At Mies liv har haft stor betydning for mit liv, er der vidst slet ingen tvivl om. Hun lærte mig rigtig meget. Dels om livet omkring mig, men også om at tage stilling og om hvad jeg ønsker med mig og mine. Jeg er dybt taknemmelig over, at jeg fik lov at være hendes mor, og at vi fik lov at have 5 uger sammen. Et helt liv - et kort et af slagsen - men alligevel et helt liv.Mie er blevet en del af min historie, og hun vil altid være med mig, på samme måde som de andre 3. Jeg ønsker ikke at være "hende med det døde barn", for jeg er heldigvis meget mere end det. Men jeg bliver glad, når hun bliver husket, og når det bliver anerkendt, at jeg er mor til 4 dejlige unger. Hun har stadig sin plads på væggen herhjemme ligesom sine søskende.
Man vælger ikke selv sin historie, men man bærer selv et vidst ansvar for, hvordan man lever med den. Jeg tænkte efter og traf et valg, da Mie døde. Jeg ville livet. Jeg ville mine børn og den mand, der betyder alt for mig. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg havde et hårdt år, og at der er ting, der stadig står i sorgens tåge. Tågen var nødvendig. Man er nød til at lade sig falde, ellers kan man ikke rejse sig.
Dagen i dag har været som de fleste andre. Jeg kan godt se, at kalenderen siger den 7. april, og jeg ved, at det var dagen. Men jeg kan ikke mærke det. Dem der kender mig ved, at det er fordi Mie døde tirsdag før påske. Det bliver dagen, hvor jeg husker detaljer og kanmærke stemningen igen. Derfor har jeg heller ikke gjort det store. Jeg har ikke været på kirkegården, for jeg gad ikke stormvejret. Det gemmer jeg til weekenden, når der er tid og ro igen. Så vil jeg plante lidt og gøre fint.
Jeg skrev dagbog i Mies korte liv. Til at starte med bare for at kunne sove og få ro på tankerne. Dernæst var det et redskab til at kunne gengive hende historien, når hun engang var gammel nok til at forstå. I dag er den et af minderne om den tid, der var så kort, og som til at betyde så uendeligt meget. Hele dagbogsforløbet er gengivet i mine indlæg her i marts og april 2009. Dag for dag som det blev skrevet. Jeg deler gerne, så læs med, hvis der er lyst og ro til det.
Kære Susanne! Det er gribende at læse, hvad du skriver, og jeg tror, jeg forstår dine følelser og dit ønske om at vælge livet. Jeg har oplevet noget, der minder meget om din oplevelse med Mie - flere gange, men de små liv stoppede lidt tidligere. Jeg har stadig svært ved at formulere smerten i ord.
SvarSletJeg satte mig til at læse din dagbog om Mie's liv i går aftes.
SvarSletOg det var med tårerne løbende i en lind strøm at jeg nåede til enden og begravelsen.
Hvor må det have været hårdt - og hvor er det rigtigt at du siger man må falde helt for at kunne rejse sig igen.
Har selv mistet 2.
Madame: Selv om jeg er en erfaren kvinde, så gør det altid ondt, når jeg erfarer, at andre også har oplevet sorgen. Jeg får lyst til at dele en historie med dig, men ikke i det offentlige rum, så jeg sender dig en hilsen.
SvarSletKong Mor: Tak fordi du tog dig tid til at lære Mie lidt bedre at kende. Ja - det var en hård tid, men mest set i bakspejlet. Da jeg gik i det havde jeg travlt med at passe barn og prøve at forstå, det der skete omkring mig. Det gør mig ondt, at du også bærer på din helt egen historie. 1000 tanker til dine 2 små.