onsdag den 4. marts 2009

En ganske særlig fødselsdag.

I morgen er det 11 år siden, jeg tog hul på et længere dagbogsforløb. Jeg skrev som følger:

Du bliver født kl. 3.10 om natten. Fødslen er hård, men hurtig - en god oplevelse hvor bare mor, far og jordemor Anette er til stede. Med det samme Anette har set dig, advarer hun os om, at du er født med en læbe- ganespalte, der ser voldsom ud. Vi bliver også fortalt, at den slags laver man meget flot nu. Vi bliver kede af det, men accepterer, idet der er tale om noget kosmetisk og ikke en sygdom. Du bliver vejet og målt - en flot stor pige på 49 cm. og 3780 g. Du er meget ked af det i løbet af de tidlige morgentimer og natten.
Da klokken er 9.30 får vi besøg af en børnelæge, der skal se på din mund, og så starter det hele ellers. Han hæfter sig ved, at du har små ører, der sidder lidt lavt. Det og så din læbe- ganespalte kan pege imod, at du er født med en kromosomfejl. Dette kan påvises ved blodprøver. jeg kan ikke rigtigt få ham til at fortælle, hvad kromosomfejl indebærer. Sidst på formiddagen bliver vi overført til Holbæk sygehus, hvor der er en børneafdeling. Nu ligger vi desværre ikke sammen mere. Her får du lagt sonde i næsen, så du kan få noget mad, og du får taget nogle blodprøver. Dit blodsukker er for lavt, men det er fordi du ikke har fået noget mad. Nu begynder de også at tale om, at dit hjerte er for stort, men alle målinger viser, at både dit hjerte og dine lunger arbejder flot, og lægen kan heldigvis ikke høre nogen mislyd på hjertet. Ved sekstiden kommer far og dine søskende. Jakob vil ae dig og er meget interesseret. Sara er lidt skræmt og tager afstand. Mormor er med, så far og mor kan tale med lægerne og med hinanden. Da jeg sidst på dagen går ned til dig, er du blevet meget mere rolig, så vi sidder og hygger os lidt. Du virker dog som om et eller andet gør ondt. Du har fået lidt smertestillende i din sonde, for lægen er inde på, at det har gjort ondt på dig, at vi har rørt ved dig/flyttet dig. Personalet omkring dig er utroligt søde mennesker, som altid har tid til at tale med os. Du har også lovet mig, at jeg må få taget aftryk af dine hænder og fødder.
----
Dette blev starten på 5 intense uger. Nogle dage blev der skrevet - andre dage blev det bare til det rene ingenting. Ventetid og meldinger, der ikke var lige opmuntrende. Jeg tror, at jeg de næste 5 uger vil bringe lidt uddrag af vores oplevelser og Mies liv. På den måde kommer hun "lidt frem" igen, og det er faktisk meget rart.

9 kommentarer:

  1. Så starter din film, Susanne... Mies film, som jeg ser frem til at følge med i de næste 5 uger.
    Selvom det er barsk, så er det Mies historie - og den er så fin!

    SvarSlet
  2. Hvor er det rørende og smukt at du vil dele lidt af Mies liv med os her i blogland på den måde. Jeg blev virkelig revet med og havde lyst til at høre mere. Skønne lille Mie. Tænk at det er 11 år siden i morgen. Hvordan markerer I Mies fødselsdag?

    SvarSlet
  3. Jeg har ikke hørt ret meget af Mies historie. JEg glæder mig til at følge din Mie-film de næste fem uger.

    Og et tillykke med hende skal du have.
    Hvordan fejrer i hende?

    SvarSlet
  4. Ja - pludselig er det nærværende. Det er sgu underligt at man på dagen skal finde den blomsterbutik, der har de fineste ting. Der burde have ligget gaver hjemme i skabet i stedet.

    Vi har altid gjort et eller andet i forbindelse med hendes fødselsdag. I år er vi ikke samlet alle sammen før kl. 19.30, så jeg regner med at jeg selv tager en tur på kirkegården i løbet af dagen. Det må blive noget med fødselsdagsboller og en kop varm kakao i aften, når alle er samlet.

    Jeg har fri idag. Der kan ikke tænkes regnskab, når der er fødselsdagsuro i kroppen. Jeg har et lille hemmeligt projekt i dag, som jeg glæder mig helt vildt til, så det skal nok blive en dejlig dag trods alt.

    SvarSlet
  5. Tillykke med Mies fødselsdag.
    Jeg måtte lige græde lidt... Det er så smukt at få dit mor-indblik i Mies liv. Meget intenst.

    SvarSlet
  6. Kære Susanne - har tænkt på dig idag, mest fordi det er Mies fødselsdag, men også for det andet ;-). Jeg håber i får en smuk dag med de gode minder om jeres smukke lille pige....Knus

    SvarSlet
  7. Tillykke med Mie i dag. Jeg vil også gerne følge lidt nærmere med, og lære historien om Mie at kende. Vi kender jo efterhånden hendes dejlige mor, så jeg er sikker på at få mange gode glimt af din Mie via denne beretning også.

    Hvordan er Mie i din bevidsthed nu? En lille pige, eller en pige der fylder 11 år?

    Kram til dig

    SvarSlet
  8. Kæreste Susanne og familie og med tankerne på lille Mie.
    Tillykke med hendes 11 år. på én gang så mange og på én gang stadig så tæt på.
    Tak fordi du deler.

    SvarSlet
  9. Kæreste Susanne. Jeg glæder mig til at lære lille Mie bedre at kende. Tak fordi du deler hende med os.Tænk,11 år. Hvordan føles det? Tillykke med hende!

    SvarSlet