fredag den 11. marts 2011

Hvordan skal dine briller vende i dag?

Da jeg stod ude under bruseren til morgen kunne jeg mærke, at fredagen bliver god. Jeg har derfor besluttet mig for at tage min glade blå kjole på og vende brillerne, så de kun ser positivt.

De positive briller er altså de bedste. Det er dem der ser muligheder frem for begrænsninger. Det er også dem, der få øje på den første vintergæk, selv om man fryser, så man mest af alt tænker på at komme ind.

Det var også dem jeg havde på, da jeg fik elevudtalelse i går. Sønnen har knoklet og forhøjet sine karakterer i dansk, engelsk og matematik. At fysiklæren ikke mener, at han gør nok, er selvfølgelig ærgeligt, men han har kæmpet sine kampe efter mere end et års teenagesløvsind. Vigtigst af alt, så får vi at vide, at vi har en god dreng med nogle rigtig gode evner. At han ikke altid bruger sine ressourser helt efter skolens hoved er vel helt normalt, når man er 16 år og har 1000 ting i hovedet.

Under sociale kompetencer, havde lærergruppen valgt at skrive følgende:
Han er en venlig og hjælpsom elev, der til tider er seriøs omkring sin skole. Han er i nogle timer blevet mere aktiv, men bruger stadig mest sine sociale kompetencer i frikvarteret.

Han er en skøn unge, som vi er stolte af at være forældre til.

Nu vil jeg gå ud og møde min fredag.

3 kommentarer:

  1. Godmorgen, Susanne, det var smukt at læse, hvad du skriver.Jeg tror, vi kan gøre rigtig meget ved at tage de positive briller på - det er noget vi taler meget om her hos os.
    Ha' en dejlig dag!

    SvarSlet
  2. Åh ja. Vi har altid et valg - vi kan vælge at gøre dagen god, og vi kan vælge at blive siddende i et hjørne og pive!
    Dejligt positivt indlæg her til morgen - håber din fredag bliver dejlig!

    SvarSlet
  3. Skøn udtalelse og selvfølgelig har man andet i hovedet end skolen som 16 årig:)Jeg følger gerne dit eksempel og vender mine briller samme vej:) God weekend!

    SvarSlet