Når livet ikke vil mere

Min far er som tidligere nævnt syg. Han blev behandlet for kræft i sommer og var et forfærdeligt stråleforløb igennem med stor brændsår til følge. Siden har han levet med sonde og har ikke fået rigtig mad. Vi har talt om herhjemme, hvor meget det må omvælte hele livet. Tænk på, hvad man putter i munden i løbet af en dag. Har vi gæster, så er temaet - hvad skal vi spise? Lørdag aften er her i huset ensbetydende med lidt lækkert på bordet. I løbet af dagen får man kaffe til arbejdet, og i weekenden lurer der et glas vin til maden. Tænk hvis dette blev fjernet og medicin og mad blev skudt lige ned i mavesækken gennem en sonde.

Far er på ingen måde rask. Han har nu været på aflastningsstue på et plejehjem i nærheden i lidt over 4 uger. Han er ikke selv interesseret i at komme hjem mere. Hans sidste nat i hjemmet tilbragte han på gulvet i badeværelset med vandet løbende lige så stille. Helt ude af stand til at rejse sig. I går ringede de til mig fra centeret. Nu ligger han med lungebetændelse og får antibiotika for det. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det tager livet af ham. Jeg tror ikke, at der er ret meget mere end 50 kg. tilbage og han synes absolut ikke selv, at det er sjovt mere. I mit stille sind beder jeg til, at han snart må få den fred, han ønsker, og samtidig beder jeg til, at jeg ikke skal se flere af mine nærmeste på den måde.

Udsigten på billedet er fra en af månedens første dage. Tidligt om morgenen som nu. Jeg nyder mine stilletimer om morgenen, og jeg elsker min udsigt fra stuevinduet. Næste gang skal jeg måske åbne havedøren, når jeg tager billede, for jeg kan se, at min lampe er kommet med.