En god lang tur og ingen kage

I dag har jeg gået 3 kvarter i rask gang sammen med Dodo, og jeg har sagt ned til kage ikke mindre end 2 gange. Det flytter ingen bjerge, men tanken er rar. Weekenden har budt på alt for meget at spise og drikke, så det gør godt at trække stikket og være nogenlunde kalorielet. Desuden taler jeg alt for meget med mig selv om den motion. Uden at gjort noget ved det.

Jeg er i gang med kalender. Bo har fået lagt nogle vagter om efter fyringsrunden på hans arbejde, og Jakob har lige fået november måneds vagtplan med hjem fra Brugsen. Der er enkelte aftaler, der må rykkes på den konto. At vi går ind i november i morgen, forekommer mig noget mystisk. Jeg har lige set i nyhederne, at der er julemarked på Gavnø Slot i weekenden. Måske jeg skulle tage en tur derned og lade mig overvælde.

Vejle tur - retur.

Lørdagen bød på fødselsdagsgæster, god mad (læs, jeg spiste for meget mad), og et godt glas rødvin. Det var en af de aftener, hvor det hele kørte, og det bare var rigtig hyggeligt.

Sara fik gode gaver, og aftelen var, at vi kørte hende tilbage til Vejle i dag. Der var noget internet, der skulle etableres og et par lamper, der skulle sættes op. Lige en opgave for en far. Og når man så samtidig kan slippe for at køre i tog med de der Ikea-stole.

Vi var hjemme igen klokken 17.00. Nu er jeg træt, sådan træt i kroppen uden at gide gå i seng. Jeg vil sætte mig over i sofaen og læse lidt mere om Chris MacDonald og hans oplevelser med sin far.

Kagerne her er fra i fredags, da Sara kom hjem. Hentet hos den lokale bager. Hele butikken var pyntet fint op og de søde damer bag disken havde høje hatte og kapper på. Gennemført til sidste detalje. Jeg håber, at du har nydt din weekend.

Meget underligt firma.

I efterårsferien var Sara og jeg i Ikea. Stedet som nogle elsker, og som andre elsker at hade. Sådan er det bare. Sara ville købe disse 2 barstole til sit lille hjem, men jeg fik talt hende fra det. Noget om, hvor længe man kunne leve for de penge, når der nu stadig ikke er noget job, og ting i den stil.

I tirsdags kørte Bo forbi førnævnte varehus på vej hjem fra arbejde. Netop for at købe de 2, for så var noget af fødselsdagsgaven hjemme. Han kom frem til varehuset, orienterede sig, og tog den direkte vej til den reol, hvor de skulle ligge. Der var ikke nogen, men da han så op, lå de på hylden lige over. Sådan cirka 30. cm. udenfor hans armes rækkevidde.

Den naturlige reaktion var at finde en medarbejder. Her fik han at vide, at de ikke var på lager. Men hør lige - de ligger jo deroppe. Muligt - men de var ikke på lager. Herefter fandt Bo en anden medarbejder, for så måtte han da lige kunne hjælpe. Men nej... Ingen hjælp at hente. De var ikke på lager.

Ikea har et system, der gør, at man kun sælger varer i gulvhøjde. Når varehuset lukker, kommer der medarbejdere og flytter varer ned fra øverste hylder til gulvhøjde. Så er varen på lager igen. Der var ikke noget at gøre. Han måtte køre igen - uden at have stolene med. De blev hentet næste dag. Da lå de nede i gulvhøjde. Det er nok meget heldigt, for ellers kunne I have fået historien om en mand, der kravlede rundt i reolerne i et varehus i Tåstrup.

Enden på historien må være, at Sara er rigtig glad for sine stole.

Altså, den kat

Når jeg rejser mig for at hente udskrifter eller en frisk kop kaffe, sker det, at min stol er optaget, når jeg kommer tilbage.

Nu håber jeg bare, at han ikke også hæver min løn, for så bliver jeg ked af det.

1000 tak for alle jeres kommentarer i går. Som Lavendel skrev i en kommentar til mig den anden dag, så er det kommentarerne, der gør det sjovt at blogge.

Rigtig god fredag til alle jer derude....

Tillykke til en smuk pige

Første gang, storken kom forbi her, blev vi beriget med en dejlig lille pige på bare 3.340 g. og 51 cm. Lille og fin var hun. At hun også var et pragteksemplar, var kun skønt. Hun var kun 10 dage gammel, da hun begyndte at sove hele natten (som fra 23.00 til 05.30). Når de andre kom i mødregruppen med store poser under øjnene, så var jeg nogenlunde frisk.

Min lille pige bliver 19 år i dag. Hun er på vej ind i sit voksenliv med egen bolig og alt, hvad det må indebære. Hun er vokset op og blevet en god pige, og jeg var stolt, da vi sendte hende ud i livet. Jeg synes, at vi har gjort det godt. Hun skal stadig have et kærligt skub i den rigtige retning en gang imellem, men i det store hele klarer hun sig rigtig godt.

I dag ville jeg rigtig gerne have haft hende oppe på værelset. Så jeg kunne gå op og vække hende og give hende det fødselsdagsknus, der sidder i mig lige nu, og fylder alt, alt for meget. Lige nu savner jeg lidt ekstra.

I morgen kommer hun hjem. Hjem til knus og gaver. Det er vel unødvendigt at sige, at jeg glæder mig?

Tillykke til min store smukke datter.....

Jeg forstår det ikke

Der sker underlige ting ude i Blogland i dag. Jeg har set kommentarer til mit forrige indlæg, som pludselig var væk. Hvis du har været forbi, så er det altså ikke mig, der sletter. Jeg er ikke sur på nogen. Måske kun lige på kommentartyven, hvad det så end er for en størrelse.

At være mor og meget andet

I går sad jeg og grinede af "Hvem vil være millionær". Deltagerne var Polle fra Snave og Wupti-Pede. Du må ikke spørge mig, hvad de hedder i virkeligheden, for det har jeg allerede glemt. Wupti-Pede var for øvrigt en nydelig mand med meget lidt og meget kort hår, så ham havde jeg nok ikke engang genkendt på gaden.

Introsamtalen gik lidt på, hvordan man bliver, det man laver. Polle fra Snave repræsenterer ca. 5% af mandens karriere og arbejdsliv (hans egne ord), men det er alligevel den, han er blevet.

Jeg har tit tænkt på det i forbindelse med mig selv og mit liv. Jeg har i den grad været børnenes mor. I syv år arbejdede jeg på den lokale skole. Inden jeg mødte var jeg i børnehaven lige overfor, for at aflevere egne børn. Når jeg var i Brugsen, var hilsenen tit "Hej Sara og Jakobs mor".

Med tiden er det blevet vigtigt for mig også at være mig. At være Susanne, som også er mor til en række børn, og som også er gift med Bo. Jeg synes, at jeg har fundet en god balance. Jeg gør ting for mig selv, som er godt for mig - og dermed min familie. Samtidig passer jeg på vores familie og nyder de stunder, hvor vi er samlet.

Jeg har på mine ture på kirkegården lagt mærke til en sten. Den er ikke så stor, men meget fint lavet. På stenen står der "Mor". I starten gik jeg lidt og tænkte over det. Gad vide, hvem hun var, og havde hun måske været andet og mere end det? Jeg ved det ikke.

Arbejdet kalder. Tilfældet vil, at der er kommet endnu en ny kunde, mens jeg har holdt ferie. Nu er det alvor. Vi skal køres i stilling til en elev igen, og vi skal have fordelt opgaverne på ny. Jeg har nydt min ferie, men jeg synes altså også, at det er dejligt at være tilbage med kolleger og kontorkattene.

Igang igen

Ferien er slut og vi går i gang lige om et øjeblik. Men jeg skal love for, at der er lavet om på noget. Udsigten fra stuevinduet er sort. Horisonten begynder så småt at skifte farve nu, men eftersom jeg er på vej ud af døren, bliver der ikke den store tid til at nyde det.

Døgnet må have rykket sig en del på den uge, hvor vi har ligget i dvale.

Nu gør jeg ud og rammer hverdagen, inden den rammer mig. Jeg har været sej til morgen og klaret nogle småting. I eftermiddag skal der provianteres til ugen og drengene skal klippes. Jeg vil nyde de timer, mandagen byder mig.

God mandag til dig....

Lidt om prioritering

I dag laver jeg ingenting. Og alligevel. Det passer jo ikke helt. Jeg har bagt 4 plader af de gode havreboller, så der er til fryseren, jeg har vasket lidt tøj, og så er jeg startet på de fingervanter, som jeg bare må prøve at lave.

Jeg har tænkt lidt over, hvad jeg laver og hvornår. At jeg ind imellem glemmer at tage stilling og prioritere, men bare følger med. Mens børnene var små, gav det sig selv, for der var stort set kun tid til dem. Det er ikke en klage, for jeg har selv valgt, og jeg nød at være der for dem.

Nu er situationen efterhånden en anden. Yngste er på vej mod 13. Det er dejligt, at sidde og snakke lidt om tingene, og at foretage sig noget sammen, men det betyder ikke det store for ham, om jeg er hjemme, når han kommer hjem fra skole, eller om jeg først kommer senere.

Derfor valgte jeg for nogle år siden, at arbejde flere timer igen. Fordi jeg har lyst, og fordi man ikke er en del af det, der sker på arbejdspladsen, når man nøjes med 22 timer, som jeg gjorde dengang.

Mine tanker omkring prioritering nu går på min hverdag. Den har det med at løbe ud i et. Jeg vil så gerne have mere tid til min strikkekurv. Så er der lige det med motionen, der ikke rigtig bliver til noget. Og sidst men ikke mindst, så drømmen om at finde mig selv i hjørnet af sofaen med en god bog.

Jeg ved godt, hvad der stjæler min tid. Det er til dels det der internet, og så er jeg slem til at lege med min Iphone, når TV'et ikke lige kan fange min interesse.

Hvad gør du? Hvad prioriterer du i din dagligdag? Alle valg medfører fravalg. Det er slet ikke så let endda.

Jeg holder lige en pause

Ikke helt så afslappet som Dodo gjorde i går aftes under "Vild med Dans". Bare tilpas afslappet og med lidt tid til at gøre, hvad jeg har lyst til. Billedet er taget med mit lille Nikon. Jeg drejede knappen om på aftenprogrammet, for så skal blitzen ikke bruges. Jeg skulle jo nødig vække hunden.

Jeg får skønt selskab i aften. Fru Hansen og hendes familie kommer forbi. Faktisk er noget af hendes familie her allerede. Yngste er nemlig rigtig gode venner med yngste her i huset, så de har holdt et par feriedage sammen.

Maden lavede jeg i går, da der alligevel skulle produceres fredagspizzaer. Jeg mangler bare at bage de hvidløgsflutes, der ligger til hævning lige nu, og at snitte lidt lækker salat, så er alt i skønneste orden. Det er lige sådan, jeg kan lide det. At jeg kan slappe af og glæde mig.

Lige om lidt er ferien slut. Der har både været tid til at yde og til at nyde. Ind imellem i omvendt rækkefølge. Der er ting, jeg har nået, og så er der ting, der endnu en gang bliver udskudt. Men er det ikke også det, ferie handler om. At være - og at gøre, hvad man har lyst til. Inden for de givne rammer naturligvis.

Vi så et klip fra vores lokale TV-station i går. Der var en mor, der var i Bonbon-land med sine 3 børn. Som hun sagde: "der skal jo ske noget ekstra i ferien". Og så fortalte hun, at de havde været på camping et par dage, og at de da også lige havde været en tur i legoland. Jeg blev helt forpustet. Jeg håber, at hun har en uges ferie bagefter, for det må da næsten være nødvendigt :-)

Ikke mere herfra nu. Jeg havde nemlig besluttet mig for, at ferien også skulle bringe hjemmebagte kanelsnegle, og det har jeg ikke nået endnu. Hvis I vil mig noget, er jeg i køkkenet det næste stykke tid.

En lille gæst - igen

Vores lille gæst er væk. Den er helt væk. Jeg kiggede til den nogle gange i går, og til sidst måtte vi konstatere, at den har endt sine dage ude under bålfadet. Jeg blev helt trist. Den var så sød, da den tøffede rundt derude dagen før. Jeg er glad for, at jeg nåede at møde den.

En lille gæst

I går, da Dodo skulle ud på sin morgentur, satte hun straks kursen mod det gamle brændeskur og begyndte at gø. At jeg bad hende lukke munden, var hun totalt ligeglad med, og det var tydeligt at se, at hun var optaget af et eller andet. Da jeg kom ud til hende, blev jeg mødt af denne lille fætter.

Jeg var ikke længe om at få hentet det lille kamera, og da jeg kom ud igen viste den lille gæst sig fra sin søde side og poserede lidt for kameraet. I dag har jeg været ude og se til den. Den ligger ude bag bålfadet og sover. Det er første gang i alle de 20 år, vi har boet her, at jeg har set et pindsvin på matriklen. Nu er jeg spændt på, hvor længe den bliver. Den går vel i vinterhi lige om lidt?

Om lidt vil jeg lave lidt opsøgende arbejde. Vi har besluttet os for, at middagen skal indtages i byen i aften. Og for ikke at lande, hvor vi plejer, har jeg besluttet mig for at se på hjemmesider og menukort. Det bliver nok den mest krævende opgave, jeg udsætter mig selv for i dag.

Ferietirsdag

Det regner over Familien Hansens hus, og noget tyder på, at det kommer til at vare det meste af dagen. Heldigvis behøver man aldrig at kede sig i et hus som vores.

Jeg har garn og bog liggende. Jeg fik åbnet i går og taget hul på historien og Chris MacDonald og hans far. Jeg blev fanget, men måtte opgive, da øjnene løb i vand af træthed. Jeg skal have læst lidt mere i dag, og så skal jeg have slået masker op til de der fingervanter. Jeg gik i gang i går, med nogle fine nogen med skaft i patent. Det var ikke godt, så nu starter jeg forfra.

Der skal også være tid til hygge og snak i dag. Sara kommer hjem for at være her et par dage. Vi har ikke set hende siden flytningen, så jeg glæder mig. Vi skal stege and, for det er barnets livret. Og her skal ikke lyde et ord om julemad.

Ellers tager vi tingene som de kommer. Hunden sover i sin kurv. Hun har konstateret, at der er vådt udenfor. Drengene sover endnu og Bo er lige gået ind for at hjælpe naboen med at sætte gulvvarmen til i deres nye køkken. Det efterlader mig nogle timer i mit eget selskab. Det er nu jeg skal træffe et valg. Skal jeg putte mig i tæppet med bogen, eller skal jeg gå ud og få lagt vasketøjet sammen....

Lidt om os

En kvinde, jeg kender rigtig godt, har lige valgt at forlade sin mand. Jeg har set det komme, og var ikke voldsomt overrasket. Faktisk har jeg set det snige sig ind hen over de sidste 2 - 3 år. Jeg har været klar over, at jeg ikke selv ønskede at leve det liv, men havde måske også en idé om, at det var en tilstand, de havde affundet sig med. Det er den gamle historie om de 2, der bare gled fra hinanden. Ingen utroskab eller nye partnere. Bare flammen der brændte ud.

Jeg har ikke selv den store erfaring i parforhold. Faktisk er jeg selv i mit første. Bo og jeg blev kærester, da vi gik i skole, og har været sammen lige siden - uden pauser. Nu er det ikke mere "Keld og Hilda" end som så. Selvfølgelig har det været svært ind imellem. Med 4 børnefødsler på 7 år, stor ombygning i samme periode, og ikke mindst børnenes sygdom. Jakob var syg hele sit første leveår. Og Mie blev som bekendt født for syg til livet og forlod os meget tidligt. Jeg ved ikke, om modgang gør stærk, eller som det er andet, der har gjort, at vi har klaret os igennem. Men jeg ved, at vi er her endnu, og at vi nyder.

Vi er helt klart inde i et nyt kapitel i vores forhold nu. Vi er nået dertil, hvor stuen er vores egen. Børnene er tit ude af huset, eller også har de venner på værelserne. Vi har meget mere alenetid , end vi har haft i mange år. Da vi skulle på vores første weekendophold for 4 år siden, frygtede jeg lidt, hvordan det skulle gå. Jeg så det som prøven. Ville vi kunne bruge en hel weekend og have noget at snakke om, når der nu ikke var børn og pligter omkring os? Vi bestod heldigvis prøven og aftalen er nu, at vi skal have vores weekendophold. Vi skal passe på det vi har.

I morgen kommer Sara hjem og hele flokken er samlet. Jeg glæder mig. Jeg er en heldig kvinde. At jeg har 3 dejlige unger omkring mig, og at jeg stadig har prinsen på den røde yamaha. Her skal det lige tilføjes, at den røde yamaha blev stjålet og skrællet for de gode dele. Nu er han kongen af den sorte polo....

Søndag på Helsingevej

Så blev de færdige. De har været lidt længe undervejs, for den første kom på pindende, da jeg sad og så TV på valgaftenen. Der er absolut ikke noget system i striberne, og jeg er blevet bedt om ikke at forsøge at lave system. De skal være "skæve". De er lidt korte i skaftet, men sådan vil Jonas helst have det. Jeg synes, at garnet er sjovt, og lige nu leger jeg lidt med tanken om at prøve at lave et par fingervanter af samme garn. Bare for at prøve.

Jonas er taget til fætter Viktor for at skære græskarhoved, og Jakob er lige kørt på arbejde. Bo har travlt med garagen, for der er kommet dør og vinduer. De er blevet sat i, så nu mangler han bare at tætne og gøre det hele fint. Jeg er efterladt alene herinde. Egentlig var det chancen for at få åbnet bogen, som stadig bare ligger, eller at få strikket lidt på Saras bluse. Men sådan er det ikke i dag. Jeg har engergi, så jeg fløjter rundt med vasketøj, støvsuger og gulvspand. Det går sikker over, men sådan en energi må bruges, mens den er der.

Så opdagede jeg det

Jeg har fundet ud af, at man bruger nogle muskler i inderlåret. Dels når man sætter sig i stolen, men også når man rejser sig igen. Jeg har også fundet ud af, at sådan en regnskabsassistent som mig rejser sig og sætter sig ganske mange gange i løbet af en dag. De der musker er jeg kommet i kontakt med, da jeg var til effekttræning i onsdags. Nu er de ømme, men det er vel kun fordi, jeg har gjort noget rigtigt. Til gengæld kan jeg både grine og nyse, uden at det gør ondt. Jeg kan mærke, at jeg har brugt mavemusklerne, men det er ikke pinefuldt.

Fætter Viktor er hentet. Han er i huset et eller andet sted. Jeg har stort set ikke hørt fra ham, siden vi kom hjem. Hvad skal man med en moster, når man har sine to store fætre inden for rækkevidde.

Luksusproblemer

Vi har et problem på arbejdet lige nu. Vi er ganske enkelt ved at drukne. Her midt i krisen, hvor butikker lukker og folk mister deres job har vi på ganske kort tid fået 4 nye kunder. Og endda kunder, der kommer til at fylde pænt i vores timeregistrering.

At det er en udløber af krisen, er der ingen tvivl om. Mange undervurderer opgaven omkring bogholderi og regnskab, og når der ikke er penge nok på kontoen, så hiver man skidtet hjem og lader mor eller konen klare den. Når det så viser sig, at det ikke helt gik efter hensigten, kommer man til os, og så skal der rydtes op. Nu tales der om ny elev, og indtil måske hjælp til den kæmpe bunke af rutineindtastninger, som jo også præger vores branche.

Set i lyset af, at Bo måtte sige farvel til 3 kolleger i går, så skal vi absolut ikke pive. Heller ikke selv om der lige nu bliver sparet timer til flexkontoen.

Travlt eller ej, så skal ferien holdes. Og når klokken slår i dag, tager jeg hul på en uge. En uge, hvor vi bare skal være. Hvor vi ikke ved, hvor mange vi er, fordi børnene enten er ude eller har venner på besøg. Hvor der skal soves lige til solen vækker os, og hvor morgenkaffen kan nydes længe.

At være moster

Jeg er heldig, for søster har valgt at lave aftale i morgen. Det betyder, at jeg får lov at hente Viktor i børnehaven og have ham lige til lørdag formiddag. Vi glæder os - Viktor og jeg. Jeg ved det, for jeg talte med ham i går.

Det er sjovt at have en 5 årig i huset en gang imellem. Han er en herlig lille størrelse, der stiller de mest mystiske spørgsmål, og selvfølgelig forventer han, at vi har svar på dem alle. Det ramte mig lige i hjertet, da han kom til verden. Jeg ved jo godt selv, hvad det vil sige at tage imod sine børn, og hvordan man fuldstændig betingelsesløst tager dem til sig. Men at man skulle blive ramt sådan, når man blev moster. Det havde jeg ikke lige forstillet mig.

Vi skal se disneysjov, og vi skal bage pizza. Vi skal snakke og vi skal grine. Det bliver en herlig Viktor-fredag.

Først er der lige en torsdag. Den vil jeg gå ud og møde nu. God torsdag til dig.

Ferie lige om lidt

Så er alle muskler brugt igen. Jeg er lige kommet hjem fra effekttræning. Jeg kan mærke, at jeg er i live - ingen tvivl om det. Nu er jeg bare spændt på, hvordan det er, når jeg oplever dagen i morgen.

Vi er på nedtælling her. Uge 42 er lige om hjørnet - og med den følger efterårsferien. Vi har ferie alle sammen. Sara kommer hjem nogle dage, og vi skal bare nyde. Der er kommet dør og vinduer til garagen, så der skal også laves lidt.

Jeg glæder mig. Jeg trænger til at sove til klokken 8.00 og at nyde dagene og min familie. Jeg skal kun stå tidligt op 2 gange til, så er vi der.

God aften hos dig....

Dagens ret

Skal vi have pizza med kyllingepatter? Så direkte kan det udtrykkes, når yngste kommer ned af trappen og finder mel og andebryst på køkkenbordet. Og nej - vi fik ikke pizza. Jeg var bare ved at pakke ud efter dagens tur i Netto. Dagens ret var stegt andebryst med sovs, kartofler og rødkål.

Jeg skulle hilse og sige, at det giver points på elskometeret.

Når planer bare må ændres

Jeg har lige rykket en aftale, der ellers lå i eftermiddag. Morgenen er brugt til at ordne vasketøj og få flyttet nogle bunker. Det er ren prioritering herfra. Jeg har brug for en tirsdag eftermiddag uden opgaver. Med tid til at læse lidt. (Jeg har ikke læst så meget som et bogstav i bogen, der kom til huset i sidste uge), og jeg mangler en halv sok i at kunne glæde Jonas.

Mor ringede i går. Hun var glad. Dels fordi vi havde fået hende så effektivt på plads, men også fordi hun føler sig rigtig godt hjemme. Jeg krydser fingre for, at det bliver rigtig godt for hendes vejrtrækning og helbred i øvrigt. Hun er kun 65 og burde have mange år tilbage.

Jeg krydser fingre for en rolig tirsdag - både her og hos dig.

Hov - hvad var lige det

På min vej hjem fra arbejde idag kom jeg til at holde ind ved bageren. Bare for at købe et af de gode rugbrød og på den måde spare mig selv for turen gennem Nettos eller Brugsens kassekø. Næste gang må jeg hellere vælge anderledes, for der skete altså et eller andet med mig, da jeg stod der og kiggede på alle herlighederne.

Jeg kom til at købe en Dagmar-tærte med hjem. Jeg ved, at den giver billige points herhjemme. Eller som Jonas siger - den får elskometeret til at gå den rigtige vej. Havde det så bare sluttet der. Nej, jeg kom også til at købe en træstamme. Bare en enkelt. Den var der, da jeg satte mig ind i bilen, men den var væk, da jeg slukkede motoren hjemme på matriklen. Og nej - jeg tror ikke, at jeg skal lede efter den ude mellem sæderne.

Bare lige for at runde af. Så laver denne bager nogle rigtig gode træstammer. Fine i størrelsen (små siger min mand), og ikke direkte kvalmefremkaldende. Det varer længe, inden det sker igen, for den lå alligevel lidt tungt i systemet.

Nyt svarsystem

Det er lykkedes mig at installere svarsystemet. Men nu ser jeg til min store fortrydelse, at alle kommentarer er forsvundet. Jeg prøver panisk at finde ud af at få dem frem igen. Jeg håber ikke, at det hele er ødelagt, for så bliver jeg godt nok ked af det.

Godt overstået flytning.

Så er billederne hængt op, og gardinerne på plads. Der skal sikkert rokeres lidt i køkkenskabene, men det blander vi os ikke i.

Mor er godt installeret i sin nye lejlighed nu. Det sidste er hængt på plads i dag, så nu slapper vi af og nyder resten af weekenden.

Det er lidt spøjst, for vi har lige båret alle mors ting ind i samme bygning, som vi flyttede far ud af i april. Lejlighederne er ens, fortset fra, at de er spejlvendte. Spisebordet er placeret nøjagtigt som fars var, og hun har indtaget favoritpladsen. Nemlig, hun har sat sig, som far altid sad. Hendes elskede gamle dækketøjsskab står der, hvor far havde sin reol. Kun sofaen vender den anden vej.

Det var så 3. flytning i år. Mor er ikke flyttet, fordi hun havde lyst. Hun var glad for sin gamle lejlighed, men med diagnosen KOL gik det ikke. Der var fugt og skimmel, og det er kun gået ned af bakke med hendes lungefunktion. Nu håber vi, at hun stabiliseres i nye omgivelser. Her skulle indeklimaet ikke fejle noget.

Jeg håber, at du har nydt din weekend - uden alt for meget slæb....

Nydning i sofaen

Jeg har set "Skjulte Stjerner". Bo er gået i seng , og her er efterhånden stille. Nu sidder jeg alene i sofaen. Jeg har startet harddisken og ser fredagens afsnit af "Vild med dans". Jeg nyder et glas vin og lidt blandede nødder fra Kims. Det er fredag, når det er bedst. Jeg er landet dybt i sofaen med hunden sovende ved siden af mig. At der er en flytning igen i morgen, det gider jeg slet ikke tænke på lige nu. Jeg håber, at din fredag har bragt nydning i stor stil.

Historien om den der udsigt

Her til morgen, var der igen fryd for øjet fra stuevinduet. Men sådan har det ikke altid været. Da vi købte huset for 20 år siden, var vi glade for, at haven var lukket. Der voksede træer på 4 - 5 meter hele vejen rundt om grunden. Vi var glade, for er der noget bedre end en lukket have...

Da vi havde boet her et par år, blev vi lidt trætte af de høje træer, så de blev skåret ned til lidt under en meter, så vi kunne holde det lidt nede og lade det tætne som en hæk, og sådan var det i mange år.

Nu havde vi så skabt arbejde. Sådan noget hækkeværk skal holdes nede og klippes, og da vi havde været den igennem adskillige gange, begyndte vi at undersøge alternativer og satte derfor spirea rundt om hele haven. En god ven kom med en entreprenørmaskine og rev alle de gamle planter op. Og hold da op. Pludselig kunne jeg se Høng og Løve mølle. Det var næsten som at få ny grund.

Alt dette ligger 5 - 6 år tilbage. Siden har jeg nydt udsigten hver eneste morgen. Solen står op lige foran mine stuevinduer, og jeg kan se, hvordan lyset ændrer sig minut for minut. Vores grund er ikke specielt stor, men med min udsigt føles den som hele verden - altså næsten.

Jeg vil køre ud og møde min fredag. For første gang i flere uger er den helt vores egen. Vi skal slappe af, spise hjemmelavet pizza og se uforpligtende underholdning på TV. Jeg tager den med ro, for min krop er øm. I går aftes gjorde det ondt at gå på trapper. Jeg griner lidt af det, for jeg har selv skabt det, og i sidste ende skulle det jo gerne være godt for mig.

Mit indre jeg er blevet lidt ømt

Jeg er kommet i kontakt med mit indre jeg. Eller måske skulle jeg sige, at jeg er kommet i kontakt med noget inde i mig. Sådan i musklerne. Jeg var til effekttræning i går. Charlotte, som er instruktør, havde advaret mig. Man kan godt blive lidt øm, og man kommer til at få varmen.

Jeg skal love for, at jeg fik varmen. Efter et kvarter dampede jeg, og jeg kæmpede det bedste jeg har lært for at få noget ud af det. Da jeg vågnede i morges, kunne jeg ikke mærke noget. Men her op af dagen. Av, siger jeg bare. Ikke nyse og ikke hoste. Det tager nemlig fat i en muskel i den øvre del af maven. At sætte sig ordentligt på stolen. Det kommer af sig selv, for ellers gør det ondt bag på låret og i ballen. Jo, jo. Jeg har fået noget for pengene.

Der skal smugtrænes lidt, for jeg fandt ud af, at jeg er mega dårlig til selv de simple og mest skånsomme armbøjninger. Det kan jeg ikke have hængende på mig.

Denne aften skal tilbringes på sofaen. De eneste muskler jeg vil bruge, er dem, der kræves, når koppen med te skal føres fra bord til mund. God aften til dig.

Du er ikke alene

Madame har i et blogindlæg skrevet lidt om Chris Mc.Donalds bog "Du er ikke alene". Jeg reserverede den med det samme, og nu er den her endelig. Den er stor og den er tyk. Jeg glæder mig til at læse den, men jeg kan også mærke, at jeg frygter det lidt. Det er nu 4 måneder siden, vi flyttede far til Rørmosecenteret. Så det er også 4 måneder siden, at hans læge udtalte, at man ikke kunne udelukke, at han kunne have 3 måske 4 måneder tilbage. Han er her endnu. På ingen måde frisk, og jeg kan godt se, at det går tilbage for ham. Omvendt tror jeg altså ikke, at han er lige ved at slippe grebet.

Jeg kan mærke, at bogen kalder. Men jeg må ikke. Jeg skal først have ordnet alt vasketøjet og checket lektier med Jonas.

En dejlig aften til dig - uanset om det er bog eller vasketøj der kalder.

Varme og snue

Jeg sad og så billederne fra vores sommerferie og kom forbi Jonas og den store termostat på Danfoss Universe. Der er skruet ned for varmen udenfor nu, og sommeren findes nu kun på billederne. Heldigvis er der rigtig mange af dem.

Danforss Universe var det hele værd. Vi brugte en hel dag på at gå og lave sjove ting, og på at se på parken. Der er noget for alle. Den kan anbefales - uanset om man er stor eller mindre. Yngste her var 12 og på ingen måde for lille. Ældste på 44 havde også en fantastisk dag.

Jonas ligger på sofaen med hunden. Snot og feber har taget fat i ham. Jakob er taget afsted, men også han er angrebet af forkølelse og snøft. På jobbet har jeg en chef, der hoster og snøfter. Jeg vasker hænder og passer på ikke at blive kold og alt det der. For jeg gider ikke.

Jeg kan mærke, at det bliver en god dag.

Jeg havde egentlig planer om at skrive om weekenden, der lige er gået. Fyldt med flytning, planer om næste flytning og det smukkeste vejr, der er set i en oktoberweekend. Men her til morgen har Jakob sendt mine tanker i anden retning.

Han har ikke været hjemme i weekenden. Jeg satte ham af i Slagelse fredag aften og fik ham først hjem klokke 20.00 i går. Her til morgen har han styrtet rundt og sunget - og når Jakob synger, så kan det høres, skulle jeg hilse og sige. Han har hentet ting oppe på værelset og ude i bryggerset. Ind imellem skulle håret lige sættes på badeværelset og mere skulle hentes på værelset. Til sidst satte jeg mig i køkkenet for ikke at blive væltet, når han kom væltende om hjørnet. Ind imellem fik han fortalt mig om sine planer for eftermiddagen.

Det sidste han sagde, inden han røg ud af døren var: Jeg kan mærke, at det bliver en god dag i dag. Han ved slet ikke, at bemærkningen i sig selv, er med til at gøre min dag til en god en af slagsen. Det er da skønt at have sendt en glad 16 årig afsted til lang skoledag. Nu vil jeg køre ud og leve op til Jakobs ord. Lad os have en god dag.