mandag den 4. april 2011

Endelig færdig

Der er flyttet. Alle fars ting er ude af hans lejlighed og på plads i den nye plejebolig. Han kommer til at bo rigtig dejligt. Jeg håber, at han er enig. Han har fået næsten 70 kvadratmeter bolig fordelt på stue, soveværelse, køkken og badeværelse og lidt fællesareal. Fordelen er, at det er en del af et plejehjem, så der er personale på døgnet rundt. Han vil nu blive passet og plejet af de sammen mennesker, og ikke af en stakkels hjemmehjælper eller sygeplejerske, der i bund og grund har al for lidt tid hos den enkelte borger.


Jeg skabte hans nye hjem i går sammen med Bo og mine søskende. I dag har jeg været ude for at købe en lampe og lidt småting, så det bliver rigtig godt. I morgen fuldføres projektet. Jeg holder formiddagsfri og kører over og henter far på aflastningspladsen. Jeg er faktisk ret spændt på at høre, hvad han har at sige til sit nye hjem. Jeg tænker, at det må blive rart for ham at få mere plads omkring sig og igen at være omgivet af sine egne ting.


Det har været lidt af en grænseoverskridende oplevelse at flytte for ham. Han har jo ikke selv været med, så vi har været i både skuffer og skabe. Vi har kun kasseret meget lidt, for beslutningen må være hans egen. Selv ting som vi ved, han aldrig kommer til at bruge igen, har fundet deres plads.


Personalet, som vi har mødt ind til nu, har været enestående imødekommende. De vil kunne beholde ham til det aller sidste, så vi forhåbentlig ikke skal flytte mere, før det hele engang er slut. Jeg er træt, men energien er brugt godt. Jeg tror på det bedste og glæder mig faktisk lidt til at vise ham sit nye hjem i morgen formiddag.

3 kommentarer:

  1. Jeg håber din far har godtaget projektet og at han hurtigt finder sig til rette. Det må være frygtelig svært, men dejligt at I hjælper ham:)

    SvarSlet
  2. Det er vel nok dejligt at læse, Susanne! Jeg er næsten sikker på, din far bliver glad for sin nye bolig.
    Min far nægtede at flytte fra sit kæmpe hus, og det sveg til mig, da en times hjemmehjælp hver 14. dag ikke forslog ret meget. Men jeg kunne også se, at han ikke ville have kunne klare at flytte på plejehjem.

    SvarSlet
  3. Charlotte: Alt tyder på, at han lander rigtig godt. Det er skønt. Det har været hårdt, for selv om jeg har rigtig god opbakning herhjemme, så er det alligevel mig, der har alle tankerne og bruger energien.

    Ja Madame, det er vigtigt også at læse signalerne og ikke putte folk i kasser, hvor de slet ikke passer ind. Men det er da ikke rart at se, når det ikke fungerer.

    SvarSlet