Lige om lidt bliver jeg et år ældre. Egentlig bare et par dage ældre, men det er altså den dag på året, hvor jeg må få gaver og blive ønsket tillykke. I den anledning har familien bedt om en ønskeseddel. Så jeg har siddet med papir og kuglepen og tænkt - og tænkt - og tænk. Hvad er det lige, der gør, at evnen til at skrive en kilometerlang ønskeseddel døde med teenageårene. Har det måske noget med velstand at gøre. Jeg mangler jo egentlig ikke rigtig noget. Jo - en Ipad måske. Men den sprænger altså rammerne for vores gaver.
Heldigvis ved de godt herhjemme, at jeg ikke gider at have en ny gryde. Jeg gider heller ikke at have den ismaskine, som Bo mener, at vi mangler. Nej - jeg ønsker mig ting til mig. Jeg vil forkæles. Og det behøver hverken at være stort eller dyrt, for i virkeligheden stiller jeg ikke de store krav.
Før i tiden ønskede jeg mig tit penge til min fødselsdag. Fidusen var, at jeg kunne gå på udsalg ugen efter og få det hele for det halve. Den idé går bare ikke længere. Jonas og jeg var i byen i fredags for at købe lidt til ham, og da kunne jeg konstatere, at udsalget er slut. At Nielsen har hængt vinterjakkerne frem, og at Sophie (min favoritbutik i centeret) udelukkende havde snorlige rækker af efterårsvarer på deres hylder.
Bo har vagten i denne uge, så vi skal først have gæster næste lørdag. Det giver mig et par dage ekstra til kreativ ønskeseddeltænkning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar