Farvel

I morges kørte Bo på arbejde som han plejer i den blå Combo. Bo har lovet at komme hjem igen, men Los Combos kommer jeg ikke til at se mere til. Jeg har ledt i hele arkivet efter et billede, men det findes ikke. Derfor har jeg lånt. Farven er den samme, men så ophører al lighed vidst også. Så blank tror jeg kun den var, da den for 6 år siden rullede ind på grunden for første gang. Nu er den træt og nedslidt efter 1000 km. om ugen, og det er vidst ikke nogen stor sorg at sige farvel. Vi kommer til at mangle varerummet en gang imellem, men de penge vi kommer til at spare på brændstof kan man leje pænt mange trailere og varerum for. Nu glæder jeg mig allerede til han kommer hjem igen, for så skal jeg prøvekøre.

Først skal formiddagen bruges på lidt oprydning og nedpakning i fars lejlighed, og så skal vi til Slagelse til Jakobs operation. Det bliver godt, når det er overstået. Han er i sagens natur rigtig meget nærvøs. Og selv om jeg ved, hvad han går ind til, så må jeg indrømme, at jeg deler hans nervøsitet.

Det er nu noget særligt at lande hjemme efter en onsdag på jobbet og kunne erklære, at nu er det weekend. Men det gør jeg altså. Der er en masse punkter på programmet, men der skulle også gerne blive lidt tid til mig selv. I morgen skal Jakob og jeg til Slagelse. Han skal have opereret sine ører. Naturen og jeg har i skønneste forening udstyret ham med flyveører. Nu har han selv taget beslutningen om at få gjort noget ved det. Flere har stillet sig undrende og har aldrig rigtig lagt mærke til hans ører, og han har aldrig oplevet at blive drillet med det. Vi kender turen, for både Sara og jeg har været den samme omgang igennem. Begge med godt resultat.

Jeg vil nyde timerne ind imellem og få lavet nogle lapper til mit tæppe. Og så vil jeg glæde mig til fredag, hvor jeg skal hente Sara på stationen. Hun kommer hjem og holder weekend.

Billedet af min clematis er et par år gammelt og fuldstændig uden betydning for mine skriverier. Jeg savner bare blomster og forår.

Sikke en lettelse

Som så mange andre i landet, har jeg de sidste par dage haft ondt i maven over lille Holger, der blev væk for sine forældre. Og da han så kom frem på skærmen i går - lige mellem mor og far - var der vidst en tåre, der fik frit løb. Lille lækre Holger. Sikke et døgn, den familie har gennemlevet.

Det fik mine tanker til at flyve tilbage til en lille episode, som jeg egentlig havde glemt. Jeg var med mine børn i det lille lokale center. Jonas har vel været på alder med Holger vil jeg tro. Vi mødte naboen, og på de få minutter vi sludrede, mestrede Jonas at forsvinde. Først kigger man undrende omkring, så delte vi os. Sara og Jakob checkede butikkerne i den ene ende, og jeg tog dem i den anden ende af centeret. Da vi igen stod på centertorvet uden Jonas kom panikken som et lyn fra en klar himmel. Jeg fik varmen og blev rigtig bange. Det var sommer og nogen af butikkerne havde bagindgangen åben, så der var flugtveje nok. Desuden kom også tanken om, at nogen måske havde taget ham. Jeg tror at jeg var i den følelse i ca. 10 minutter, så kom Sara farende. Hun havde fundet ham ude i det fjerneste hjørne af centeret. Der havde vi ikke været, men Jonas havde alligevel fundet ud af, at der stod en Postmand Per bil derude. Den sad han i og sang. Han havde ikke været væk - han havde jo været der hele tiden, og det havde været rigtig hyggeligt.

Når jeg tænker på, hvad jeg nåede at føle og opleve på den korte tid, så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan Holgers forældre må have følt det. Man håber det bedste og frygter det værste. Hvor er jeg glad for, at det endte med det bedste - at de ikke skal lære at leve med det evige savn, og alt hvad det må indebære.

Ro i sind og krop.

Jonas guffer chips og læser, Jakob er på arbjede, Signe sidder ved siden af og hækler og hunden og Bo sover. Her er ro med ro på. Lige hvad jeg kan bruge.

Vi sad tidligere og snakkede - kun Bo og jeg. Vi er lige nu et sted i livet, hvor der er ved at være plads til os selv, selv om der stadig er børn hjemme. Vi kan mærke at vi får mere tid til os selv og til hinanden. Det er lidt af en gave at være nået hertil sammen. Det betyder forhåbentlig, at der er mange år tilbage til os som par.

Ellers er søndagen brugt til nørkleri. Jeg har hæftet 1000 ender på lapperne til tæppet. Måske ikke helt 1000, men der var mange. Jeg har 70 lapper klar nu og skal bruge 126, så vi nærmer os. Jeg glæder mig til at begynde at sætte sammen og få det til at ligne noget. Det haster, for jeg har flere planer på hylden, men ved godt, at det er begrænset, hvor mange bolde, jeg skal have i luften, hvis jeg skal færdiggøre noget. Jeg har lovet mig selv, at der skal laves minimum 2 lapper dagligt - gerne flere. Nu må vi se.

Der er forår både ude og inde. Det vil jeg nyde nu, mens jeg tryller lapper frem i en lind strøm.

Lidt fredagssnak

Dette skønne farvekort lå i posten den anden dag. Men hvordan er det lige. Når man vælger noget, så vælger man noget andet fra. Det kan jeg da ikke. Jeg har vildt lyst til at købe det hele. Nå, men jeg må diskutere lidt med mig selv, min samvittighed og mit dankort. Hvad jeg når frem til er ikke sikkert endnu.

Her er ikke de store weekendplaner. Bo har rådighedsvagt denne weekend og risikerer at blive kaldt både nat og dag. Det betyder, at vi holder lav profil og planlægger mindst muligt. Hvis vi er heldige får vi en lang weekend i roligt tempo. I værste fald må vi undvære ham. Hvordan det går, ved vi først mandag morgen, når han kan aflevere stafetten.

Far har klaret sin lungebetændelse. Så der står flytning på programmet i næste uge. Han skal i en lille lejlighed i forbindelse med det lokale plejehjem. Han er ikke syg nok til hospice, så en flytning er ikke til at undgå.

Det varer lige lidt, inden vi for alvor skyder weekenden i gang her. Først skal vi lige klippes alle sammen. Herefter skal Jakob køres til klassefest, og hans kæreste skal hentes. Så vil roen sænke sig. Der skal lidt godt på bordet i form af rejer, laks og noget lækkert brød. At vi skal se finalen i X-factor, kan der slet ikke sættes spørgsmålstegn ved.

Jeg håber, at din fredag aften må blive rigtig god.

Sat udenfor

I søndags fandt vi ud af, at netværket var gået ned. Ingen facebook, ingen messenger og ingen spil. Drengene var lige ved at gå ud af deres gode skind. Især da det gik op for dem, at far ikke sådan bare lige kunne ordne det. Tirsdag modtog vi ny router - den virkede, men stadig ikke hul igennem. Tirsdag aften var her besøg af tekniker og her til morgen har endnu en tekniker betrådt matriklen. Han er vores helt.

Det var været sejt. Når man er næsten 12 og 16, så skal nettet altså bare virke. I stedet er der spillet kort og playstation. Jeg har været meget pædagogisk og fortalt dem, at det er sundt at undvære ind i mellem og at det er fint at skulle foretage sig noget andet. Jeg fortalte dem ikke, at jeg var irriteret over, at jeg ikke kunne komme i blogland og over at jeg ikke kunne checke min mail, når jeg havde lyst. Nej - mor her har holdt fanen højt.

Nu er vi på igen. Tilbage i den del af verden, som vidst er kommet for at blive.

Weekendsysler

Modsat sidste weekend er vi i denne uge bare 3 herhjemme. Her er en ro lige nu, som man kun kan nyde et øjeblik. Hele hytten er ordnet og resten af weekenden er faktisk min egen. Der er ingen aftaler og ingen forventninger. Og dog - det passer ikke helt. Jonas og jeg har en aftale om et spil kort. Ellers skal der hæftes ender på en gang lapper til tæppet. Flere end halvdelen af lapperne er lavet.

Jeg skal lave mit eget knækbrød, siger Kong Mor. Så jeg tror, at jeg vil google lidt og se om jeg finder noget spændende. Det må prøves. Jeg er allerede ledt lidt på afveje, for jeg fandt dem her i min søgen. Jeg mangler rugmel i mit ellers godt fyldte skab, så jeg tror, at jeg vil gå ud i foråret og proviantere.

Fredag i mit tempo

Go' morgen Danmark, en god kop kaffe og et stykke af bagerens hjemmelavde knækbrød. Det er ingredienserne til min stillestund på en tiltrængt fridag. Jeg har været oppe i snart 3 timer, så vasketøj og andre hverdagsting er faktisk allerede ved at være et overstået kapitel. Jeg mangler lige at støvsuge hernede, så er dagen min.

Jeg trænger til den. Den sidste uge har været tung, og der har ikke været ret meget tid til mig. Fars sygdom og tankerne om Sara og hendes tilværelse har fyldt stort set alt. Jeg havde en god lang snak med Sara i går. Hun er ikke glad, men hun er ved godt mod, og hun ser verden i øjnene som den kommer. Jeg er stolt af hende. Hun er en modig pige, der nok skal få tingene til at fungere, selv om det ikke går som forventet. Jeg har lokket med en togbillet, for jeg trænger til at få hende hjem en tur.

Når butikkerne åbner vil jeg køre en tur til Kalundborg. Sara vil gerne have en strikket kjole. Garnet ligger her allerede, så jeg vil se om jeg kan få fat i opskriften uden at købe mere garn.

Min kaffekop på billedet er den, der bare får kaffen til at smage bedst. Den er købt i Cap D'agde i Sydfrankrig. Vi har været der 2 gange, og der ligger stadig en bid af min sjæl dernede.

Pas godt på dig selv og nyd din fredag.

Når livet ikke vil mere

Min far er som tidligere nævnt syg. Han blev behandlet for kræft i sommer og var et forfærdeligt stråleforløb igennem med stor brændsår til følge. Siden har han levet med sonde og har ikke fået rigtig mad. Vi har talt om herhjemme, hvor meget det må omvælte hele livet. Tænk på, hvad man putter i munden i løbet af en dag. Har vi gæster, så er temaet - hvad skal vi spise? Lørdag aften er her i huset ensbetydende med lidt lækkert på bordet. I løbet af dagen får man kaffe til arbejdet, og i weekenden lurer der et glas vin til maden. Tænk hvis dette blev fjernet og medicin og mad blev skudt lige ned i mavesækken gennem en sonde.

Far er på ingen måde rask. Han har nu været på aflastningsstue på et plejehjem i nærheden i lidt over 4 uger. Han er ikke selv interesseret i at komme hjem mere. Hans sidste nat i hjemmet tilbragte han på gulvet i badeværelset med vandet løbende lige så stille. Helt ude af stand til at rejse sig. I går ringede de til mig fra centeret. Nu ligger han med lungebetændelse og får antibiotika for det. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det tager livet af ham. Jeg tror ikke, at der er ret meget mere end 50 kg. tilbage og han synes absolut ikke selv, at det er sjovt mere. I mit stille sind beder jeg til, at han snart må få den fred, han ønsker, og samtidig beder jeg til, at jeg ikke skal se flere af mine nærmeste på den måde.

Udsigten på billedet er fra en af månedens første dage. Tidligt om morgenen som nu. Jeg nyder mine stilletimer om morgenen, og jeg elsker min udsigt fra stuevinduet. Næste gang skal jeg måske åbne havedøren, når jeg tager billede, for jeg kan se, at min lampe er kommet med.

Dybfølt gensynsglæde

De sidste par år har jeg i flere omgange ledt hele hytten igennem. Jeg har søgt højt og lavt uden at finde. Jeg var efterhånden nået til det punkt, hvor jeg måtte formode, at den var røget ud ved et uheld.

I fredags fandt jeg den helt tilfældigt. Ovenpå i et af depoterne, hvor den absolut ikke skulle være. Vi taler om ringen på min ringfinger. Jeg fik den for snart 20 år siden, da min farmor døde. Hun blev 85 og døde stille og udramatisk af alderdom. Helt uden nogen form for diagnose. Ringen er meget slidt og alt for stor til mig, for min farmor var en kraftig kvinde. Hun var forud for sin tid og var i 70'erne tillidsrepræsentant på sin arbejdsplads. Inden da, havde hun sammen med min farfar haft "Tutten" hvor de solgte kaffe og mad på den lokale fabrik, og havde syet for det lokale tøjmagasin. Samtidig har hun passet hjem og opfostret 2 sønner. Farfar havde hun ikke meget gavn af, for han var vidst lidt for glad for snapsen.

For at vende tilbage til ringen, så har det længe været min tanke at få den lavet, så den kan bruges. Det kunne være, at den kommer til at ligge, til Sara bliver student. Hun kan nemlig godt lide den. Selv er jeg ikke god til at skifte smykker, så den vil nok ikke finde sin plads på min hånd. Jeg går med de samme 3 ringe altid. Min vielsesring, den skønne ring med diamanten, som jeg fik af Bo og ungerne på min 40 års fødselsdag, og sidst men ikke mindst den anden ring, der viser sig på billedet. Den fik jeg af min mor i fødselsdagsgave, da jeg blev 18.

Og farmors ring - den bliver ikke væk igen. Det lover jeg.

Træt mandag

Vi har været mange om bordet denne weekend. Vi har været 7. Det er skønt, når de er hjemme alle sammen, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg også nyder, når hjemmet bliver mit eget igen.

Det har gjort ond i mit mor-hjerte, for tilsyneladende er de 2 ældste på vej fra hinanden efter næsten 2 år som kærester. Det vil indebære, at jeg har en datter i Vejle, som vil have ualmindeligt svært ved at klare sig med den SU hun er tildelt. Arbejdet hænger ikke på træerne, så det er ikke lykkedes hende at finde noget endnu. Jeg krydser sådan fingre for, at de finder ud af det, så hun ikke skal have den oplevelse med.

Hun er selvfølgelig velkommen til at komme hjem og bo hos os andre. Det er bare ikke optimalt i forhold til gymnasie og hendes øvrige trivsel. Tænk hvis man kunne tage sit barns smerte og bære den selv. Jeg er ramt i den grad, som er kommet bag på mig. Dels græder mit indre over, at mit barn skal bære den sorg og usikkerhed, og dels er jeg ked af, at jeg måske skal sige farvel til et pragtfuldt ungt menneske, som har været en del af vores liv de sidste par år.

Hvordan skal dine briller vende i dag?

Da jeg stod ude under bruseren til morgen kunne jeg mærke, at fredagen bliver god. Jeg har derfor besluttet mig for at tage min glade blå kjole på og vende brillerne, så de kun ser positivt.

De positive briller er altså de bedste. Det er dem der ser muligheder frem for begrænsninger. Det er også dem, der få øje på den første vintergæk, selv om man fryser, så man mest af alt tænker på at komme ind.

Det var også dem jeg havde på, da jeg fik elevudtalelse i går. Sønnen har knoklet og forhøjet sine karakterer i dansk, engelsk og matematik. At fysiklæren ikke mener, at han gør nok, er selvfølgelig ærgeligt, men han har kæmpet sine kampe efter mere end et års teenagesløvsind. Vigtigst af alt, så får vi at vide, at vi har en god dreng med nogle rigtig gode evner. At han ikke altid bruger sine ressourser helt efter skolens hoved er vel helt normalt, når man er 16 år og har 1000 ting i hovedet.

Under sociale kompetencer, havde lærergruppen valgt at skrive følgende:
Han er en venlig og hjælpsom elev, der til tider er seriøs omkring sin skole. Han er i nogle timer blevet mere aktiv, men bruger stadig mest sine sociale kompetencer i frikvarteret.

Han er en skøn unge, som vi er stolte af at være forældre til.

Nu vil jeg gå ud og møde min fredag.

Tæppet tager form

Strikkepindene er i hi for tiden. Jeg hækler lapper til den store guldmedalje. Jeg har lovet mig selv, at der skal hæftes ender mindst en gang om ugen. Ellers kommer hele skidtet til at ligge et eller andet sted meget længe. Farverne på billedet kommer slet ikke til deres ret. Det er 2 skønne grønne farver, der skal danne mønsteret. Mit print er et simpelt excell, som jeg leget med over nogle dage for at finde ud af, hvor mange lapper jeg skal bruge, og hvordan farverne skal indgå. Jeg tror, at det bliver rigtig godt. Jeg har nok hæklet ca. en trediedel. Jeg tror faktisk, at jeg vil begynde at sætte det lidt sammen i weekenden.

Egentlig blev jeg inspireret til tæppet her i blogland. Jeg var også på vej til at bestille materialer hos Tante Grøn. Faktisk havde jeg lagt i kurven og skulle til at afslutte handlen, da jeg blev enig med mig selv om, at striberne i de glade farver er skønne at se på, men at de ikke har deres plads på min sofa. Der skal være ro i farverne, så har jeg det vidst bedst.

Tak for fødselsdagshilsner

1000 tak for hilsner og kommentarer i anledning af Mies fødselsdag. Det er dejligt, når man kan få love at være lidt i det. At mærke, at hun har sat sine små fine spor og som Frederikke skriver: det er vigtigt - hun var vigtig.

Jeg kan ikke lade være med at dykke lidt ned i de tanker, som Jonas giver udtryk for. Han ville så gerne have mødt sin søster, men kom jo først til verden året efter. Hvordan ville det se ud, hvis flokken var samlet? Hvor ville vi være som par og familie, hvis hun havde overlevet med sine handicaps? Det er rigtig svært, for jeg kan ikke se hende for mig som 13 årig. Det er alt for abstrakt. Jeg kan se den lille tykke baby med det kastanjebrune hår og øjnene, der ind imellem sugede indtryk til sig.

Tegningen i mit forrige indlæg er lavet ud fra 2 billeder. Jeg sendte dem ind til Heather Spears, og fik mit kæreste eje tilbage med posten forholdsvis kort tid efter. Da orkanen rasede i november 99, var billedet en af de ting, jeg lagde klar på køkkenbordet, hvis vi pludselig skulle hurtigt ud.

Behøver jeg at sige, at vi nød solens stråler og det helt fantastiske vejr, som vi havde på dagen. Jeg har forlænget følelsen lidt og taget foråret med ind i stuen. De små liljer blomstrer og vokser sig lange, når de kommer ind i varmen. Og så er det ikke en striktrøje, der er smidt på stuegulvet. Nej - det er Dodo, der nyder solens stråler.

Mies fødselsdag

Når man har fødselsdag, skal man have gaver. Længere er den bare ikke. I år har Mie fået de her skønne padehattemænd. Jeg synes, at de er helt fantastiske. Jeg overvejer at køre ned og købe et par store til vores gårdhave. Blomster skal der også til, så jeg har fået lavet det fine hjerte hos den lokale blomsterbinder.

Bo og jeg var forbi kirkegården i eftermiddag. Der er ingen børn hjemme, så det blev en mor og far ting i år. Jonas, som jo aldrig har mødt Mie, har snakket meget om hende i anledning af fødselsdagen. Han synes, at det er drønærgeligt, at hun ikke er her. Han ville nemlig gerne have mødt hende. At det er usanlynligt, at han var kommet, hvis hun ikke havde forladt os - ja, det er en anden sag, som han ikke skal spekulere på. Han sang fødselsdagssang for hende i morges, da han vågnede. Han er en dejlig dreng.

Forresten - så var jeg lige ved at glemme, at vi skal have fødselsdagspandekager til dessert i dag.

Fødselsdag uden fødselsdagsbarn

I dag er det 13 år siden, Mie kom til verden. Der er købt fødselsdagsgave. Ikke lækre bukser, noget til værelset, et kort til penge, og hvad 13 årige ellers ønsker sig. Nix. Jeg har købt 2 skønne helt end figurer og et meget fint hjerte med blomster på. Dem skal jeg have sat på kirkegården i løbet af dagen. Hvad dagen ellers bringer finder vi ud af. Noget tyder på, at det bliver en smuk dag med sol og nærvær.

Må du også have en dejlig lørdag.....

Dagens indkøb

Hvis man åbner mit klædeskab, skal man se langt efter samlingen af mærkevarer. Mine møbler hedder ikke det rigtige, og bortset fra en Margretheskål og min Moccamaster, så er der heller ikke noget at komme efter i køkkenet. Ikke før man kigger i mine skabe. Når jeg drikker te, må det gerne være creme de la creme. Jeg elsker Kusmis Sweet Love, og har lige været ude og lave noget, der ligner en investering. Næsten 400 kroner fik jeg brugt. 250 gram i den store dåse til os herhjemme, og en mindre dåse med 125 gram i, som Sara skal have, næste gang hun kommer hjem. Hun er nemlig med på bølgen.