skal du nemlig hav mad, og denne gang skal vi prøve at give dig flaske. Det er jeg spændt på.
Mors Mie, du var så køn i din dåbskjole med lange postkasserøde bånd. Grethe havde samtidig været så sød, at vente med at lægge ny sonde på dig, så du havde ikke noget i ansigtet. Sov rigtigt godt i nat.

Kærlige tanker fra din mor (og gudmor).

4 kommentarer:

  1. Snøft! Igen bliver jeg sat tilbage til tiden med Elisabeth. Vi fik hende også døbt på hospitalet, men desværre ikke i dåbskjole. Det kunne jeg godt have ønsket mig. Det foregik sådan lidt hurtigt, så hun var bare i ble og svøb og respirator. Dejligt at se at Mie var i den rigtige kjole. Den dag er vigtig. Også selvom den måske ikke blev som forventet. Ked af at bedstemødrene ikke helt var med på det.

    SvarSlet
  2. Det er dejligt at se et billede af hende. Hvor er hun bare sød, som hun ligger der i sin flotte dåbskjole. Og så uden sonde... det kan jeg godt forstå var rart. Selv prøvede jeg at tage billeder af Laurits, hvor jeg "skjulte" respiratorslangen - uden held, for det kan man altså ikke.

    SvarSlet
  3. Du/I gjorde ihvertfald hvad I kunne for, at dåben skulle blive så fin som overhovedet mulig. Det er så fint, at hun er i dåbskjole.

    Det gør også ondt på mig, at hele familien ikke var tunet ind på samme kanal i dette ærinde.

    Selv husker jeg, at da Jacob var blevet født og familien kom for at se ham, så kom personalet med en bakke med kaffe og småkager samt et flag. Vi skulle fejre at han var kommet. Jeg var spændt på, hvordan de alle ville tage det. Men der sad vi så midt i sorgen og fejrede. Sikke nogle skismer altså vi engle forældre har oplevet. Men tror at vi alle finder det fineste i situationerne som vi kan - for vores børn. Og det lyser dit også af.

    SvarSlet
  4. Selv 11 år efter kommer tankerne igen - altid vil vores døde børn være med os...

    Bedsteforældre... Jae - det er sgu ikke altid at de er så velkomne... Da MAthias og Simon havde 2 års dag havde vi inviteret mine forældre med til fødselsdag... Først på kirkegården og så hjem til kaffe og kage. Vi kunne godt mærke på dem at det var "underligt" - vi ahr siden fejret dagen selv!

    Knus

    SvarSlet