Store bagedag

Denne gamle maskine er flittigt brugt. Med 8 - 10 dages intervaller bliver den hevet frem fra hylden og samlet. Så ryger der havregryn, hytteost, lidt olie og hvad der ellers skal til, når man vil give familien boller, der ikke er væk, første gang, man har sluppet en lille vind. Ja undskyld, men det er altså den pæne udlægning af udtrykket her i huset.

Maskinen er fra mit barndomshjem. Den kom til huse, da min far engang vandt et pænt beløb i tips. Jeg tror faktisk, at det var 12 rigtige. Jeg har vel været omkring 8 år. Min mor har brugt maskinen flittigt. Man kunne røre 4 store franskbrød på den, og den har været i gang, når vi fik gris. Jeg husker, hvordan vi flokkedes om medisterpølsen, der strøg af hornet i en hast, som kunne få små piger til at grine højt.

Da vi alle var flyttet hjemmefra, havde mor ikke mere at bruge maskinen til, og jeg overtog. Den har endnu aldrig svigtet. Den må være fra den gang, hvor ting blev lavet til at holde. Jeg skal ærligt indrømme, at den hverken hakker flæskefars eller producerer medister mere. Der i mod er den min ven, når der skal laves æbleskiver til jul, eller som her til aften, hvor der bliver bagt et bjerg af havreboller.

I morgen skal jeg hente Sara ved toget. Jeg glæder mig, for jeg trænger. Mit morhjerte savner. Det skal blive en rigtig dejlig fredag.

Endnu et køretøj på matriklen

Lørdag bliver en ganske særlig dag. Så får denne flotte fyr nemlig kørekortet til den røde Aprilla. Han glæder sig rigtig meget. Det gør jeg også - for så skal jeg ikke hente og bringe, hver gang han skal på job i Brugsen.

Jeg kan stadig huske, da han lærte at cykle, men det er en ganske anden snak.

At se det hele lidt udefra

Madame havde et indlæg i går, der handlede om langsomhed. Et indlæg, der satte tankerne igang hos mig. For ordene er kloge og rammer de fleste et eller andet sted, vil jeg tro.

Jeg tror i virkeligheden, at jeg er lidt af en sammensat størrelse, hvad det angår. Jeg holder meget af mit arbejdsliv. Der skal helst ligge bunker, jeg kan tage fat i, og der skal bare være nok at se til. Hvis langsomheden sniger sig ind her, begynder jeg at sidde uroligt på stolen og trives slet ikke. Jeg har næsten fuld tid. Et gennemsnit på 33 timer om ugen, hvilket giver mig fri hver anden fredag.

Når jeg sætter mig ud i polo blå efter en arbejdsdag sænker roen sig som regel. Selvfølgelig er der også indkøb og lignende hos os, men jeg forsøger at planlægge, så jeg ikke går rundt i Netto eller Fakta hver dag, og vasketøjet er pakket på få dage på ugen.

Hvis jeg vandt de famøse millioner i lotto, ville jeg stadig starte Polo blå og køre på arbejde. Det giver mig en masse på positivkontoen, ud over at det er medvirkende til smør på brøddet.

Jeg er ikke den, der jager det store på den materielle konto. Jeg er glad for det vi har, og jeg har ikke brug for et klædeskab, der ikke er til at lukke. Når jeg bruger penge på mig selv, er det mere lidt ekstra luksus hos frisøren, eller et klippekort til massage hos Mette. Det er rent velvære.

Nu er det tid til at bytte morgenens langsomhed ud med hverdagens program. Der er to drenge, der skal ud af dynerne, og jeg må hellere gøre mig klar til en ny dag med debet og kredit. Her fra mit stuevindue ser det ud som om, at dagen bliver rigtig fin.

Jeg er blevet snydt

Jeg kunne godt bruge lidt mere påske. Dagene har været en gave vejrmæssigt, og jeg føler virkelig, at der er kommet en masse på positivkontoen. Jeg har haft tid til bare at være, samtidig med, at der også er nået lidt rundt omkring. Lige nu venter en mandag, der står i transportens tegn. Jakob skal hentes hjem fra Signe, og Jonas har en aftale i byen, der kræver både aflevering og hentning.

Den nye uge bliver startet i sundhedens tegn. Jeg har opdaget, at jeg er blevet snydt. Der er sket det, at ca. 3 kg. har taget hjemsted på min krop, vel at mærke uden at det var aftalt. Det lyder måske ikke umiddelbart af mange, men jeg er ikke af de største fra naturens side, så jeg har det bedst, hvis jeg får afvist dem. Jeg kender turen. Det er sket 3-4 gange i mit voksenliv, at jeg har afvist de sidst ankomne deller. Jeg tænker i mit stille sind, at hvis jeg ikke havde gjort det, så havde der siddet mindst 15 kg. mere fordelt rundt på min krop.

Nu vil jeg gå ud og nyde den sidste påskedag. Jeg håber, at du også må få en dejlig en af slagsen.

En dejlig dag i billeder

Dodo i fuld nydning på trappestenen





Et udpluk af, hvad Polo Sort og jeg bragte hjem fra Bo Grønt i Kalundborg


2 baner tæppe syet sammen. Mangler kun 12

Mit livs håndværker i krogen, hvor vi vil komme til at tilbringe mange timer

Lidt personlig velvære i skyggen af parasollen

Og det bedste af det hele er vel næsten, at dagen ikke er slut endnu. Om lidt vil jeg klæde om og gøre mig klar til rigtig dejligt selskab. Vi skal besøge en anden familien Hansen, som vi sætter rigtig stor pris på. Jeg glæder mig til lidt godt at spise og en rigtig god lang snak med en fru Hansen af den helt særlige slags.

Stille morgennydning

Her er helt ro. Nej - egentlig ikke. Jeg kan høre vinden i træerne. Det suser i baghaven, men på min favoritplet ude i gården er der helt læ. Jeg ved det, for det er lige checket. Solen er ikke nået derom endnu, så det var lidt koldt.

Jeg har vilde planer for formiddagen. Planteskole og garnbutik. Det lyder som en hård opgave for dankortet. Jeg skal have plantet krukkerne til, og det er også tid til lidt fint til Mies lille sted. Og nu hvor jeg ikke skal hækle flere lapper, må der altså nyt til. Mine små niecer skal have et par veste. Jeg glæder mig allerede til at strikke igen.

Kan du hjælpe?

Nu er det jo ikke første gang, at der har været billeder eller snak om lapper på denne side. Men denne lap er altså en helt særlig en af slagsen. Ikke på grund af farve, størrelse eller facon. Nej, det der adskiller denne lap fra de andre er det faktum, at det er lap nummer 126.

Det er den sidste......

For at være ærlig, så havde jeg ikke troet, at jeg skulle nå dertil før en gang om nogle måneder, men de har næsten lavet sig selv. Nu er det store spørgsmål, skal jeg sy dem sammen, eller skal de hækles sammen. Jeg ved det ikke, for på det punkt, er min erfaring på nulpunktet. Det må komme an på prøven.

Er der gode råd eller idéer, så hører jeg meget gerne.

Tirsdag før påske.

Tirsdag før påske vil altid være en særlig dag for mig. Det var dagen, hvor vi for 13 år siden besluttede at stoppe Mies behandling. Det er dagen, hvor vi slukkede for respirator og alt anden grej omkring hende og tog hende ind på stue 7 for at dele den sidste tid. Der var ikke nogen, der kunne sige om det skulle tage 3 minutter eller 3 dage. Vi måtte bare vente.

I år er tankerne fløjet som altid. Når man er på dagen kan man næsten se detaljerne for sig. Lyde og stemninger har det også med at komme tilbage. Men i år har tankerne været anderledes. De har handlet om savn. Det var jo en periode, hvor savn var nøgleordet.

Mine tanker i år har gået meget på de 5 uger, der gik før tirsdagen før påske. På hvor meget jeg savnede Sara og Jakob. Mine to troldeunger, der dengang bare var 3 og 5 år. Mens jeg havde min gang på GN på Rigshospitalet så jeg dem kun i weekenderne, og den periode vi var hjemme, var det mest Bo, der tog sig af dem. Dels skulle jeg sørge for Mie og hendes mad og medicin hver 4. time døgnet rund. Og så var jeg bare træt - træt - træt.

Faktisk tog det noget tid at genvinde de to, og det var faktisk rigtig hårdt oveni sorgen over at have mistet Mie. De var blevet fars børn og holdt sig meget til ham. Bemærkninger som "sådan gør far ikke", eller "farmor siger også......" sved, så jeg gik for mig selv og græd lidt ind imellem. Heldigvis fandt vi hinanden igen.

Lidt hverdagsting

Her er det hverdag - i hvert fald for den arbejdende del af husstanden. Drengene nyder deres påskeferie. Og faktisk er det drengene, der får mig til at fare til tasterne denne gang. De skal altså have ros, de to. Når jeg hører, hvordan søskende er ved at splitte familier ad med uvenskab og teenagekonflikter, så føler jeg mig som verdens heldigste mor. Vi har altid forsøgt at opdrage dem til rummelige mennesker og lært dem, at det ikke koster ekstra at tale ordentligt. At man altid siger pænt goddag og farvel, og at tak for mad er en selvfølge. Uanset hvor man er. Herhjemme er de ved at finde hinanden. Sara og Jakob har altid været tætte. Måske fordi de aldersmæssigt er tætte. Lige omkring 2 år. Så Jonas har egentlig været lidt alene i den forbindelse. Da Sara flyttede ud, blev der plads til ham på en anden måde, og her et halvt års tid efter har de rigtig fundet hinanden. Det sker jævnligt, at jeg finder dem på samme værelse, hvor de hygger med spil af den ene eller den anden art, ligesom fodbolden kan få dem ud sammen på en sommeraften. Og er der kammerater med hjemme, så spiller de da bare allesammen.

Lige nu nyder jeg - som så mange gange før - udsigten fra mit stuevindue. Solen hænger lavt endnu og mosekonen brygger. Der hænger dis og tåge i ruller ud over markerne, så langt øjet rækker, og det er langt. Ude i horisonten kan jeg skimte Løve Mølle. Den ligger ca. 10 km. herfra.

Nu vil jeg få lidt småting fra hånden, inden jeg kører på job. Vil du se, hvor jeg arbejder? Så kig med her.

Jeg håber, at du må få en solrig tirsdag.

Et glimt fra gamle dage

Jeg fik lige lyst til at vise mit gamle køkken frem. Som det så ud, da vi bar vores ting ind i påsken for 20 år siden.

Lågerne er håndmalede v. Trækunsten i Høng. Jeg ved det, for jeg kender en, der kom i huset, før det blev vores. Bordet var så lavt, at en simpel opvask kunne give rygsmerter længe efter, og inde bag lågerne, var der et stort åbent rum. Lige ud til betonvæg og råt gulv. Jeg har set MEGET store edderkopper spæne over gulvet i mit køkkenskab. Jeg tror, at vi havde det et par måneder, så blev det skiftet ud. Vi var så heldige at kunne købe et helt egetræskøkken for bare 10.000, fordi det havde været brugt til udstilling. Det var fedt at få bund i skabene og få dyrene ud. Jeg gemte nogle af lågerne dengang. Jeg havde i tankerne, at man måske kunne bruge dem til et eller andet. Senere blev de solgt - til køkkenlåger, så hvem ved. Måske er de derude et sted endnu.

Her bages der boller og hækles lapper. Jeg mangler kun 16 nu, så er jeg færdig med den del af arbejdet.

Må du få en rigtig dejlig søndag.....

Fredag med servering

Jeg kan kun anbefale, at man tager i Folketeateret og ser Skatteøen hvis det er muligt. Det var en rigtig god forestilling. Fyldt med de gode sange af Sebastian, fyldt med gode skuespillere og helt fantastiske kulisser. Det er sådan en oplevelse, jeg kan leve højt på længe.

Turen til og fra byen var også en fornøjelse. Jeg havde Jakob og 3 af hans klassekammerater i bilen. Vi fik en god snak om løst og fast, alvor og sjov. De er både fornuftige og rigtig sjove at være sammen med. Men 16 årige knægte er altså sultne - hele tiden. Og de 4 jeg var omgivet af, havde ikke fået mad siden midt på eftermiddagen. Så jeg måtte pænt holde ind på Burger King på vej hjem. Og skal jeg være ærlig, så kom jeg til at spise en cheeseburger. Den smagte rigtig godt. Måske fordi klokken nærmede sig 23.00 og stemningen var til det.

Jeg har været træt i dag, og jeg har meddelt, at jeg ikke laver noget som helst. Så lige nu er Jakob og Signe ved at grille og lave salat. Jeg skal bare vente på, at det bliver sat på bordet foran mig. Jeg vil nyde det med et halvt glas rødvin, og når klokken er 21, er jeg nok den der sover.

En lille ting med stor betydning

Denne skønne figur fik jeg til min 30 års fødselsdag af ledelsen på skolen, hvor jeg arbejde. Jeg satte den hjem på hylden, for den var jo meget sød. Tanken bag gaven var, at vi da skulle have hund til trods for Jakobs allergi.

Syv måneder efter fødselsdagen kom Mie til verden. Kun for at være et øjeblik og for at forlade os igen alt for hurtigt. Vi fik forstørret et billede, og da der ikke lige var slået søm i væggen, kom det til at stå på reolen, med hunden og den lille pige som støtte. Det gjorde noget ved min fødselsdagsgave. Fra at være hunden jeg ikke kunne få, blev figuren symbolet på, at noget passer på Mie, når vi nu ikke må. Hunden er stor og rigtig rar, og det lille barn ser ud til at være helt tryg. I dag står figuren stadig på hylden og jeg er glad for den på en helt anden måde, end da jeg modtog den. Sådan kan ting ændre betydning.

Senere skulle det jo vise sig, at vi godt kan have hund. Løsningen er bare at få fat i den rigtige hund. Vores Dodo trives fint i familien og alle trives med hende trods allergi og astma. I morgen går turen til Hovedstaden. Ikke for at deltage i tvillingedåb. Nej, jeg skal med Jakob og hans klasse i Folkteteateret og se Skatteøen. Jeg glæder mig rigtig meget, for jeg synes jo, at Sebastians musik er noget af det fineste. Og stolt er jeg også, for sønnen har selv spurgt, om jeg vil med, og det er vidst ikke en selvfølge, når man er 16 og kunne komme i byen uden mor.

Nu nærmer det sig

Hvor kunne jeg godt tænke mig, at jeg kunne ramme farven. Men det vil altså ikke blive som i det virkelige liv.

Det skal ikke forhindre mig i at prale lidt. Jeg havde troet, at mit tæppe var sådan noget, der skulle tage form hen over året. Men det er bare gået slag i slag, og nu ligger der 101 lapper i bunker på sofabordet. Så mangler der bare 25. Jeg glæder mig rigtig meget til at sætte sammen og prøve om det virker i sofaen. Det tror jeg helt bestemt.

Dagen har været lang, og jeg har stort set ikke været hjemme, så jeg tror, at jeg vil trække stikket tidligt i dag og få en god lang nat. Jeg får nemlig også nok at se til i morgen. Jeg skal på hemmelig tur med min herlige nevø. Jeg siger ikke hvad vi skal. Det kunne jo være, at hans nysgerrige mor læser med her.

Fantastisk søndag.

Man kan vidst ikke forlange det bedre. Søndag, høj sol, hjemmebag og en vasketøjskurv, der er blevet tømt til sidste sok. Ja, jeg ved, at det er noget af en blandet landhandel, men det er altså det, jeg har fyldt min dag med.

Det er sådan en søndag, hvor jeg rigtig mærker, at jeg lever. Jeg nyder at kunne tage tingene i mit eget tempo. At gøre ting, fordi jeg har lyst og ikke nødvendigvis, fordi jeg skal. Jeg er blevet bedre til det, måske fordi det bare er blevet muligt. Børnene har ikke brug for mig på samme måde mere. Faktisk har der slet ikke været nogen hjemme i dag. Sådan er det efterhånden tit.

De første gange, vi sad her selv, var det vildt underligt. Nu har vi lært det, og har også lært at nyde det. En dag vil det være sådan, livet er. Så vil vi være sådan nogen, som børnene kommer og besøger. Vi har god tid til at vænne os til tanke. Yngste er endnu ikke fyldt 12. Men tankerne går da en gang imellem. Specielt efter at Sara flyttede hjemmefra.

Der har også været tid til lidt håndarbejde idag. Jeg har hæklet lap nummer 100 til mit tæppe. Det er lidt vildt. Så mangler jeg bare 26. Mere end 70 har fået hæftet ender, så nu begynder det at ligne noget. Jeg skal også snart være færdig. Jeg har flere projekter i tankerne og længes egentlig bare efter at få skudt noget mere i gang. For mig hænger strikketøj og terasse sammen.

Nu vil jeg nyde resten af søndagen. Der er en hund, der skal børstes og en søn, der skal hentes. Godt søndag til dig....

Mie og vores rejse sammen

At Mies liv har haft stor betydning for mit liv, er der vidst slet ingen tvivl om. Hun lærte mig rigtig meget. Dels om livet omkring mig, men også om at tage stilling og om hvad jeg ønsker med mig og mine. Jeg er dybt taknemmelig over, at jeg fik lov at være hendes mor, og at vi fik lov at have 5 uger sammen. Et helt liv - et kort et af slagsen - men alligevel et helt liv.

Mie er blevet en del af min historie, og hun vil altid være med mig, på samme måde som de andre 3. Jeg ønsker ikke at være "hende med det døde barn", for jeg er heldigvis meget mere end det. Men jeg bliver glad, når hun bliver husket, og når det bliver anerkendt, at jeg er mor til 4 dejlige unger. Hun har stadig sin plads på væggen herhjemme ligesom sine søskende.

Man vælger ikke selv sin historie, men man bærer selv et vidst ansvar for, hvordan man lever med den. Jeg tænkte efter og traf et valg, da Mie døde. Jeg ville livet. Jeg ville mine børn og den mand, der betyder alt for mig. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg havde et hårdt år, og at der er ting, der stadig står i sorgens tåge. Tågen var nødvendig. Man er nød til at lade sig falde, ellers kan man ikke rejse sig.

Dagen i dag har været som de fleste andre. Jeg kan godt se, at kalenderen siger den 7. april, og jeg ved, at det var dagen. Men jeg kan ikke mærke det. Dem der kender mig ved, at det er fordi Mie døde tirsdag før påske. Det bliver dagen, hvor jeg husker detaljer og kanmærke stemningen igen. Derfor har jeg heller ikke gjort det store. Jeg har ikke været på kirkegården, for jeg gad ikke stormvejret. Det gemmer jeg til weekenden, når der er tid og ro igen. Så vil jeg plante lidt og gøre fint.

Jeg skrev dagbog i Mies korte liv. Til at starte med bare for at kunne sove og få ro på tankerne. Dernæst var det et redskab til at kunne gengive hende historien, når hun engang var gammel nok til at forstå. I dag er den et af minderne om den tid, der var så kort, og som til at betyde så uendeligt meget. Hele dagbogsforløbet er gengivet i mine indlæg her i marts og april 2009. Dag for dag som det blev skrevet. Jeg deler gerne, så læs med, hvis der er lyst og ro til det.

13 år er gået

I dag er det 13 år siden, at Mie forlod os. Stuen på Rigshospitalet blev rammen om de sidste timer, vi havde sammen med hende.... Jeg skal have lagt en blomst over senere i dag, og mon jeg så ikke vender tilbage her. Jeg tror det.

Landet i sofaen

Bo er kørt med Jonas til trommeundervisning, Jakob er fordybet i et spil og hunden sover. Her sidder jeg. Jeg skal ingenting, og jeg skal hverken planlægge eller tage stilling. Jeg nyder bare.

Succes.

Sådan vil jeg uden tøven beskrive dagens flytning. Jeg hentede en lettere forvirret mand, der slet ikke havde overskud eller energi på al det, en flytning må indebære. Hvad med alt det, der skal smides ud, og er der fjernsyn det nye sted. Der var mange spørgsmål. Jeg tror faktisk, at han troede, at han skulle flyttes fra et værelse til et andet.

Heldigvis blev han glad og tilfreds, da han opdagede, at alt var gjort for ham. At det er hans egne ting, der står i rummene, at det reelt er hans hjem nu. Han har fået en plejebolig. En god lejlighed med indgang fra plejecenteret, så han har samme service og opsyn som han havde på aflastningspladsen. Vi havde undladt at hænge billederne op, bare sådan for, at han selv kunne komme med på råd. Og jeg har mange gange kraftigt understreget, at der kan laves om på stort set alt, hvad vi har gjort. Alt ER gjort. Den gamle lejlighed er tømt, og der er kørt på genbrugen med den stol, der ikke kunne være der, og nogle andre ting.

Jeg er lettet. Far havde fundet ud af, hvilken plads i sofaen, der er bedst i forhold til fjernsynet, inden jeg sagde farvel og kørte på arbejde. Meget tyder på, at han kan tilbringe sin sidste tid i hjemlige omgivelser - godt nok i nye rammer. Men hvad vigtigst er, er at det er i nye trygge rammer

Endelig færdig

Der er flyttet. Alle fars ting er ude af hans lejlighed og på plads i den nye plejebolig. Han kommer til at bo rigtig dejligt. Jeg håber, at han er enig. Han har fået næsten 70 kvadratmeter bolig fordelt på stue, soveværelse, køkken og badeværelse og lidt fællesareal. Fordelen er, at det er en del af et plejehjem, så der er personale på døgnet rundt. Han vil nu blive passet og plejet af de sammen mennesker, og ikke af en stakkels hjemmehjælper eller sygeplejerske, der i bund og grund har al for lidt tid hos den enkelte borger.

Jeg skabte hans nye hjem i går sammen med Bo og mine søskende. I dag har jeg været ude for at købe en lampe og lidt småting, så det bliver rigtig godt. I morgen fuldføres projektet. Jeg holder formiddagsfri og kører over og henter far på aflastningspladsen. Jeg er faktisk ret spændt på at høre, hvad han har at sige til sit nye hjem. Jeg tænker, at det må blive rart for ham at få mere plads omkring sig og igen at være omgivet af sine egne ting.

Det har været lidt af en grænseoverskridende oplevelse at flytte for ham. Han har jo ikke selv været med, så vi har været i både skuffer og skabe. Vi har kun kasseret meget lidt, for beslutningen må være hans egen. Selv ting som vi ved, han aldrig kommer til at bruge igen, har fundet deres plads.

Personalet, som vi har mødt ind til nu, har været enestående imødekommende. De vil kunne beholde ham til det aller sidste, så vi forhåbentlig ikke skal flytte mere, før det hele engang er slut. Jeg er træt, men energien er brugt godt. Jeg tror på det bedste og glæder mig faktisk lidt til at vise ham sit nye hjem i morgen formiddag.

20 år.

Den 1. april var det 20 år siden, at vi overtog vores første hus. Vi var begge 23 år og havde i 4 år boet i en et-værelses på 44 kvadratmeter for at kunne spare op. Bo var indstillet på, at vi skulle købe billigt og selv sætte vores præg efterhånden. Vi skrev under på skødet, og for 297.000 var vi blevet ejere af vores første hus. Det var stort - hele 136 kvadratmeter. Møblerne skreg efter hinanden, og værelserne ovenpå stod helt tomme. Der blev indkøbt lidt grønne planter til at fylde på de bare pletter. Vi var bare os 2 og stillede egentlig ikke de store krav. Den gule farve blev udskiftet efter kort tid, som malingen omkring døren fortæller.

I dag bor vi her. Og skal sandheden frem, så er adressen den samme. Billedet er også taget fra samme side af huset. Gården her på billedet er min favoritplet på denne jord. Når klokken viser middag, så kommer solen, og den forsvinder ikke, før den går ned bag husene på den anden side af vejen. Vi har lavet en masse på alle de år. Den største omgang var, da vi for snart 10 år siden rev hele førstesalen af for at vende den, så gavlen kom mod gaden. På den måde kunne vi få førstesal over hele huset, og har nu 175 kvadratmeter under tag. Vi bliver her nogle år endnu. Det er der ingen tvivl om. Dels bliver der ikke solgt noget herude lige nu, og dels bor vi meget billigt. Området er roligt og Jonas kan gå i skole. Omkostningen er, at vi som beskrevet i sidste indlæg skal have 2 biler, og at vi tit henter og bringer børn hist og pist. Jo - jeg holder meget af min plet her i udkantsdanmark.

Fredag i solskin

Det var det her sorte lyn, jeg kørte i, da jeg var på plejehjemmet i dag og se fars nye bolig og snakke med dem om ham og hele hans situation. Det er lidt en underlig oplevelse. Nærmest som den gang, jeg var til det første orienteringsmøde i dagplejen. Nu er det bare barnet, der skal have passet forælderen. Det var en rigtig positiv oplevelse, og jeg tror faktisk, at det skal blive godt. Jeg har i hvert fald den rigtige fornemmelse i maven. Nu håber jeg bare, at far også må blive tilfreds.

Det sorte lyn er afløser til Los Combos, som forlod matriklen i går. Den er en ren fornøjelse at køre i. En VW Polo, som lige nu kun har kørt 200 km. Den skal vi være venner med i mange år. Herren i huset kører 1000 km. om ugen, så vi sætter pris på et køretøj, der virker. Den kommer ikke til at føle sig ensom på grunden. Der holdt en fætter og ventede på den, da den kom. Jeg er også den glade ejer af en VW Polo. Den er bare 8 år og 220.000 km. ældre. Den kører stadig som en drøm, og jeg er ret sikker på, at blå og sort kommer til at holde side om side derude lang tid endnu.

Jakobs operation gik helt planmæssigt. Jeg så det ene øre, inden de pakkede det ind, og det var rigtig pænt. Han er træt og han er øm. Der kommer ikke billeder - det har jeg lovet. Han føler sig ikke speciel smart med forbinding over hele hovedet. Jeg skal til stationen og hente Sara nu. Jeg tror, at jeg napper den nye sorte. En rigtig dejlig weekend til dig og dine....