tirsdag den 8. marts 2011

Tak for fødselsdagshilsner

1000 tak for hilsner og kommentarer i anledning af Mies fødselsdag. Det er dejligt, når man kan få love at være lidt i det. At mærke, at hun har sat sine små fine spor og som Frederikke skriver: det er vigtigt - hun var vigtig.

Jeg kan ikke lade være med at dykke lidt ned i de tanker, som Jonas giver udtryk for. Han ville så gerne have mødt sin søster, men kom jo først til verden året efter. Hvordan ville det se ud, hvis flokken var samlet? Hvor ville vi være som par og familie, hvis hun havde overlevet med sine handicaps? Det er rigtig svært, for jeg kan ikke se hende for mig som 13 årig. Det er alt for abstrakt. Jeg kan se den lille tykke baby med det kastanjebrune hår og øjnene, der ind imellem sugede indtryk til sig.

Tegningen i mit forrige indlæg er lavet ud fra 2 billeder. Jeg sendte dem ind til Heather Spears, og fik mit kæreste eje tilbage med posten forholdsvis kort tid efter. Da orkanen rasede i november 99, var billedet en af de ting, jeg lagde klar på køkkenbordet, hvis vi pludselig skulle hurtigt ud.

Behøver jeg at sige, at vi nød solens stråler og det helt fantastiske vejr, som vi havde på dagen. Jeg har forlænget følelsen lidt og taget foråret med ind i stuen. De små liljer blomstrer og vokser sig lange, når de kommer ind i varmen. Og så er det ikke en striktrøje, der er smidt på stuegulvet. Nej - det er Dodo, der nyder solens stråler.

2 kommentarer:

  1. Det er et meget smukt billede, du har fået fra Heather Spears! Ja, din lille Mie var vigtig - og du er god til at fortælle om, hvad hun betyder for jer.

    SvarSlet
  2. Jeg så først tegningen nu. Nej, hvor er hun dog dejlig!! Blev så glad over at se den - sikke et spil i øjnene.

    SvarSlet