Tirsdag før påske vil altid være en særlig dag for mig. Det var dagen, hvor vi for 13 år siden besluttede at stoppe Mies behandling. Det er dagen, hvor vi slukkede for respirator og alt anden grej omkring hende og tog hende ind på stue 7 for at dele den sidste tid. Der var ikke nogen, der kunne sige om det skulle tage 3 minutter eller 3 dage. Vi måtte bare vente.
I år er tankerne fløjet som altid. Når man er på dagen kan man næsten se detaljerne for sig. Lyde og stemninger har det også med at komme tilbage. Men i år har tankerne været anderledes. De har handlet om savn. Det var jo en periode, hvor savn var nøgleordet.
Mine tanker i år har gået meget på de 5 uger, der gik før tirsdagen før påske. På hvor meget jeg savnede Sara og Jakob. Mine to troldeunger, der dengang bare var 3 og 5 år. Mens jeg havde min gang på GN på Rigshospitalet så jeg dem kun i weekenderne, og den periode vi var hjemme, var det mest Bo, der tog sig af dem. Dels skulle jeg sørge for Mie og hendes mad og medicin hver 4. time døgnet rund. Og så var jeg bare træt - træt - træt.
Faktisk tog det noget tid at genvinde de to, og det var faktisk rigtig hårdt oveni sorgen over at have mistet Mie. De var blevet fars børn og holdt sig meget til ham. Bemærkninger som "sådan gør far ikke", eller "farmor siger også......" sved, så jeg gik for mig selv og græd lidt ind imellem. Heldigvis fandt vi hinanden igen.
Uha, Susanne - jeg kender alt for godt det med at tænke tilbage og følge minut for minut, time for time. Det gør ondt, men det gør også godt at vide, at man stadig, mange år efter kan huske så detaljeret.
SvarSletDa yngste blev født var jeg indlagt en måned og selvom jeg fik besøg af de 3 store, som var 3, 6 og 9 blev de også fars og især farmors børn i den lange måned. Det var OK at de var fars børn, for vi har samme holdning til opdragelse - det var straks værre at de også var farmors, for vi er ikke helt enige.
Knus til dig og jer i disse dage.
Det er bevægende at læse om den tid i dit liv, der må have været den værste nogen sinde. Om savn og afsked og livets evige foranderlighed. Om at det er godt, at vi udtrykker vores følelser i ord, så vores sår kan heles og blive til smukke ar, der vidner om levet liv. Men det må have været så utrolig hårdt, da du stod midt i det!
SvarSletTanker og klem til dig!
Hvor bliver man glad for at man har været så forskånet for sådanne ting i liver.
SvarSletHold op det må have været så hårdt. Forstår godt du tænker tilbage.
Kram Marlene
Puhh det lyder hårdt at skulle håndtere den del med savnet af de levende børn oven i sorgen. Jeg er så glad for at have lært Mie at kende og vil nok altid sende hende en lille tanke omkring Påsketid.
SvarSlet