tirsdag den 29. marts 2011

Sikke en lettelse

Som så mange andre i landet, har jeg de sidste par dage haft ondt i maven over lille Holger, der blev væk for sine forældre. Og da han så kom frem på skærmen i går - lige mellem mor og far - var der vidst en tåre, der fik frit løb. Lille lækre Holger. Sikke et døgn, den familie har gennemlevet.


Det fik mine tanker til at flyve tilbage til en lille episode, som jeg egentlig havde glemt. Jeg var med mine børn i det lille lokale center. Jonas har vel været på alder med Holger vil jeg tro. Vi mødte naboen, og på de få minutter vi sludrede, mestrede Jonas at forsvinde. Først kigger man undrende omkring, så delte vi os. Sara og Jakob checkede butikkerne i den ene ende, og jeg tog dem i den anden ende af centeret. Da vi igen stod på centertorvet uden Jonas kom panikken som et lyn fra en klar himmel. Jeg fik varmen og blev rigtig bange. Det var sommer og nogen af butikkerne havde bagindgangen åben, så der var flugtveje nok. Desuden kom også tanken om, at nogen måske havde taget ham. Jeg tror at jeg var i den følelse i ca. 10 minutter, så kom Sara farende. Hun havde fundet ham ude i det fjerneste hjørne af centeret. Der havde vi ikke været, men Jonas havde alligevel fundet ud af, at der stod en Postmand Per bil derude. Den sad han i og sang. Han havde ikke været væk - han havde jo været der hele tiden, og det havde været rigtig hyggeligt.


Når jeg tænker på, hvad jeg nåede at føle og opleve på den korte tid, så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan Holgers forældre må have følt det. Man håber det bedste og frygter det værste. Hvor er jeg glad for, at det endte med det bedste - at de ikke skal lære at leve med det evige savn, og alt hvad det må indebære.

2 kommentarer:

  1. Ja, uha. Jeg har også prøvet det. Engang vi var på ferie i Østrig, blev en af mine drenge væk. Aldrig i hele mit liv har jeg haft det værre. Og min Christian vidste selv han var væk og var skrækslagen, aldrig siden har han forladt flokken, når vi har været på tur, han bliver hos mig, selv i dag hvor han er 11 år, holder han altid øje og holder sig i nærheden, han var vel en 3 - 4 år da han blev væk. Stakkels barn, han må have haft det mindst lige så frygteligt som jeg. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der kunne være sket.

    SvarSlet
  2. Ja, det var gribende at følge historien om Holger og den lykkelige afslutning. Pyha sikke en forskrækkelse også for jer, da Jonas blev væk!
    Sådan nogle historier får mig til at tænke på den uhyggelige historie med lille Tina, der blev fjernet fra in barnevogn ud for Daells Varehus for mange år siden. Hun blev gudskelov også fundet i god behold - men først nogle måneder senere.

    SvarSlet