Flere sokker og fri på en fredag

Lige et par mere, og så skal jeg ellers spare jer for mere underholdning fra sokkeskuffen. De her er lavet af noget tykkere garn og er blevet til på no time. Det er dem, der hedder sutskosokker her i huset. Ganske enkelt fordi de er så tykke, at det kan knibe med at have dem i skoene. De passer perfekt til søndag, kanelboller og varm kakao.

De er lavet af nogle rester, der lå i skabet. Der var ikke rigtig nok af de stribede, så jeg fandt et nøgle sort i Netto, og så var det jo næsten perfekt. Jeg har fået ordre på ikke at prøve at få dem ens. Striberne skal falde, som de selv har lyst. 

Jeg nyder en fredag i frihed. Jeg har set morgen-tv, mens vaskemaskinen har lavet sin del af dagens arbejde. Nu skal far besøges, og så skal her ellers gøres lidt rent. Min rengøringsmus har valgt at tage på ferie i denne uge, så jeg må selv i gang. Det har ellers været Saras job, siden hun flyttede hjem. Mod passende betaling naturligvis.

God fredag derude.....

Made in Italy

Det er rigtig nok. Sokkerne her er made in Italy. Og lidt i Tyskland og lidt i Østrig. Den sidste tå er strikket i Danmark. Ungerne elsker hjemmestrikkede sokker, og jeg elsker at lave dem. I alle mulige og umulige farver. Og man kan sagtens nyde bjerge og holde øje med, om manden kører ordentligt, mens man snupper et par omgange.

Nu har jeg fundet min kurv med garn og pinde frem og sat på den gulvet i stuen. Så jeg næsten falder over den, når jeg sætter mig om aftenen, og så jeg bliver mindet om, at jeg vidst nok har noget, jeg burde lave færdigt, inden jeg foretager flere indkøb.

Planlægning - ikke her

Så skete det igen...

Vi har fem navne på postkassen. I går havde en på forhånd meldt fra til aftensmaden. Så er vi nede på fire. Jakob er på arbejde, og ringer og siger, at Sofie kommer med hjem og spiser. Så er vi fem. Da vi skal til at lave mad, meddeler han, at han skal arbejde en time ekstra, så han ikke skal have mad, og Sofie spiser hjemme. Så er vi nede på tre.

Vi havde rigeligt mad. Nogle lækre kalkunstykker med rigtig god krydderblanding og en rigtig god salat med spidskål, æbler og ananas. Der er salat til i dag, og resten af kødet røg i fryseren til næste restebuffet. For jeg smider helst ikke ud.

Planlægning. Det er altså ikke let her i huset.

Weekend i bakspejlet

Vi har haft en dejlig weekend. Sådan en, hvor vi har lavet det, vi havde lyst til, og absolut ikke mere end det. Det er nødvendigt en gang imellem. Og det bliver nydt i stor stil.

Lørdag var jeg med Anne i Korsør for at se på garn og få snakket. Det blev nøjagtigt lige så hyggeligt som forventet. Og som ekstra bonus fik jeg hilst på Lavendel, som var på stedet med sine lækre ting. Det var ikke meningen, at jeg skulle have en hel masse, men jeg fik købt garn til en lækker poncho. Nu har jeg rydtet op i mine ting og fundet igangværende arbejder. Ufo'er hedder det på strikkesprog. Det har jeg selv lært i Blogland. Jeg skal have lavet lidt færdigt og fundet ud af, hvad jeg skal bruge nogle af mine små depoter til. Jeg har lyst, og jeg har lovet Anne, at jeg nok skal tage mig sammen og lave noget. Og er der ikke noget om, at man holder hvad man lover?

Jeg har også brugt weekenden på at få styr på vores næste ophold. Der er booket på Hotel Christiansminde. Vi vil nyde Svendborg, tiden og hinanden en hel weekend, mens der bliver sørget for børn og hus på den anden side af Storebælt. Det er vidst 5. år i træk, at vi hiver en weekend ud helt til os selv. Det gør godt, og jeg glæder mig allerede.

God mandag til dig derude. Der venter vidst efterår og blæst i håret.

Lørdagstur med Mandagspigen

Om en times tid starter den blå polo og jeg. Der er en aftale forude. Anne og jeg skal på tur. Vi skal mærke på garn, og vi skal snakke. Og så skal vi snakke......
At de lover lidt regn, skal ikke få lov at ødelægge noget. Jeg er klar.

Glad igen

Overskriften her relaterer hverken til smadret Iphone, kommentarer på bloggen eller andre småting, der har fyldt her på siden de sidste par dage.

Nej. Vi taler om den unge mand til venstre på billedet. Som de fleste af jer ved, så forlod han 1G og gymnasiet i det tidlige forår. Han var ikke landet på rette hylde og var træt af det hele. Foråret og sommeren er gået. Jeg har ind imellem ment, at der var gået rigeligt sløvsind i dagene, men det har vidst været godt for ham. I torsdags startede han op igen. I 1hf. Han er positiv og mener, at han er landet i en god klasse. Han føler sig godt rustet til de næste par år, og ser fordelen i, at han er landet i en forsøgsklasse. Man bevæger sig mod færre lektier. Undervisningen bliver lagt lidt om, så der vil blive mulighed for at klare langt det meste i skolen. Lige noget, der passer en ung mand, der også skal have tid til job og kæreste.

For første gang i flere år oplever jeg ham som målrettet. Han har nu en idé om, hvad han vil med sit liv. Han er ved at ændre sit syn på økonomi, for han og kæresten taler lejlighed og fælles fremtid. Heldigvis ikke så langt herfra. Først skal han lige blive 18 og have råd, så vi venter og ser tiden an. Men drømmene og troen på fremtiden er der, og det glæder mit morhjerte.

Hvad nu?

Disqus er væk, men det er alle mine kommentarer også, og det gør mig ked af det. Gad vide, om de kan hentes ind på en eller anden måde. Det må jeg prøve at finde ud af, men først er der lige en arbejdsdag, der skal passes.

Mere om telefoner

Jeg er stadig på gammel Nokia. Posten havde nemlig ikke de ventede dele med til mig i går. Måske jeg bare skal bruge den lidt endnu, for jeg er bange for, at der er gået uheld i familien Hansens telefoner. Bo fik sin byttet på arbejde i går, fordi den gamle pludselig ikke virkede mere. Og her skal gamle læses som oldgammel. Jonas var til skydning i går aftes og kom hjem med sin HTC - med smadret glas. Den havde mødt jorden. Nu håber jeg, at der ikke bliver mere, og at Jonas's telefon også er til at lave.  

Nu har jeg forsøgt at slette Disqus. Meldingen er, at der kan gå op til 48 timer, så jeg er spændt på at se, hvad der sker. Jeg vil blive lidt småsur, hvis det går ud over kommentarerne, der ligger rundt omkring. 

Nu begynder det at lysne over marken, så jeg vil ønske god dag og tage fat.

Brok og gammel Nokia

Denne gamle sag var en gang rigtig lækker. Nu er den kommet op af skuffen igen og følger mig, hvor jeg færdes. Den kan ringe og sende sms. Den kan også tage et billede, men de bliver så dårlige, at jeg ikke gider. Jeg var rigtig glad for den, men for pokker, hvor jeg savner min Iphone. Jeg mangler netbanken, DMI, min indkøbsseddel, de små indbyggede gule sedler - ja og WF. Forhåbentlig bliver vi genforenet i eftermiddag, når posten har været her og Bo har haft det fine værktøj fremme. Den ligger i køkkenet med et smadret glas. Et møde med gulvtæppet på arbejdet gjorde udslaget.

Og nu hvor jeg alligevel er i gang med at beklage mig: Ipad og Disqus vil ikke tale sammen mere, og lige nu ser det ud som om, at samtlige kommentarer er forsvundet. Ikke fedt. Jeg er ikke nogetn ørn til IT og sådan, men jeg tror, at jeg vil se, om jeg ikke kan få fjernet disqus fra min brugerflade igen.

Fra børn og fulde folk

Sådan er det vidst nok med sandheder. Jeg har haft fornøjelsen af fætter Viktor i denne weekend. Han kom fredag og blev hentet i dag ved middagstid. Vi har fået snakket om rigtig mange ting. Blandt andet sneglene i haven og de små pindsvin.

Vi har været sammen om mange ting. Blandt andet badeværelset, da vi skulle have børstet vores tænder lørdag morgen. Jeg stod ved håndvasken og skruppede løs, og Viktor sad på toiletsædet bag ved mig, da følgende bemærkning faldt: 

Moster - din mås ryster, når du børster tænder...

Jeg ved godt, at jeg trænger til at stramme lidt op. Måske det er på tide, at få gjort lidt for at få den der mås til at være lidt fast igen.

Fortyndersaks eller klippesaks?

Jeg har lige siddet og set reklamerne for næste uge. Og jeg må indrømme, at jeg fik et billigt grin, da jeg læste, at man kan få en fortyndersaks i Netto i næste uge. Men måske jeg slet ikke er så klog, for når man Googler fortyndersaks, så kommer der faktisk noget frem. Jeg skal nu hverken bruge fortyndersaks eller klippesaks, så jeg lader det gode tilbud være denne gang.

Når livet er ondt

En pige i Jakobs omgangskreds mistede sin far i søndags. Han var blevet indlagt 4-5 dage før på grund af en blodprop. Under indlæggelsen finder man ud af, at han også lider af cancer, og at det både sidder i hjerne, lunge og lever. To dage efter den voldsomme diagnose er sat, dør han stille og uden smerter i sin sygeseng af en ny blodprop. Vores tanker var, at kræftdiagnosen var voldsom, og at den ville ende med at vinde, så måske han slap let på den måde. Lægerne har også senere fortalt familien, at han sikkert kun ville have kunnet leve omkring 3 måneder, hvor man kun ville have kunnet lindre.

Jeg kendte ham ikke, og ville ikke have vidst hvem han var, hvis jeg havde mødt ham på gaden. Men fordi datteren kommer her, er vi dybt berørte. Bo og jeg har gået i skole med hans kone, og bare tanken om, at hun har fået flået alt i stykker på 4-5 dage, er ubærlig. Hun skal nu til at forholde sig til sit nye liv, 3 store børn i voldsom sorg og chocktilstand, et hus under stor ombygning og hvad der ellers følger med. 

Det har givet nogle stille stunder herhjemme. Der er tænkt over tingene, og vi har talt en masse. Vi har sikret hinanden ganske pænt, men det er jo slet ikke det, det handler om. Det handler om at være opmærksom på sig selv og sin krop. At lytte til kroppens signaler og søge læge, hvis man mærker noget. Mon ikke man har fået nogle små signaler, hvis man går med så voldsomt meget sygdom i sig? Og så handler det i den grad om at nyde. At nyde hinanden og livet - mens vi kan - for man kan vidst ikke tage noget for givet. Nåh ja - så er der også den med kost og motion. Det sidste er min evig dårlige samvittighed.

Jeg har startet dagen med at nyde udsigten fra stuen. Den var helt fantastisk i farverne, da jeg fik lettet mig i dag. Mosekonen havde travlt og stilheden var stadig larmende.

Sommerferie og gadegøgl i Verona

I dag er sidste feriedag. I hvertfald for mit vedkommende. Drengene starter i skole onsdag og torsdag, og hverdagen rammer igen. Jeg trænger til det nu, synes jeg. Jeg trænger til at få drengene ind i en rutine igen, og til at tingene kører lidt i faste rammer. Vi har haft den skønneste sommer. Vores dage i Italien var fantastiske, og børnene har hver især fyldt indhold i dagene omkring.

Billederne her under er fra vores tur til Verona. Det, der imponerede mig mest, var næsten, at gadegøglerne kunne sidde der - helt stille - i solen og mindst 30 graders varme. Vi mødte senere de to herrer her i gågaden med en ordentlig taske. Sikkert noget med lidt snyd og et stativ.

Jeg kan også forestille mig, at der har været pænt varmt inde i sådan en guldpose. Der blev kikket lidt til siderne og øjnene blinkede. Ellers var guldstatuen helt stillestående.

Vi hører så meget om den elendige sommer, vi har haft i Danmark. Men ligesom sidste år, er vi ikke helt med på den sang. Måske vi har været heldige at være på de rigtige steder de rigtige dage, jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at vi har nydt. Også de dage, hvor vi måtte have jakken på, når vi skulle ud. Hos os er det heldigvis ikke solen alene, der gør en god sommer.

Jeg er klar

Der er bagt boller og flutes. Jeg har bagt den gode lagkage med marengs på toppen og lagt den sammen med flødeskum og bær. Jeg har lavet kold kartoffelsalat og 2 slags grøn salat. Og bedst af alt, så er det mere end en time siden, jeg var færdig. Nu sidder håret som det skal, og køkkenet ser ud, som om der ikke har været lavet mad og bagt. Jeg er klar til gæster.

God lørdag aften til dig.

Pause - helt stille

Jeg er hverken stået af bloglivet eller af tilværelsen som sådan. Men jeg pauser og nyder roen. For første gang siden ferien startede, er jeg alene. Sådan helt alene. Der ligger ikke nogen og sover, eller er nogen ude i haven. Jeg er bare mig, og jeg tillader mig at nyde.  Ja, jeg vil nok påstå, at jeg oven i købet har trængt til det. Hvis du spørger mig, så synes jeg faktisk, at det er i orden. At nyde at være sig selv et øjeblik og bare være. 

Der er flere ting, jeg kan gå i gang med, og jeg ved da godt, hvad jeg burde. Men jeg ved også, hvad jeg gør. Jeg går ud i solen og laver det rene ingenting, mens jeg er helt rolig. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, så vil Dodo elske at være rolig sammen med mig. 

Tiden går

Jonas ved kæret i Nordby på Samsø 2004

Jonas ved kæret i Nordby på Samsø 2012

Roskilde Domkirke og et herligt møde

Inge har jo allerede beskrevet fint, men her kommer også min udlægning. Der er jo altid 2 sider af samme sag. Det var første gang, vi mødtes, men sådan føltes det ikke. Vi fik snakket og grinet og vendt en masse emner - store som små. Faktisk var det som om, vi allerede kendte hinanden - altså sådan i den virkelige verden. Det er dejligt, når man møder et menneske, og opdager, at kemien er i orden fra start til slut.

At Inge så oven i købet er en ganske dygtig guide gjorde jo bare dagen endnu bedre. Jeg har længe ønsket mig at opleve Roskilde Domkirke, og jeg må sige, at jeg ikke blev skuffet. Det heler oser af historie, og alt er  lavet så fint. 

Efter alt det storslåede kørte vi en tur forbi Roskilde havn og nød en god is, for vejret var blevet rigtig godt efter formiddagens regn.

Jeg ved ikke, om vi var kommet til at snakke lidt for meget, for klokken var mange, før den blå polo og jeg igen satte kursen over Sjælland. Tak for en rigtig herlig eftermiddag Inge - jeg synes bare, at vi skal aftale, at det må være en ommer.

Blogland åbner i den grad for nye kontakter. Uden dette herlige sted, ville jeg være gået glip af flere forbindelser, som jeg sætter rigtig stor pris på. Og skal jeg så afslutningsvis fortælle, at jeg også lærte noget i går. Jeg hilste nemlig også på Inges mand - Hasse - og han lærte mig, at det, der tager 5 minutter i Fakta, kan gøres på 3 minutter i Irma.....

Hele sandheden

Nu skal I alligevel have historien. Som den udspillede sig omkring morgenbordet på min fødselsdag i går. Jeg var glad - som i GLAD, for jeg havde ønsket mig min iPad men absolut ikke ventet den. Planen var egentlig, at jeg ville købe mig en i løbet af efteråret, når jeg var kommet lidt ovenpå efter sommerferie. 

Jonas fik kvækket lidt om, at det kun er mor, der får gaver af den kaliber, og det kan han have ret i. Man skal mindst konfirmeres eller giftes her, før gaverne strækker sig over flere tusindekronesedler. I hvert fald hvis man er barn af huset. 

Vi snakkede lidt om økonomi og mors og fars fælles penge, da de fik den fulde sandhed. Deres far har jo været både snu og økonomisk. Han vandt billige points, fordi jeg blev rigtig glad for gaven. Men nu køber jeg den ikke selv til efteråret, og jeg har fået min gave. Så sandheden er i virkeligheden, at han har været økonomisk, da han valgte at købe en alt for dyr gave........

Flaget er hejst

Sikke en dag. At få morgenbrød fra bageren, den skønneste cafe latte og knus og opmærksomhed fra hele familien. Jeg skal vidst ikke klage. Dagen i dag er helt vores egen, for Bo har vagt og har på grund af sommerferie ikke kunnet få bagvagt. Derfor er alle planer om gæster udsat en uge. Så giver vi den gas og holder 90 års fødselsdag for familien.

Jeg har længe ønsket, men jeg var også klar over, at det ligger godt på den anden side af vores gavebudgetter. Men den var der. Jeg er overrasket og jeg er vildt glad. Vi skal lige lære hinanden at kende, og jeg skal finde ud af, hvad den rummer af muligheder. Måske man skulle prøve med noget e-bog.

SMS'er er indløbet i en lind strøm, jeg har fået fødselsdagssang fra Viktor på Samsø og på Facebook har søde mennesker skrevet og ønsket mig tillykke. Det er lige før, man føler sig som dronning for en dag. God lørdag til jer derude. Jeg vil fortsat nyde min. Nu som 45 årig :-)

Planlægning af næste tur

Vi ser på hjemmesider nu, for det er tid til at planlægge vores næste tur. Denne gang er os kun os. Herren og fruen - far og mor - og ikke mindst Bo og Susanne. De sidste 4-5 år har vi været på weekendophold i sensommeren og i år skal ikke være nogen undtagelse. 

På bordet ligger et gavekort til weekendgavekortet.dk. Jeg er gået i gang med at se på, hvem der er med i deres ordning. Vi har haft travlt med at søge over broen, så vi har talt om, at Nordsjælland kunne være en mulighed i år. Eller måske et hotel lige midt i en større by, så vi kan se på mennesker og være kulturelle.

I dag er sidste arbejdsdag inden min næste ferieuge. Det har været en hektisk uge på arbejde og en stille uge herhjemme. Sara og Jonas er på Samsø med mormor, moster og fætter Viktor. Jakob har passet sit arbejde og været en del hos Sofie. Jeg elsker at have mine unger omkring mig, men jeg må også indrømme, at jeg har nydt roen.

Der er planer for næste uge. Både nogen, jeg glæder mig rigtig meget til, men også ting, der vidst kræver, at jeg lige tager mig sammen og ser godt på to-do listen, hvis jeg altså kan huske, hvor jeg lagde den....

Svær opgave

Lige om lidt bliver jeg et år ældre. Egentlig bare et par dage ældre, men det er altså den dag på året, hvor jeg må få gaver og blive ønsket tillykke. I den anledning har familien bedt om en ønskeseddel. Så jeg har siddet med papir og kuglepen og tænkt - og tænkt - og tænk. Hvad er det lige, der gør, at evnen til at skrive en kilometerlang ønskeseddel døde med teenageårene. Har det måske noget med velstand at gøre. Jeg mangler jo egentlig ikke rigtig noget. Jo - en Ipad måske. Men den sprænger altså rammerne for vores gaver.

Heldigvis ved de godt herhjemme, at jeg ikke gider at have en ny gryde. Jeg gider heller ikke at have den ismaskine, som Bo mener, at vi mangler. Nej - jeg ønsker mig ting til mig. Jeg vil forkæles. Og det behøver hverken at være stort eller dyrt, for i virkeligheden stiller jeg ikke de store krav.

Før i tiden ønskede jeg mig tit penge til min fødselsdag. Fidusen var, at jeg kunne gå på udsalg ugen efter og få det hele for det halve. Den idé går bare ikke længere. Jonas og jeg var i byen i fredags for at købe lidt til ham, og da kunne jeg konstatere, at udsalget er slut. At Nielsen har hængt vinterjakkerne frem, og at Sophie (min favoritbutik i centeret) udelukkende havde snorlige rækker af efterårsvarer på deres hylder.

Bo har vagten i denne uge, så vi skal først have gæster næste lørdag. Det giver mig et par dage ekstra til kreativ ønskeseddeltænkning.

Lille er blevet stor

Der findes ikke ret mange nyere billeder af ham, for han er blevet ekspert i at undvige en søgende linse. Her er dog et af beviserne på, at han var med på ferie for nogle uger siden. Det kan godt være, at han er den yngste, man han er absolut ikke lille mere. 

Hans stemme løber fra ham. Til stor morskab for ham selv og hans søskende
Efterskolen er fundet og pladsen reserveret
Tilmeldingen til kontirmationsforberedelse ligger på bordet

Og så er vi efterhånden nået dertil, hvor han har besluttet sig for at vokse sin mor over hovedet. Nu er der kun 6-7 millimeter til jeg er den lille i familien. Der sker en masse i ham nu. Man kan mærke, at hans humør og humor ændrer sig, og der er andre interesser. Selv er jeg helt klar over, at jeg må være 13 år ældre, end da han blev født. Men sådan føles det egentlig ikke...