tirsdag den 15. marts 2011

Dybfølt gensynsglæde

De sidste par år har jeg i flere omgange ledt hele hytten igennem. Jeg har søgt højt og lavt uden at finde. Jeg var efterhånden nået til det punkt, hvor jeg måtte formode, at den var røget ud ved et uheld.

I fredags fandt jeg den helt tilfældigt. Ovenpå i et af depoterne, hvor den absolut ikke skulle være. Vi taler om ringen på min ringfinger. Jeg fik den for snart 20 år siden, da min farmor døde. Hun blev 85 og døde stille og udramatisk af alderdom. Helt uden nogen form for diagnose. Ringen er meget slidt og alt for stor til mig, for min farmor var en kraftig kvinde. Hun var forud for sin tid og var i 70'erne tillidsrepræsentant på sin arbejdsplads. Inden da, havde hun sammen med min farfar haft "Tutten" hvor de solgte kaffe og mad på den lokale fabrik, og havde syet for det lokale tøjmagasin. Samtidig har hun passet hjem og opfostret 2 sønner. Farfar havde hun ikke meget gavn af, for han var vidst lidt for glad for snapsen.

For at vende tilbage til ringen, så har det længe været min tanke at få den lavet, så den kan bruges. Det kunne være, at den kommer til at ligge, til Sara bliver student. Hun kan nemlig godt lide den. Selv er jeg ikke god til at skifte smykker, så den vil nok ikke finde sin plads på min hånd. Jeg går med de samme 3 ringe altid. Min vielsesring, den skønne ring med diamanten, som jeg fik af Bo og ungerne på min 40 års fødselsdag, og sidst men ikke mindst den anden ring, der viser sig på billedet. Den fik jeg af min mor i fødselsdagsgave, da jeg blev 18.

Og farmors ring - den bliver ikke væk igen. Det lover jeg.

3 kommentarer:

  1. Hej Susanne. Jeg kender godt det med gensynsglæden, når man har savnet..Tjek din e-mail, jeg har sendt en besked til dig:-) God dag til dig og dine:-)

    SvarSlet
  2. Hej Susanne, hvor er den smuk! Dejligt at du fandt din farmors ring igen. Jeg kender også til, at ting bliver væk og pludselig dukker op på forunderlig vis. Jeg er heller ikke god til at skifte smykker, men har en ring på nu, som må være min farmors :-)

    SvarSlet
  3. Dejligt at have ting som minder om mennesker man holder af!
    Og endnu bedre at du fandt ringen igen!
    Og allerbedst at du ved hvem du kan give den videre til!

    SvarSlet